Modelbrug i den offentlige debat

I denne uges udgave af Weekendavisen er der en kronik om brugen af økonomiske modeller og specielt DREAM. Kronikken, der er skrevet af cand. polit. Nils Enrum og har titlen ”Regnedrengenes model viser vej til minimalstaten”, er interessant fordi den viser noget om hvordan modelberegninger ofte opfattes i offentligheden.

Hovedindholdet i kronikken er tilsyneladende en kritik af DREAMs fremtrædende rolle i den økonomiske debat. Trods den let polemiske tone er der mange rigtige observationer i kronikken, men forfatteren laver en fejlslutning når han taler om at DREAM ”anbefaler” dette eller hint. Fx i en sætning som ”hvis vi fulgte DREAM-modellens anbefalinger, ville velfærdsstaten blive helt afmonteret”. Misforståelsen ligger i at en DREAM-kørsel rent faktisk ikke giver nogen anbefaling i sig selv.

Eller mere præcist: I en anvendt generel ligevægtsmodel som DREAM der bygger på et veldefineret mikrofundament, har de forskellige husholdninger i modellen også en eksplicit nyttefunktion. Derfor kan man i princippet godt måle (typisk ved at udregne den såkaldte ækvivalente variation) om en givet ændring i f.eks. den økonomiske politik på modellens egne præmisser stiller de pågældende husholdninger bedre eller dårligere. Dette mål bruges dog stort set aldrig i de offentliggjorte analyser der foretages med DREAM. I stedet fokuseres på mere traditionelle økonomiske størrelser som beskæftigelse, forbrug, BNP, offentlige indtægter og udgifter osv. En DREAM-kørsel siger dermed ikke i sig selv noget om hvorvidt en bestemt reform er anbefalelsesværdig eller ej. Men tror man nogenlunde på de mekanismer der er indbygget i modellen, kan den bruges til at give en ide om konsekvenserne for størrelser som BNP og offentlige finanser af forskellige tiltag. Og disse resultater kan så bruges som input i diskussionen om hvorvidt det pågældende tiltag samlet set er velfærdsforbedrende, selvfølgelig sammen med andre mulige konsekvenser som ikke spiller en rolle i modellen.

Når der i kronikken står at ”forhåbentlig ved den nye regering, at DREAM-modellen ikke … kan anvise de rigtige prioriteringer”, kan man tilføje at det ved forhåbentlig alle som beskæftiger sig med og anvender sådanne modelresultater. Modelkørsler af denne type kan ikke i sig selv afgøre prioriteringsspørgsmål; men de kan til gengæld forbedre beslutningsgrundlaget for dem der skal træffe afgørelserne. Det er deres berettigelse.

En anden problemstilling handler om hvorvidt man så tror på at en beregning i en konkret model giver en retvisende indikation af det eksperiment man vil simulere. For at kunne vurdere det skal man selvsagt have en grundlæggende forståelse af egenskaberne i den pågældende model, så man kan vurdere dens egnethed og evt. forbehold. For eksempel er det velkendt at DREAMs kortsigtsegenskaber næppe er realistiske, og derfor skal man ikke bruge denne model til konjunkturberegninger – den er bygget til helt andre formål.

Nils Enrum nævner at DREAM betragter forøget uddannelse som en underskudsforretning for det offentlige. Det er vist et eksempel på en anden misforståelse: at en model har en helt bestemt færdig og fastlåst ”mening” om fx uddannelsesvirkninger. Resultaterne af et konkret uddannelseseksperiment afhænger naturligt af hvilke konkrete antagelser eksperimentet foretages under, og resultaterne bør fortolkes i det lys. Det er også muligt at foretage det samme eksperiment under en lang række forskellige antagelser i samme model for dermed at kunne belyse de enkelte forudsætningers betydning. I det konkrete tilfælde beregnede de økonomiske vismænd sidste år ved hjælp af DREAM virkningerne af at opfylde regeringens uddannelsesmålsætning. Under forskellige antagelser om hvad højere uddannelse betyder for de studerendes og færdiguddannede personers erhvervsfrekvens, pegede resultatet for den finanspolitiske holdbarhed mellem en forværring på 0,2 pct. af BNP og en forbedring på 1 pct. Den underliggende model giver altså ikke automatisk noget entydigt svar på sådanne spørgsmål – det afhænger af de konkrete omstændigheder under hver beregning. Det omtalte interval udspænder endda i øvrigt næppe hele feltet i dette tilfælde, da der også er usikkerhed om størrelsesordenen mht. flere af de øvrige forudsætninger.

Moralen er at modelberegninger og andre nationaløkonomiske regnestykker der bruges i den offentlige debat, selvfølgelig skal vurderes i lyset af de konkrete forudsætninger der ligger til grund for dem og ikke blot tages som et løsrevet slutfacit. Det stiller krav til både de institutioner der foretager beregningerne og nok så meget til dem der formidler dem videre, herunder ikke mindst medierne.