CPH:DOX - en guide

Sasha  Lauridsen

Igen i år er Altandetlige.dk levereringsdygtige i en guide til årets CPH:DOX. Vi har samlet en oversigt over film, der er tilnærmelsesvist relevante for politter. God fornøjelse.

Der er stadig frostgrader i det kolde og mørke Danmark. Det gør cykelturen til CSS ekstra hård at begive sig ud på. Men når man nu alligevel skal befinde sig i mørket, kan man lige så godt smutte forbi biograferne. CPH:DOX nærmer sig. Mere præcist løber festivalen af stablen d. 20.-31. marts. Altandetlige.dk har udarbejdet en guide til de relevante, interessante og underholdende fortællinger, som fremvises under dokumentar-festivalen.

American Factory
Frie kapitalstrømme udgør grundlaget for historien om en glasfabrik i Ohio, der bliver opkøbt af en kinesisk millionær. Det betyder genansættelse af flere tusind arbejdere, men også konflikter mellem arbejdere og den nye ledelse. Kultursammenstød, fagforeninger og sociale hierarkier bliver skildret og filmen bliver kaldt ‘virkelighedens The Office’.

EMPIRE: 27/03 KL. 19.30
PALADS: 31/03 KL. 16:30

Bonus: Til visningen d. 27/3 kan du møde producerne, og fokus bliver trukket tilbage på Danmark i debat om fagforeningernes rolle og ansvar med formændene for 3F, Krifa og FOA.  

The Kleptocrats
I rulleteksterne for “The Wolf of Wall Street” finder man en særlig tak til Jho Low for sine store donationer. The Kleptocrats fortæller om den malaysiske playboy filantropist, som levede sit liv lig Leonardo DiCaprio i filmen “The Wolf of Wall Street” gennem atter og atter svindel. Dog er der et hold af journalister som får færten af den økonomiske kriminalitet og Jho Low´s vilde livsstil får konsekvenser.

PALADS: D. 21/03 KL 21:30
CINEMATEKET: D. 29/03 KL 19:30
PALADS: D. 31/03 KL 19:00

Bonus: D. 29/3 kan du efter filmen møde club-konge og psykoterapeut Jean van Baden, der fortæller om celebrity-kulturens mørke sider - og straks derefter tager dig med til fest og fri bar på Chateau Motel! Visningen og festen præsenteres i samarbejde med Vice.

The Last Male on Earth
Som alle politter ved, så betyder et lavt udbud en meget høj pris: Sudan er 42 år og det sidste hvide næsehorn på planeten. Han er særlig eftertragtet blandt videnskabsfolk, turister og journalister, og har brug for konstant beskyttelse af bodyguards.

Krisesituationen har medført, at Sudan har fået sin egen Tinder profil som kampagne for at forhindre arten i at uddø: “The fate of my species literally depends on me. I perform well under pressure. I like to eat grass and chill in the mud… 6 ft tall and 5,000lbs if it matters”

CHARLOTTENBORG: D. 26/03 KL. 19:30
CINEMATEKET: D. 28/03 KL 14:30
CINEMATEKET: D. 30/03 KL 19:00

Bonus: Mød instruktøren til premieren d. 26/03, som er præsenteret i samarbejde med Zoologisk Have, der vil fortælle nærmere om deres arbejde med udrydningstruede dyrearter.

The Open Window
Hvad er det nu der sker med væksten, hvis både human kapital øges og der er teknologisk vækst? Hvis ikke du kan finde svaret i Makro-pensum, så kan du måske finde svaret i filmen The Open Window, der fortæller historien om internettets udbredelse og pigers skolegang i Indien. Filmen vises kun en enkelt gang, men til gengæld vil der være oplæg fra holdet bag i filmen og debat med RUC’s rektor om hvordan dokumentarfilm kan indtænkes som forskning.

CHARLOTTENBORG: 31/03 KL. 12:00

The Panama Papers
Ingen CPH:DOX uden et kritisk blik på den finansielle sektor. I år er det Panama Papers, der udgør omdrejningspunktet i en doku-thriller i filmen af samme navn. Her følger vi det journalistiske - og til tider livsfarlige arbejde - som afsløringen af en korrupt netværk af skatteunddragelse og hvidvaskning kræver.

CINEMATEKET: D. 21/03 KL 21:15
BREMEN TEATER: D. 26/03 KL 16:40
EMPIRE: D. 30/03 KL 17:30

Bonus: D. 26/3 kan du møde journalisten og hovedpersonen i filmen, Bastian Obermayer, sammen med instruktør Alex Winter og graverchef på Politiken, John Hansen. D. 21/3 introducerer journalist Søren Kristensen (DR) filmen.

Trust Machine: The Story of Blockchain
‘Information wants to be free’, lyder det fra (h)a(c)ktivister og med Blockchain som redskab er mulighederne mange. I en tid hvor internettet er præget af øget grad af centralisering og kontrol, lover filmen at du bliver ‘klogere på noget, der burde være pensum for alle’. Det inkluderer selvfølgelig Bitcoin, men også krypteret kommunikation og anarkistiske utopier. 

CINEMATEKET: 23/03 KL. 14:15
DAGMAR: 25/03 KL. 21:30
PALADS: 31/03 KL. 21:00

Derudover har festivalen i år fokus på demokrati, og hvor du både kan blive klogere på hvad demokrati egentlig er, på Ungarn, på den politiske situation i Europa, og Brasilien. Under temaet ‘demokrati’ finder du også festivalens åbningsfilm “Reformisten” om den kvindelige iman Sherin Khankan. Der er desuden en filmserie under temaet “Justice”, hvor der er fokus på retsstaten, og de særlige udfordringer som særlove og overvågning skaber i en tid med korruption, terror og globalisering. En andet tema er “Science”. Vanen tro er der også arrangeret debatter og udstillinger på Kunsthal Charlottenborg. Hele programmet kan findes her. God fornøjelse. 

Tags: #Guide  #cph:dox 

0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger
Du vil måske også synes om