Samfundsvidenskabelig Jagtforening v. Københavns Universitet

Mads Berner Bruun

En ny studenterforening på CSS har set dagens lys. Kandidatstuderende Mads Berner Bruun og Simon Yde Svensson har stiftet den Samfundsvidenskabelige Jagtforening v. Københavns Universitet.

Hvorfor har I stiftet Samfundsvidenskabelig Jagtforening?

Mads: Vi har begge taget vores jagttegn og været aktive i landbohøjskolens jagtforening, og det er egentligt her inspirationen stammer fra. Den kongelige veterinær- og landbohøjskoles jagtforening (KVL) har eksisteret i over 23 år og har på disse mange år skabt et ret stærkt netværk blandt alumner og studerende. Det synes jeg personligt er ret enestående.

Simon: Som CSS-studerende og aktiv jæger kunne vi se værdien i et fællesskab og netværk, der gik på tværs af studier og årgange på CSS. Hele COVID-19 nedlukningen medførte af vi begge to havde noget ekstra tid i kalenderen, hvorfor vi stiftede foreningen.

Hvad er det, der har gjort jagt til en passion af jeres?

Simon: For mit vedkommende stammer det fra min tid jeg har brugt i den danske natur. De seneste år har jeg brugt en god portion af min fritid på at jage det perfekte billede af det danske dyreliv (bl.a. billedet valgt til denne artikel). Her så jeg jagt, som en oplagt mulighed for at kunne få et større kendskab til den danske natur og dyreliv samt at få nogle helt nye oplevelser ved at tage på jagt.

Mads:  Foruden at komme tættere på naturen, er det at gå på jagt for mig også forbundet med et stærkt fællesskab. Det er altid en god mulighed for at catche op med de venner jeg ikke får set til dagligt - og så foregår det tilmeld under nogle meget uformelle rammer. Foruden det sociale, har jagt også den fordel, at man (forhåbentligt) kommer hjem med noget mad på bordet. Og det er bare som om, at den and, man selv har skudt, bare smager bedre end den man køber i supermarkedet.

Hvad skal man gøre for at blive medlem i jagtforeningen?

Fælles: Hvis du er jæger, kan du blive medlem af vores forening for 100 kr. om året. Er du ikke jæger, kan du blot skrive til os for at deltage i nogle af vores events.

De 100 kr. om året er bare et symbolsk beløb, som vi bruger til at holde driften i foreningen kørende. I vedtægterne for foreningen står der, at det er en non-profit organisation, hvorfor alle pengene, der kommer ind i foreningen, går direkte tilbage til medlemmerne af foreningen.

Hvilke events har I tænkt jer at afholde?

Med tiden kunne det selvfølgelig være fedt med et par årlige fællesjagter. Indtil vi har en fast medlemsbase, må vi nok se os tilfredse med at udbyde jagttegnskursus, afholde skyde turneringer/kurser, fisketure og julefrokoster, påskefrokoster, vildtaftener med oplæg mv.

Vent… Kan man tage jagttegn hos jer?

Ja! Og vi har faktisk lige åbnet op for tilmeldingen. I kan læse meget mere om det på vores facebook side (https://www.facebook.com/samfjagt/). Vi starter op og kører det intensivt umiddelbart op til semesterstart. På trods af at hedde samfundsvidenskabelig jagtforening er alle velkomne i den – vi vil dog prioritere studerende, ansatte og alumner fra CSS såfremt jagttegnsholdet bliver udfyldt.

Har I gode ideer til kommende arrangementer, kender du nogle virksomheder der vil støtte foreningen med at lave et nyt event eller har et spørgsmål? Foreningen kan kontaktes på samfjagt@gmail.com eller på deres facebook side.

Info om jagttegnsholdet v. Samfundsvidenskabelig jagtforening:

Vi nu åbner op for tilmeldingen til denne sommers jagttegnshold. Vi kommer til at modtage undervisning af en dygtig formidler, dyrlæge og ivrig buejæger, der udover at give os en grundig gennemgang af det obligatoriske pensum vil bruge hans praktiske jagterfaring fra både dansk og udenlandsk jagt til at eksemplificere og gøre det hele mere relaterbart, spændende og underholdende. Derudover får I konkret viden om, hvordan I efter at have taget jeres jagttegn også rent faktisk kommer ud på jagt – både i Danmark og resten af verden.

I kan få inspiration og følge Ulrik på instagram på @orskovhunting eller lige her: https://www.facebook.com/UlrikOrskovHunting/ .
Alternativt er han at finde på forsiden af denne måneds "Jagt, vildt & våben".

Pris
Prisen for jagttegnsundervisning er meget fordelagtig. For CSS studerende kommer vi til at tilbyde jagttegnet for 2000*, mens alumner, ansatte og venner heraf tilbydes kurset til 3500*.

Datoer
Den teoretiske undervisning og praktiske afstandsbedømmelse kommer til at ligge følgende dage:
Tid i parentes er afstandsbedømmelsestider, hvor man behøver afsætte 15-30 min i løbet af en time, der foregår enten inden undervisning eller som en ’pause’ midt i undervisningen.

- Lørdag d.22 august, kl. 10-15
- Søndag d.23 august kl. (10)11-16
- Lørdag d.29 august kl. (10)11-16
- Søndag d.30 august kl. (10)11-16
- Tirsdag d.1 september kl. (16)17-22
- Onsdag d.2 september kl. (16)17-22

Den første weekend er obligatorisk og derudover skal man være til undervisningen 4 ud af de 6 undervisningsdage for at blive godkendt til jagtprøven.

Foruden disse datoer skal hver jagttegnselev på skydebanen minimum 2 gange. Hvis det vurderes at man har brug for en 3. gang tilbydes man selvfølgelig det. Datoerne for disse er 26., 27. og 28. august samt eventuelt 3./4. september ved behov. Der skal afsættes ca. 1 timer per gang på skydebanen. Vi tilpasser tider og datoer her således det passer den enkelte elev bedst muligt.

Tilmelding
Vil du gerne tilmeldes eller har du spørgsmål, så send os en mail på samfjagt@gmail.com, så sender vi dig mere kursusinformation i kommende uge. Seneste tilmeldingsfrist er d.10 juli 2020 med et begrænset antal pladser.

*Til prisen skal der tillægges et administrativt prøvegebyr ved tilmeldingen til jagtprøven på 310,- pris på gæstekort, lerduer og patroner i forbindelse med skydebanen på 384,- (for begge gange). Derudover anbefales det (men er ikke en forudsætning) at I køber det relevante jagttegnsmateriale til kurset lige her: https://institutforjagt.dk/shop/
Der kan fås 10% rabat på materialet med en rabatkode, så hold lidt igen med at købe allerede nu.

0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger