Den Usynlige Hånd går digitalt

Nickels Mandrup Köhling

Hvad er ligheden mellem Den Usynlige Hånd og Økonomer Uden Grænser? I denne tid er svaret en række undervisningsvideoer, der kan guide dig sikkert igennem polits bølgende farvand.

Initiativets ophavsmænd er henholdsvis Christoffer Weissert og Rasmus Berg, som begge har været en del af Økonomer Uden Grænsers lektiecafé siden dens start i februar 2013. I regi af Økonomer Uden Grænser har de to drenge skabt Den Usynlige Hånd, som fremadrettet vil guide de studerende sikkert gennem adskillige faglige udfordringer.

Jeg satte mig ned med dem begge på plænen foran bygning 35 på en solbeskinnet mandag sidst i april. De var i et muntert humør, for de havde lige lagt nogenlunde sidste hånd på deres indspilninger af videoerne omkring pensum til Mikro A. Når jeg spørger ind til de to unge politters motivation, svarer de kækt:

“Altruisme er nok noget nær det dårligste argument man kan komme med, når man læser økonomi. Det lyder dog bare en anelse bedre, end at konstatere at man er medieluder.” konstaterer Christoffer med et smil. Rasmus følger op med et udsagn af den mere seriøse slags: "Der er brug for et alternativ til de omkostningstunge eksterne kurser, som mange studerende i dag tager for at forbedre deres chancer til eksamen.". ”Det er en moderne fortolkning af en rettevejledning, og det er et helt naturligt næste skridt i forhold til vores arbejde i lektiecaféen.” følger Christoffer op.

Som vi sidder og snakker om initiativet, er der folk omkring os, der kommer og andre, der går. Det er uvist, om det er et blik rundt på de andre studerende på plænen, der får Rasmus til at udbryde: ”Der er også noget ØUG-ånd over det. Vi ønsker at tilbyde noget af vores faglighed til dem, der kan have brug for det. Derudover står det også meget sløvt til med hensyn til KU's digitale fremskridt.” Her refererer han for eksempel til streaming af forelæsninger, podcasts og vodcasts som vi endnu har til gode at se på langt de fleste af KU’s uddannelser. Til sammenligning er CBS helt med på det digitale beat med deres deciderede laboratorier, der har til formål at lave digitalt undervisningsmateriale.

Hele denne snak om digitalisering får Christoffer til at inddrage de sociale medier: ”Det vil også være fedt at få skabt noget faglig dialog på Facebook. Via Den Usynlige Hånd får du nu mulighed for at stille mere specificerede spørgsmål, hvis der er noget særligt, du lige går og tumler med fagligt. Vi kan så svare på det gennem endnu en video. Det er således et supplement til den traditionelle undervisning. Det bliver heller ikke det samme som at læse en rettevejledning i pdf-format. En sådan rettevejledning gør dig god til at bruge de faglige værktøjer, men den gør dig ikke nødvendigvis bedre til at forstå intuitionen. Vi gennemgår og forklarer løbende intuitionen bag løsningerne.”. Rasmus nikker samtykkende og fortsætter: ”Vi vil gerne have opbygget en mentalitet, hvor man ikke opfatter sig selv som en god økonom, blot fordi man kan løse opgaverne matematisk. Vi vil gerne have, at man virkelig forstår den bagvedliggende faglighed. Det vil gøre det meget nemmere, når man starter på nye fag. Den bagvedliggende viden er sindssyg vigtig. Og på det plan strækker vores videoer sig ud over udelukkende at være eksamensforberedelse.”. Rasmus sidste bemærkning får mig til at tænke på, at drengene har planlagt deres arbejde godt, nu hvor endnu en eksamensperiode har meldt sin ankomst. ”Vi henvender os både til dem, der hænger lidt, i forhold til fagligheden, men vi henvender os også til dem, der ønsker at få noget ekstra ud af den daglige undervisning. Der er jo ingen, der siger, at vi kun skal lave videoer, der tager sig kærligt af folks besværligheder. Hvis nogen ønsker det, kan vi jo også lave videoer, der går ekstra meget i dybden med et emne.” siger Christoffer med sammenknebne øjne. Solen står højt – helt ligesom drengenes humør.

Et spørgsmål trænger sig på i mine tanker. Drengene går på 4. semester. De er end ikke halvvejs gennem deres uddannelse. Så hvem er de at lave de her videoer? Jeg er direkte, og jeg spørger dem ”Hvem er I at lave de videoer her, videoer der skal formidle kompliceret fagligt stof?”. Drengene giver udtryk for, at de forstår, hvor jeg vil hen med mit spørgsmål. ”Det er vores bedste bud. Vi er eleverne. Vi kender derfor til de problemer, der er med opgaverne, og vi husker tydeligt, hvor det kan være særligt svært. Vi kan stå inde for alt det, vi har lavet. Men vi skal ikke gøre os selv til orakler, for det er vi ikke. Men vi er da fagligt dygtige, og nu har vi i halvandet år formidlet det samme materiale i lektiecaféen.” svarer Rasmus. ”Fra lektiecaféen har vi også et kendskab til, hvad andre end os selv har svært ved. Lektiecaféerne for både polit og statskundskab, har vi brugt som springbræt i forhold til at retfærdiggøre overfor os selv, at der er folk, der har behov for det arbejde, vi her har gjort.” følger Christoffer op. Jeg er overbevist. Men jeg holder lidt fast i udformningen af det arbejde, han nævner.

Nu er videoerne til Mat A blevet offentliggjort. Der bliver gennemgået eksamensopgaver, og der er blevet lavet emnespecifikke videoer. Det er videoer, der dækker over forskellige af de fagligt relevante begreber, men det er også videoer, der behandler beviserne. I nogle tilfælde gennemgår de to drenge endda enkelte emner lidt mere udførligt, end man måske har set det i undervisningen. Meget snart vil også Mat B og Mikro A blive lagt op. Det er et stort arbejde, de har lavet, og jeg undrer mig over, hvad de forventer at få ud af det: ”Vi får det ud af det, at vi har det vildt sjovt imens. Og så det altruistiske.” svarer de nærmest i kor.

Solen står stadig højt, men menneskemængden på plænen er tyndet lidt ud. Det er ved at være tid til endnu en time. Jeg runder derfor af ved at stille det oplagte spørgsmål: Hvad så nu? ”Vi forestiller os, at det her vil være voldsomt efterspurgt, og hvis det holder, vil vi udvide videoerne til også at gennemgå materiale fra 4. semester og resten af bacheloren. Men selv de videoer, vi nu har lavet, kan forbedres. Vi har haft lidt startproblemer, såsom at Rasmus’ hoved for eksempel ikke kom med. Vi troede også kort, at vi skulle bruge håndholdt kamera. Mogens ville ikke være i tvivl, men vi var for eksempel heller ikke sikre på, om vi skulle bruge kridttavler eller whiteboards.” indrømmer Christoffer. Rasmus deler indtrykket af, at noget kunne være gjort bedre i disse første videoer: ” Der er visse skønhedsfejl og barnesygdomme, men vi håber ikke, at det er det, der kommer til at udgøre dommen over vores arbejde.” siger han, næsten undskyldende, før han fortsætter: ”Det er egentlig en potentielt uendelig proces at få det her gjort bedre og bedre og mere didaktisk anvendeligt.”

Hvis man som læser sidder og mærker en spirende interesse for at være en del af Den Usynlige Hånd, så er det muligt, hvis man er tilpas dygtig til både det faglige og formidlingen heraf. Har man lysten til at lære fra sig, men måske ikke nødvendigvis foran et kamera, så er der også brug for flere kloge hoveder og hjælpende hænder i lektiecaféen, der til næste semester som minimum vil dække 1. til 3. semester.

Til sidst er der bare tilbage at sige: God fornøjelse!

Den Usynlige Haands hjemmeside hedder www.denusynligehaand.dk. Hjemmesiden er pt. under opbygning, men forventes at være klar om en uge. Her kan du finde videoerne og følge med fremadrettet. Indtil da kan videoerne kan også findes på Youtube, hvor man kan søge direkte på enten Den Usynlige Hånd eller Økonomer Uden Grænser. Det kan anbefales at klikke sig videre ind på spillelisterne, hvis man ønsker et overblik.

Tags: #Den usynlige hånd  #ØUG  #Økonomer Uden Grænser  #Christoffer Weissert  #Rasmus Berg 

5 kommentarer


Patrick Kofod Mogensen

Patrick Kofod Mogensen @ d. 15. may 2014 #1

Jeg kan ikke få hjemmesiden til at virke, men youtube-kanalen ligger på https://www.youtube.com/channel/UCldqjHwjixIOMGpmm927jdw


Christoffer Jessen Weissert

Christoffer Jessen Weissert @ d. 16. may 2014 #2

Domænet er lige pt. under vedligeholdelse. Det skulle meget gerne være oppe at køre i løbet af næste uge. Desuden er udkastet til et sæt grundmateriale ved at være færdigt, men da ingen af os er særligt begavede ud hverken film- og medie eller IT/upload/hjemmeside organisering, så har det taget en del længere tid, end hvad vi have håbet på. Hermed også et skjult råb om hjælp, hvis der skulle være nogle der gode til redigering mm..


Maike Schafer

Maike Schafer @ d. 19. may 2014 #3

Super fedt initiativ!
Er der en tentativ dato for offentliggørelsen af Mat B og Mikro A? Tænker at jeres videoer kunne være et godt supplement til eksamenslæsningen.


Christoffer Jessen Weissert

Christoffer Jessen Weissert @ d. 19. may 2014 #4

Hej Maike

Mht. Mat B og Mikro A, så vil vi forsøge at lægge noget op løbende, men da vores egen eksamensperiode er ved at nærme sig, kan vi desværre ikke prioritere at redigere alt materialet igennem. Vi vil lægge alt Mat A op, og så vil vi så vidt muligt også forsøge at smide kernestof fra Mat B og Mikro A op. Jeg ved godt, at det måske for dit vedkommende ikke er relevant, men i løbet af sommerferien vil vi have alt færdigt og lagt op, og så håber vi på, at det kan bruges, forbedres og udvides i løbet af de næste semestre. Dog skal det siges, at hvis der er nogen, der særligt kunne tænke sig ét eller andet, er I altid mere end velkomne til at kontakte os på Facebook hjemmesiden (Den Udsynlige Hånd) eller på mail, og så kan vi prioritere at redigere og udgive dette. Skulle der f.eks. være interesse for, at vi viser, hvordan man ganger matricer sammen, finder egenrum, bestemmer den fuldstændige løsning til en differentialligning, illustrerer Leontief-præferencer i et Edgeworth-diagram, viser Slutsky-ligningen med endowment, eller hvad end det nu måtte være, så er der stor chance for, at vi har filmet det, og så vil vi meget gerne lægge det op. Det gør det også væsentligt nemmere at udbyde noget, hvis man kender efterspørgslen på forhånd. Så kan vi også lade denne lille økonomi være domineret af en omvendt Say's lov.

Jeg håber, at det var svar nok. Ellers må du/I meget gerne skrive igen.


Christoffer Jessen Weissert

Christoffer Jessen Weissert @ d. 29. may 2014 #5

Så virker hjemmesiden. I kan bruge følgende link: www.denusynligehaand.dk

Vi bestræber os som sagt stadigt på at få flere og flere videoer op.


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger
Du vil måske også synes om