Økonomens ønskeliste

Egon Petersen

Hvad er det egentlig en økonom ønsker sig til jul? Det er svært spørgsmål, men det er faktisk ikke så svært at besvare. Her er 5 bud på julegaver, som ville gøre en økonom meget glad.

En gratis frokost

I første lektion af økonomiske principper A fik enhver økonomistuderende ændret sit forhold til frokost. Det krævede bare en sætning og den var, ”there is no such thing as a free lunch”. Siden har selv håndmadder, som ikke har kostet en eneste håndøre, haft en anderledes smag. Problemet er, at disse håndmadder lige pludselig kostede en alternativ omkostning. Det gjorde de også før, men det vidste økonomen ikke. Derfor er et stort ønske for økonomen at få en gratis frokost, hvor man ikke tænker på nogen alternativ omkostning.

En kæreste

Økonomi-studerende ønsker sig kærlighed. En meget repræsentativ undersøgelse er blevet udført på Center for Sundhed og Samfund. Den hedder CCS-undersøgelsen og har 1100 respondenter ud af de 6700 studerende på CSS. Den afslørede, at økonomer åbenbart ikke kan alt. 57 pct. af de økonomistuderende har ikke en kæreste. Den højeste andel på CSS.  Hvem havde troet at matematik og et fedt studiejob ikke var en stensikker vej til kærlighed. Derfor er en kæreste noget over halvdelen af de økonomistuderende må have på sin ønskeliste. Nu når studiet ikke bare gav dem en.

Noget andet end pensum

Polit-studerende bliver gennem bacheloren tæsket rundt i en overvæld af neoklassisk teori. Allokering af markeder gennem udbud og efterspørgsel, samt en maksimeret nytte, lyder velbekendt for politter. Der findes en masse andre økonomiske skoler bl.a. keynesiansk, marxistisk økonomi, østrigsk økonomi og mange flere. Det forundrende er, at langt fra alle økonomer kan placere holdninger og kendte økonomer blandt de forskellige skoler. Derfor er noget anden end pensum altid en god gave til en økonom.  

Noget normalt

Nu er økonomer ikke så besværlige igen. De ønsker sig bare noget normalt til en middel værdi. Hvis det ikke er alt for krævende, så må det gerne være helt normalt, sådan standard normalt. Her går alle økonomens ønsker I opfyldelse. Hvis man er i tvivl om gaven er normal, er det en god ide at købe mere af denne gave. Bare antag at økonomen er rationel, da gælder reglen, at mere af den samme gave altid er fortrukket til mindre af den samme gave. Så bare køb en masse gaver, måske går alle disse gaver mod noget normalt? Derudover hvis man kommer til at give en fejl til en økonom, vil gaven være helt fin, hvis den er normal.  

Penge

Økonomer ønsker sig penge. Det lyder grådigt, men tanken bag er en anden. Det garanterer, at gave-modtagerne får præcist hvad de vil have. De kan nu maksimere deres egen nytte! Nytteoptimering og efficiens er en mangelvare ved julen. Julen lider af store dødvægtstab, hvilket Joel Waldfogel beskriver i The Deadweight Loss of Christmas. Grunden til denne inefficiens er simpel. Familie og venner ved sjældent hvad en økonom præcist ønsker sig. Derfor bliver værdien af gaven måske mindre end hvad den faktisk har kostet. Derfor er den bedste gave penge, medmindre at man præcist ved hvad økonomen ønsker sig. 


0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger