Malthus: he's baaaaack!

Mod slutningen af det 18 århundrede fremlagde Thomas Malthus en teori der i eftertiden ville give økonomi tilnavnet: "the dismal science". Han forudså, at væksten ikke ville kunne vare ved. Knappe naturresourcer i kombination med befolkningsvækst ville føre til prisstigninger på livsfornødenheder og stampe alle muligheder for stigninger i levestandarden ihjel. Malthus tog spektakulært fejl. Hans teori forklarede fortiden ganske godt, men ikke den periode med historisk usete stigninger i BNP per indbygger der næsten omgående materialiserede sig (nærmest i trods) efter udgivelsen af hans hovedværk. Men med Malthus var den sidste "Malthusianer" ikke født.

Efter "ny-økonomi-slut-90'erne", hvor fagøkonomer fik læst og påskrevet om at kriser hørte fortiden til samt at "lærerbøgerne burde skrives om", er det igen blevet tid til pessimisme (og til nye udefra kommende krav om lærebogsrevisioner, eller som minimum: pensum-justeringer).Information har således kørt (kører) en kampagne (hovedsageligt forfattet af biolog-nu-journalistJørgen Steen Nielsen)der fremfører budskabet om, at væksten er ved at afgå ved døden.Malthus is back!

Hvad er det analytiske grundlag for de dystre forudsigelser? Primært overvejelser som Thomas Malthus ville nikke genkendende til: overskudsefterspørgsel efter knappe naturressourcer vil få væksten til at visne. Sådan må det gå; lige om lidt.Nu tog Malthus ganske vist fejl,men måske er det anderledes denne gang?For et yderligere argument er, at væksten faktisk allerede er begyndt at aftage. Vækstmulighederne må derfor være tæt på udtømte, lyder analysen. Det er i al fald hvad læseren underrettes om i fx denneartikeli Information. Her erobservationen, atBNP væksten systematisk er løjet af i OECD-klubben siden 60’erne. Hvis man beregner den gennemsnitlige vækstrate for OECD landende fås således: 5,2% for 60’erne, 3,4% for 70’erne, 3,2 % for 80’erne, 2,6% for 90’erne, og 1,4% for 00’erne (Note 1). Det sidste tal er selvfølgeligt påvirket af finanskrisen og den efterfølgende europæiske gældskrise. Så hvis man blot kikker på væksten frem til 2007 fås et lidt højere tal: 2,2% p.a. Men faldet i BNP væksten er ikke til at komme udenom. Ligeledes, at faldet ligner en tendensmæssig udvikling. Det kan derfor ikke undre, at også Deadline kørte historien: for der er ingen nyheder som dårlige nyheder.

Men ér det nu også "sort i sort"? Well, inden vi går i panik bør det bemærkes, at væksten i samlet BNP selvfølgelig påvirkes af den demografiske udvikling. I klubben af rige lande har befolkningsvæksten været faldende; faktisk er fertiliteten under erstatningsniveau i stort set alle rige OECD lande idag, med USA som en mulig undtagelse. Denne udvikling vil automatisk sænke væksten i samlet BNP. Faldende befolkningsvækst har dog kun ganske lidt med en ”udtømning af vækstmulighederne” at gøre (måske tværtom, siden et faldende befolkningstal velsagtnes vil trække i retning af mindre resourcepres, men lad nu det ligge).

Hvad sker der hvis vi derfori stedetkikker på BNP per indbygger? I så fald får vi serien: 4,1%, 2,6%, 2,6%, 1,9% og 0,8% (eller 1,6% hvis vi ”renser ud” for finanskrisen). Som forventet, et noget mere moderat fald. Men ikke desto mindre et fald, kan man sige. Kan vi gå i panik nu?

Det er OK hvis man tøver med et bekræftende svar. For konvergensprocessen vil også trække i retning af lavere vækstrater i gennemsnit for OECD klubben. Det er en velkendt observation, at i takt med et land ”modnes” så aftager væksten. I den klassiske lærebogsfremstilling forklares fænomentet ved aftagende marginalafkast til kapitalinvesteringer (jf. Solow modellen); men det samme kan motiveres fra teknologisiden, som udtryk for mindskede muligheder for at høste gevinsterne ved ”advantages of backwardness”. I takt med at de initialt fattigere OECD lande indhenter "førerfeltet" vil den gennemsnitlige vækstrate i "klubben" derfor aftage. Snart sagt en hvilken som helst makrolærebog vil præsentere data der dokumenterer konvergensen i OECD området. Igen er der ikke tale om, at det resulterende vækstfald skal ses som udtryk for, at mulighederne for fremtidige velstandsstigninger er ved at være udtømt. Snarere tværtimod, fristes man til at sige, siden implikationen af konvergensen er, at flere lande nu er med til at udvikle nye teknologier og produktionsformer på fronten.

Men hvor meget af tendensen i væksten i BNP per indbygger kan så tilskrives konvergenskræfterne? En måde at blive klogere på dét spørgsmål er ved at se på udviklingen over tid for initialt rige lande i 1960 i isolation (og altså droppe gennemsnits-opgørelserpå tværs af lande).På disse breddegrader samler interessen sig velsagtens om Danmark, som også i 1960 hørte til de absolut rigeste lande i verden. Hvis vi derfor kikker på tiårsvæksten i Danmark (i BNP per indbygger) for de samme perioder som ovenfor opnås: 3,6%; 1,8%; 2,0%; 2,2%; 0,2% (eller 1,3% minus finanskrisen). Mildest talt et noget mere mudret billede, hvor væksten stiger og falder på ujævn vis. Den påståede monotont aftagende tendens er svær at spore.

Nuvel. Men væksten var nu engang markant højere i 60’erne, vil nogen måske påpege. Højere end i alle de andre undersøgte årtier. Så en vis afmatning er der da tale om! Måske ér der alligevel noget om det? Altså, at vækstmulighederne er ved at være udtømt.

Nja... lad os løfte blikket en smule og se på figuren nedenfor, som jeg har planket fra enpræsentation af Lant Pritchet.

Figuren viser udviklingen i Danmarks BNP per indbygger (købekraftkorrigeret) siden 1870. Som det fremgår af figuren foretager Pritchet en simpel beregning. Han antager, at han kun har ”set” væksten mellem 1890 og 1901, hvorefter han bruger denne til at forudsige BNP per indbygger niveauet i begyndelsen af det 21. århundrede (1890 er ikke tilfældigt valgt: de fleste økonomiske historikere vil fortælle dig, at dét er årtiet hvor den danske vækst "sætter af"). Som det ses rammer han kun ganske få procent point ved siden af, hvilket selvsagt vidner om en imponerende stabilitet i lyset af, at BNP per indbygger vokser eksponentielt. Man bliver ikke mindre imponeret når man betænker, at det 20 århundrede ikke just var kedeligt: Den demografiske transition; 2 verdenskrige med den store depression indimellem; ”fra land til by” (og industri); uddannelsesrevolutionen; oliekrise og stagflation samt ”kvinderne ud på arbejdsmarkedet”. Trods alt dette: 2 procent om året i gennemsnit.

Men hov! Hvor blev den påståede ustabilitet af? Vi har jo lige set at væksten er løjet af siden 1960'erne? Igen: Kik på figuren. 2. verdenskrig var (overraskende nok?) ikke godt for økonomien: det danske BNP faldt. Efter krigens afslutning tog genopbygningen fart (måske specielt i verden omkring os), hvilket gav et kollosal "boost" mens Europa vendte tilbage til trendniveauet. Det er dén process der giver anledning til særlig kraftig vækst i Danmark i 50'erne og 60'erne. Men ved udgangen er 60'erne er den midlertidige "rykvind" opbrugt. En vis afmatning var derfor at vente, selv hvis man ikke havde set en oliekrise. Så svaret er altså, at 60'erne var ret så specielle, og videre at det giver meget lidt mening at sammenligne 10 års vækstrater for derved at aflure den trendmæssige udvikling i væksten (det sidste er naturligvis ikke en nyhed, for læsereaf denne blog). Hvad var gennemsnitsvæksten i Danmark mellem 1960 og 2010? Jeps: 2 procent p.a. Overrasket? Næppe, hvis man læser denne blog: for så véd man atvækstraten i BNP per indbygger har været trend stationær siden 1950i Danmark.

Ovenstående bemærkninger skal ikke ses som en forudsigelse om, at væksten i BNP per indbyggervilfortsætte. Det ved vi ikke. Det 20. århundrede har været meget specielt. Aldrig før i menneskelighedens historie har så mange fået så meget større indkomst på så kort tid. Det kan være en transitionsfase hvorefter vi vender tilbage til tingenes historiske tilstand, hvor stigningerne i levestandarden (efter alt at dømme) var relativt små, og ofte kortvarige. I lyset af hvor specielt det 20. århundrede er, i historisk perspektiv, har der længe været fokus på at udvikle vækstmodeller der fanger meget mere end "stylized facts" for selvsamme århundrede; teorier der fx introduceres i Videregående Udviklingsøkonomi (makro aspekter). Det bør også slås fast, atder ér flere faktorer der kan få langsigtsvæksten til at gå i stå; herunder udtømning af naturresourcer (se fx min medblogger Poul Schou's glimrendeindlæg omemnet). Og selvfølgelig bør man tænke over (og ganske sikkert: handle på) miljøkonsekvenserne af vækstprocessen (se fx mit indlæg om emnether). Men på basis af forhåndværende teori og data må det bare erkendes, atrygterne om vækstens endeligt synes stærkt overdrevne.

------------------

Note 1).Artiklen opregner marginalt anderledes tal, men tendensen er den samme; mine tal stammer fraWorld Development Indicatorsog omhandler gruppen af "højindkomst" OECD-lande.