Dygtig student med stor interesse for EU og international økonomi

Finansministeriet

Som student i Finansministeriets kontor for International Økonomi bliver du tæt knyttet til vores team af økonomer, der arbejder for Danmarks interesser på det økonomiske område i EU, globalt og i Norden. Du får indsigt i spændende sagsområder og mulighed for at bidrage til løsningen af internationale økonomiske og finansielle sager.

Om stillingen
Jobbet giver et unikt indblik i og erfaring med en række store emner på den internationale økonomiske dagsorden. I kontoret (5. kontor) vil du skulle bidrage til arbejdet med at varetage og fremme danske interesser i det internationale økonomiske og finansielle samarbejde og understøtte sammenhængen mellem internationale drøftelser og dansk økonomisk politik. Et væsentligt omdrejningspunkt for os er drøftelserne i Rådet af EU's økonomi- og finansministre (ECOFIN).

Opgaverne vil omfatte bidrag til notater, lettere analyse- og skriveopgaver, samt indsamling, behandling og præsentation af informationer og tal. Samtidig skal du have mod på at påtage dig løbende ad hoc opgaver. Du skal have lyst til at arbejde med det internationale økonomiske og finansielle samarbejde, kunne lide at skrive og være god til databehandling.

Vi forventer, at du

  • har stor interesse for EU og international økonomi
  • har stærke faglige og analytiske kompetencer
  • har lyst til at lære og går engageret til alle slags opgaver
  • har gode samarbejdsevner og er fleksibel
  • kan arbejde selvstændigt, er grundig og tager ansvar for dine opgaver.

Det er desuden en fordel, hvis du allerede har kendskab til det økonomiske samarbejde i EU, finansielle markeder og internationale makroøkonomiske forhold.

Vi forestiller os, at du er økonomistuderende (polit., oecon.) eller lignende.

Om os
Kontoret varetager Finansministeriets opgaver i forbindelse med internationalt økonomisk samarbejde. Det omfatter EU’s genopretningstiltag i lyset af COVID-19, EU’s finanspolitiske samarbejde (herunder Stabilitets- og Vækstpagten), EU’s samarbejde om strukturpolitik og skattepolitik (herunder bekæmpelse af skatteundgåelse), finansiel regulering (herunder bankunionen) samt EU’s økonomiske og monetære union. Kontoret arbejder desuden med globalt økonomisk samarbejde i bl.a. IMF og G20, samt det nordiske økonomiske samarbejde.

Endelig udarbejder kontoret analyser af internationale økonomiske og finansielle emner af relevans for dansk og international økonomisk politik.

Du vil blive en del af et spændende miljø med en uformel kultur, udfordrende opgaver og en alsidig hverdag, som er præget af et stort engagement og høj faglighed.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 15 timer om ugen i gennemsnit med mulighed for fleksibilitet i eksamensperioder. Du vil sammen med de to andre studenter i kontoret skulle dække alle ugens dage.

Du ansættes efter fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område (OAO-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for Kontorfunktionærer, Laboranter og It-medarbejdere (HK) i staten.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte specialkonsulent Daniel Elnegaard (del@fm.dk, tlf. 25 43 98 95), fuldmægtig Regitze Stentebjerg Hvam (resth@fm.dk, tlf. 20 75 21 00) eller vores nuværende studenterteam (lukba@fm.dk).

Ansøgning
Hvis stillingen har din interesse, så tryk på ”Søg her” og send din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag. Vi skal modtage din ansøgning senest 16. august 2020.

Vi forventer at holde samtaler i uge 34/35 med henblik på tiltrædelse primo september.

Alle interesserede uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold eller handicap opfordres til at søge stillingen.


Husk at nævne, at du har set jobbet på Altandetlige.dk

Virksomhed

Finansministeriet

Geografi

Christiansborg Slotsplads 1, København K

Ansøgningsfrist

16 august 2020

Søg jobbet

Specialkonsulent Daniel Elnegaard, del@fm.dk, tlf. 25 43 98 95.