Studenter til Velfærdspolitisk Center i Finansministeriet

Finansministeriet

Har du lyst til at være en del af et dynamisk miljø i centrum for arbejdet med kommune- og sundhedsøkonomi og de store velfærdsområder i Danmark? Så kan du være den rette til jobbet i Velfærdspolitisk Center i Finansministeriet

I Finansministeriet lægger vi vægt på, at vores studenter kan løfte et stort ansvar i løsningen af en lang række centrale opgaver. Derfor søger vi to dygtige studerende, der har mod på varierende og udfordrende arbejdsopgaver i et spændende og dynamisk miljø.

Om stillingerne

Dine arbejdsopgaver bliver bl.a. at bidrage til analyser af kommunernes og regionernes opgavestyring og økonomi, arbejdet med de årlige økonomiforhandlinger med kommuner og regioner samt til finanslovsarbejdet. Du får ligeledes mulighed for at bidrage til arbejdet på bl.a. social-, bolig- og sundhedsområdet.

Du vil derfor få et bredt og indgående kendskab til den offentlige sektors økonomi, styring af kommuner og regioner samt erfaring med processer på tværs af ministerier og finanslovsprocessen.

Om dig

Som student i Finansministeriet skal du have:

  • analytisk sans og stærk talforståelse
  • veludviklede skriftlige formidlingsevner
  • gode samarbejds- og kommunikationsevner
  • en stærk faglig profil (stud.polit, stud.scient.pol, stud.oecon, stud.merc.pol eller lignende)

Det er vigtigt, at du er god til at arbejde med tal og har lyst til at arbejde med databaser. Et godt kendskab til Excel vil være en fordel. Du skal være grundig og sætte en ære i at følge projekter og arbejdsopgaver helt til dørs.

Endvidere skal du have lyst til at arbejde i et miljø, der til tider er hektisk samt have interesse for kontorets arbejdsområder.

Om os

Centeret består af ca. 22 fuldtidsansatte, syv studenter og tre chefer, alle med samfundsfaglig baggrund. Vi lægger stor vægt på et godt samarbejde, en uformel omgangstone og et stærkt socialt sammenhold. Du vil komme til at blive del af et talstærkt studenter-team, der spiller en central rolle i de fleste af centrets arbejdsgange.

Centerets opgaver vedrører udgiftsanalyser, evaluering af politikinstrumenter samt opgaver i relation til finanslovarbejdet og økonomiforhandlingerne mellem regeringen og henholdsvis KL og Danske Regioner.

Centrets ansvar vedrørende kommunerne omfatter de borgernære velfærdsområder, som bl.a. tæller ældre, børn og udsatte grupper, og vi har blandt andet spillet en central rolle i både udligningsreformen og arbejdet med minimumsnormeringer i daginstitutionerne. I forhold til regionerne omfatter centrets arbejdsområder primært sundhedsområdet, herunder sygehuspolitik, den primære sundhedssektor i form af bl.a. almen praksis, tandlæge og apotekersektoren, samt forebyggelse og regionernes økonomi.

Vi lægger vægt på at inddrage dig i alle dele af kontorets arbejde, i de daglige diskussioner og møder samt i vores sociale aktiviteter. Den studenteransvarlige vil desuden have fokus på, hvordan du bedst kan udvikle dig professionelt.

Ansættelsesvilkår

Vi udviser fleksibilitet i forbindelse med ferier og eksamensperioder, men vi forventer samtidig, at du er fleksibel i perioder med stor arbejdsbelastning. Generelt tilstræber vi en arbejdstid på ca. 15 timer i gennemsnit pr. uge fordelt over et år, idet du selv aftaler din arbejdstid med din personaleleder.

Du ansættes efter fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område (OAO-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for Kontorfunktionærer, Laboranter og It-medarbejdere (HK) i staten.

Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Digitaliseringsstyrelsen, Statens Administration, Statens It og Økonomistyrelsen.

Yderligere oplysninger

Du kan få yderligere information om stillingen hos fuldmægtig Anna Hohwü Vesperini på annve@fm.dk / +45 3392 4233 eller Rikke Nøhr Nielsen på riren@fm.dk / +45 2526 2774.

Ansøgning

Hvis stillingen har din interesse, så tryk på ”Søg stillingen” og send din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag. Indsend senest 20. september 2020.

Finansministeriet opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge.


Husk at nævne, at du har set jobbet på Altandetlige.dk

Virksomhed

Finansministeriet

Geografi

København

Ansøgningsfrist

20 september 2020

Søg jobbet

Søg jobbet online