Postkort fra Jakarta, Indonesien

Nils Beldner Hansen

Altandetlige har modtaget et postkort fra Nils Beldner Hansen, der er halvvejs igennem sit praktikophold hos den danske ambassade i Jakarta i Indonesien. Her har han netop afsluttet et meget succesfuldt statsbesøg af HM Dronningen og HKH Prinsgemalen

Hvor arbejder du?
Handelsafdelingen på den danske ambassade i Jakarta, Indonesien, hvor baghaven er fuld af eksotiske øer, vulkaner, hajer, havskildpadder, orangutanger og ris i lange baner!

Hvor mange timer arbejder du om ugen?
I forberedelsen og udførelsen af det netop overståede statsbesøg er det blevet til en del overarbejdstimer, men i kølvandet derpå er vi tilbage til ca. 37 timer (+/- tiden brugt på at tæve ambassadøren i bordfodbold #nemt).

Hvor længe er praktikopholdet?
Desværre kun seks måneder (1/2-31/7 i foråret og 1/8-31/1 i efteråret).

Hvor langt var du på studiet, da du fik jobbet?
På det hemmelige ”et-eller-andet”-semester (sidste semester inden kandidaten).

Hvad består jobbet i?
Dette praktikophold har været væsentligt forskelligt fra tidligere praktikophold på denne ambassade, eftersom de tre første måneder primært handlede om forberedelser og eksekvering af statsbesøget, hvor Regentparret blev fulgt af udenrigsministeren, energi-, forsyning- og klimaministeren, samt 64 danske virksomheder (Maersk, Dong Energy, LEGO, Novo Nordisk, Arla, Vestas m.fl.). Mine arbejdsopgaver i forbindelse med statsbesøget har varieret meget i både kompleksitet, faglig relevans og format. Det har været tydeligt fra dag ét, at ambassaden her i Jakarta har haft stor fokus på at inddrage praktikanterne i alt hvad der foregår. Det har betydet, at jeg har været med i frontlinjen på større opgaver og har sat mit personlige præg på arbejdsopgaver og beslutninger. Der har været teknisk tunge opgaver, såsom håndtering af store mængder data (virksomhedernes registreringer af repræsentanter og gæster til events, detaljer på sektorerne, specifikke virksomhedsdetaljer osv.) i Excel-ark og via SQL-baserede databaser, og koordinerende opgaver med møder med nogle af Indonesiens største virksomheder – blandt andet CEO af den indonesiske statsejede havnemyndighed og med CEO af Indonesiens pendant til SAS.

Hvad er den underligste opgave, du har haft?
Der har været mange specielle opgaver i forbindelse med statsbesøget, men den underligste var at skulle sætte ambassadens laksejl på diplomet for Prinsgemalens æresmedalje. Opgaven i sig selv lyder ikke ret sexet, men set-up’et, hvor jeg, siddende med lak, lighter, laksejl, 6 mislykkede stykker testpapir og sved løbende ned af ryggen kl. 3 om natten forsøger (for første gang i mit liv) IKKE at lave fejl på originalen, var i sig selv en oplevelse, jeg sent vil glemme. Diplomet skulle jeg for resten bringe til Surabaya (Indonesiens andenstørste by) 2 timer senere, hvor Prinsgemalen selv skulle overlevere diplom og medalje til ECCO’s skofabrik, som har haft produktion i Indonesien i mere end 35 år.

Hvad er den sejeste opgave/oplevelse, du har haft?
Det har helt klar været at være med til så stor en begivenhed, som statsbesøget var, og være i direkte kontakt med Danmarks absolutte top bade indenfor politik, kultur og erhvervsliv, hvor strategiske aftaler og kommercielle kontrakter blev underskrevet, kulturer mødtes og partnerskaber blev skabt. Sandsynligheden for at opleve noget lignende igen er forsvindende lille, hvorfor det klart vil stå som et af højdepunkterne i min karriere i lang lang tid.

Hvilke fag har været mest relevante for dig? – herunder bestemte valgfag der er gode?
En god blanding af generel Makroøkonomi, Udviklingsøkonomi og forståelse for virksomheders virke/prioriteter, som jeg primært har fået fra fagene Regnskabsanalyse og Aktievurdering samt Private Equity.

Hvad er det bedste ved jobbet?
Det bedste ved jobbet er at være placeret udenfor sin ”comfort-zone” dagligt, hvilket gør det hele udfordrende på en måde, som jeg ikke har oplevet i nogle af mine tidligere studiejob. Stemningen og atmosfæren på ambassaden er også en af de gode sider ved jobbet, hvor man deler glæden og udfordringerne ved at være over 10.000 km fra Danmark med bade lokalansatte og udstationerede.

Har du haft tid til andet end arbejde?
I så fald hvad har du oplevet, som du kan anbefale?REJSE! Indonesien er på mange måder et fantastisk land og dets rejsedestinationer er bestemt én af grundene. Nogle af verdens bedste dykkerdestinationer findes her i Indonesien, hvor dykkerinstruktører på forhånd garanterer alt fra havskildpadder til hammerhajer afhængig af, hvor i landet du dykker. Indonesien har tusindevis af vulkaner, som går i udbrud fra tid til anden, så det varierer hvilke man må bestige, men der kan heldigvis altid findes mindst én (også i nærheden af Jakarta).

Ville du anbefale det til venner og/eller studiekammerater?
Jeg vil klart anbefale det til alle, der har mod på at komme ud, hvor dåseleverpostejen ender med at blive en delikatesse, hvor GO-Jek chaufførerne (Indonesiske motorcykeltaxaer) på hjørnet, der skriger ”Hello Mister Mister” hver morgen, bliver uundværlige venner i kampen mod Jakartas dødstrafik og timelange køer og hvor dine faglige og personlige grænser flyttes dagligt.

Et godt, knastørt råd… Bare GØR DET! Studiefremdriftsreformen er ingen stopklods, bare en forhindring, der skal passeres.

Tags: #praktik  #asien  #jakarta  #indonesien  #statsbesøg 

0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger
Du vil måske også synes om