Økonom til Finansministeriets Kontor for skat og kapitalmarkeder

Finansministeriet

Fuldtidsstilling

Har du interesse for skattepolitiske problemstillinger? Og drømmer du om at komme helt tæt på den politiske agenda? Så søger vi lige nu en ny medarbejder til Finansministeriets kontor for skat og kapitalmarkeder.

Om stillingen
Vi søger en økonom til arbejdet med skattepolitik.

Opgaverne omfatter skattepolitik i bred forstand. Du vil komme til at bidrage til politikudviklingen og økonomiske analyser med fokus på provenu-, fordelings- og adfærdsvirkninger. I de kommende år forventer vi bl.a. at have fokus på, hvordan skattepolitikken kan bidrage til at indfri Danmarks ambitiøse klimamål.

Hertil kommer tværgående udvalgsarbejde samt ansvaret for en del af finanslovprocessen og budgettering af statens indtægter fra skatteområdet.

Stillingen indebærer en forskelligartet opgavesammensætning og mulighed for en stejl læringskurve, hvor du uanset baggrund vil blive udfordret fagligt og få et unikt indblik i politiske beslutningsprocesser. 

Du vil komme til at arbejde selvstændigt med udvalgte opgaveområder, men oftest vil du skulle finde løsninger i tæt samarbejde med dygtige kolleger i Finansministeriet og i de andre ministerier mv.

Stillingen vil give dig indsigt i skattepolitik, dansk og international økonomi, finanspolitikkens tilrettelæggelse og samspillet mellem politik og økonomi.  

Om dig
Du kan både være nyuddannet eller en erfaren medarbejder, som har lyst til nye udfordringer.

De vigtigste krav er, at du har en objektiv analytisk tilgang, kan arbejde selvstændigt og tage ejerskab over dine opgaver.

Det er en fordel – men ikke et krav – hvis du har erfaring med skattepolitik fra tidligere beskæftigelse eller fra studierne.

Vi forestiller os, at du har en relevant uddannelse som eksempelvis cand.oecon., cand.polit. eller lignende, og derudover lægger vi konkret vægt på, at du:

  • Har en stærk økonomfaglig profil
  • Har analytisk sans og gode formuleringsevner
  • Har interesse for skattepolitiske problemstillinger og samfundsøkonomi generelt
  • Har gode samarbejdsevner og kan bringe dem aktivt i spil
  • Har drive og gennemslagskraft
  • Har lyst til at udvikle dig fagligt og personligt
  • Er ambitiøs, målrettet og initiativrig samt trives med en travl og afvekslende hverdag.

Om os
Kontoret for skat og kapitalmarkeder består af seks AC-medarbejdere med økonomisk baggrund, tre studenter og en kontorchef, hvoraf fire AC-medarbejdere samt to studenter er tilknyttet skatteafdelingen og to AC-medarbejdere samt en student er tilknyttet kapitalmarkedsafdelingen. Vi arbejder med politikudvikling på skatte- og kapitalmarkedsområderne, og vi udarbejder analyser, beregninger og økonomiske fremskrivninger vedrørende skat, kapitalmarkedsforhold og statsgæld. Desuden har vi ansvaret for udarbejdelsen af de årlige finanslove på vores område.

Vi tilbyder et job, hvor du sammen med engagerede og dygtige kolleger er med til at præge dine egne arbejdsopgaver i et miljø med frihed under ansvar, og hvor et godt socialt miljø vægtes højt.  

Ansættelsesvilkår
Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret som fuldmægtig eller konsulent på baggrund af dine kvalifikationer.

Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Digitaliseringsstyrelsen, Statens Administration, Statens It og Økonomistyrelsen.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte kontorchef Thomas Larsen på 40 11 87 74 eller thlar@fm.dk.

Ansøgning
Hvis stillingen har din interesse, så tryk på ”Søg her” og send din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag. Vi skal modtage din ansøgning senest 1. oktober 2020.

Vi forventer at holde samtaler løbende.

Alle interesserede uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold eller handicap opfordres til at søge stillingen.

Husk at nævne, at du har set jobbet på Altandetlige.dk

Virksomhed

Finansministeriet

Geografi

København

Ansøgningsfrist

01 oktober 2020

Søg jobbet

Søg jobbet online