Jonas Herby

Unintented Consequences: Er Taberfabrikkens produktionsfunktion for effektiv?

Dette er andet indlæg i min artikelserie under fællesnævneren ”Unintended Consequences”. Jeg vil med artikelserien vise, hvor utroligt svært det er at designe økonomien fra centralt hold. Og hvor nemt overskrifterne kunne have været helt anderledes, hvis den intention, politikerne havde meldt ud, havde været i tråd med de utilsigtede konsekvenser. Jeg håber, I vil læse det med interesse og huske på, at gode intentioner ikke er det samme som gode resultater. Og husk så på F. A. Hayeks vise ord i jeres virke som økonomer: “The curious task of economics is to demonstrate to men how little they really know about what they imagine they can design.”


Da jeg i sin tid læste Ole Birk Olesens bog, Taberfabrikken, var én af mine tanker, at han var lige lovlig hurtig til at sidestille korrelation med kausalitet. I bogen argumenterer Ole Birk Olesen for, at introduktionen af velfærdsstaten ødelagde arbejdsmoralen og derved forøgede antallet af offentligt forsørgede. En påstand, der blev underbygget med denne figur fra Velfærdskommissionen, som viser udviklingen i offentligt forsørgede siden velfærdsstatens tidlige dage.

Men som alle økonomer med god grund er blevet tudet ørene fulde af på studiet, så er korrelation og kausalitet ikke det samme. Og desuden var en stigning i antallet af offentligt forsørgede jo ikke det samme, som at arbejdsmoralen var blevet ødelagt. Måske var forklaringen bare almindelig økonomisk teori: At folk vælger den bedste mulighed, de har, og for nogen vil det være en offentlig forsørgelse. Og forklaringen på udviklingen i antallet af offentligt forsørgede ligger måske et helt andet sted.

Ole Birk Olesens pointe var, at velfærdsstaten — ud over at give folk en bedre option end et dårligt betalt job — ødelagde de kommende generationer, fordi de ikke via forældrenes dagligdag med arbejde lærer, hvad det vil sige at passe et arbejde og klare sig selv. Børnene lærer simpelthen ikke helt basale kompetencer så som den nødvendige arbejdsmoral.

Hvis man ser på statistikkerne, så er det nemt at se, hvordan man kan få den idé. 66 procent af kontanthjælpsmodtagere under 30 år har forældre, der selv har været på kontanthjælp. Det skyldes ifølge professor og forsker i social arv, Martin David Munk, at ”Forældrene har en hverdagspraksis, som gør, at identiteten er at være på kontanthjælp. Hvis det er det normale for forældrene, så bliver det også det normale for den næste generation”.

Som økonomistuderende ved, skal man ikke nødvendigvis stole på sociologer. Men nu har en gruppe norske økonomer dokumenteret Ole Birk Olesens og Martin David Munks påstand: Hvis forældrene får overførselsindkomst, så stiger risikoen for, at børnene ender på overførselsindkomst.

Dahl et al. (2014) benytter et naturligt eksperiment til at nå deres konklusioner. I Norge er det nemlig sådan, at hvis du får afslag på førtidspension, så kan du anke afslaget. Din sag bliver herefter gennemgået af en tilfældigt udvalgt dommer, som tager stilling til, om afslaget er velbegrundet. Dahl et al. (2014) udnytter, at der er stor forskel på, hvordan dommerne dømmer. Sandsynligheden for at blive tilkendt førtidspension er næsten 2½ gange større, hvis du får en af de 10 pct. mest ”rundhåndede” dommere kontra en af de 10 pct. ”strengeste” dommere.

Ved at se på børnenes risiko for at havne på førtidspension, afhængig af om forældrenes blev bedømt af en ”streng” eller ”rundhåndet” dommer, kan forskerne se, at tildelingen af førtidspension 5-dobler risikoen for, at børnene havner på førtidspension efter 10 år.

Om det skyldes en manglende arbejdsmoral er dog ikke sikkert. Risikoen for at havne på andre overførselsindkomster forøges nemlig ikke, og måske åbner forskerne for flere spørgsmål, end de lukker. For man kan lige så vel hævde, at stigningen er en god ting. At børnene blot bliver mere opmærksomme på mulighederne for at få førtidspension, hvis de ender i en situation, hvor de er nedslidte.

Men når ca. 10% af de erhvervsaktive er for syge til at arbejde og er på førtidspension, efterløn (husk at det mest brugte argument for efterløn er nedslidning) og sygedagpenge, er det vel et reelt spørgsmål, om ikke Taberfabrikkens produktionsfunktion har været for effektiv? Og om avisoverskrifter a la ”Vi ønsker at hjælpe de svageste, selvom det går ud over børnene” ville have medført den samme opbakning til overførselsindkomsterne, som vi har i dag?

Hilsen
Jonas


* Gordon B. Dahl, Andreas Ravndal Kostøl, Magne Mogstad, “Family Welfare Cultures”, Quarterly Journal of Economics, Volume 129, Issue 4, 1 November 2014, Pages 1711–1752

0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger