Den Vildeste Marc-up vandt Altandetlige Cup

Johan Mathiesen Dam

Cirka 120 politter fordelt på 23 hold valgte at bruge fem timer af deres lørdag eftermiddag på at deltage i fodboldturneringen Altandetlige Cup. Det blev en turnering med god stemning, spændende kampe og hård fight.

Lørdag eftermiddag var Nørrebrohallen rammen for Polit's indendørs turnering i fodbold; Altandetlige Cup. I år havde 23 hold tilmeldt sig, hvor der var flere gengangere fra sidste år så som FC LÅÅX, FC BAA, Cafélitten, Real l'Hôpitals drenge mm. Derudover havde flere hold anskaffet sig spilledragter. Allan Simonsen for President valgte meget passende kun at spille i landsholdstrøjer med Allan Simonsen. Real l'Hopitals drenge havde også deres karakteristiske lilla trøjer på.

Efter et par runder i turneringen stod det klart, at holdene var ganske lige undtaget Altandetlige's eget hold Altandetlige Allstars, som endte turneringen med 0 point og en målscore på 3-19. I gruppe 1 var resultatet uafgjort i 4 ud af 15 kampe, hvilket med virkede til, at det blev målscoreren, der afgjorde, hvilket hold, der skulle gå videre som 2'er til kvartfinalerne.

Efter 3,5 time var de 5 runder i gruppespillet spillet færdigt og 8 hold var klar til kvartfinalerne. Kvartfinalerne hed 

Den Vildeste Marc-up mod HD BK
FC LÅÅX mod Golden Boys
SP & DØ mod FC BAA
Team Store Ske mod Allan Simonsen for President. 

Det var særligt kvartfinalen SP & DØ mod FC BAA, som vakte interesse, da det var forrige års finale. Det kunne også ses på intensiteten, der tydeligvis var taget et gear op. Det kom til udtryk ved, at FC BAA fik et straffespark efter en hård tackling mod en FC BAA spiller i kontra. SP & DØ's målmand reddede flot straffesparket, og kampen måtte ud i golden goal. Her trak SP & DØ det længste strå og var herefter klar til semifinalerne.

Semifinalerne var SP & DØ mod Team Store Ske og Den Vildeste Marc-up mod FC LÅÅX. SP & DØ måtte igen ud i golden goal, efter endnu engang, at have reddet et straffespark i regulær tid. SP & DØ viste stærke nerver og scorede det afgørende mål efter et flot opspil. I anden semifinale kom FC LÅÅX foran 2-0 før Den Vildeste Marc-up vågnede op og begyndte turneringens flotteste comeback. Den Vildeste Marc-up formåede således at vende 2-0 til 2-3 i regulær tid, og holdet var klar til at møde SP & DØ i finalen.

I finalen startede Den Vildeste Marc-up med bolden, hvilket, holdets stjernespiller Marc Olsen efter turneringen forklarede, havde haft stor betydning. Ikke en hel gal analyse, eftersom Den Vildeste Marc-up på første angreb scorede til 1-0 efter et flere minutter langt angreb. Nu var det SP & DØ's tur til at angribe. SP & DØ forsøgte sig ligeledes med et tålmodigt angreb, der til holdets ærgrelse ikke gav den store målchance. Den Vildeste Marc-up fik boldkontrol igen efter et usikkert indlæg, og holdet byggede igen deres angreb langsomt op. Denne gang tog det ikke lang tid for Den Vildeste Marc-up at finde nettet og gøre det til 2-0. Her skal måske lige tilføjes, at SP & DØ spillede med et højt forsvar for at skabe det boldtab, der kunne give kontra og bringe SP & DØ tilbage i kampen. Det samme gjorde sig gældende for scoringen til 3-0 et halvt minut før slutfløjt. Den Vildeste Marc-up var dermed vinder af Altandetlige Cup 2012, og SP & DØ måtte for andet år i træk tage sig til takke med andenpladsen.      

Spillet i finalen var af højeste kvalitet, da begge hold havde lange tålmodige boldbesiddelser for at vente på, at forsvaret skulle blotte sig. Intensiteten var høj, men passende. Der vil blive overrakt pokal til både sidste års vinder FC BAA og årets vinder Den Vildeste Marc-up senere på ugen.

Tags: ##Fodbold #Turnering #Nørrebrohallen #AltAndetLige 

2 kommentarer


Peter Faxøe

Peter Faxøe @ d. 14. november 2012 #1

Dukker der flere billeder op fra turneringen?


Alexander Vissing

Alexander Vissing @ d. 14. november 2012 #2

Det er på vej


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger