Hjarn Von Zernichow Borberg

Er strømmen blevet slukket for elbiler i Danmark?

Af et indlæg under Opinion på finans.dk skrevet i februar 2017 fremgår det bl.a., at:

”i sidste måned (januar 2017 – red.) blev der solgt i alt fem elbiler”, ”elbil-salget er gået helt i stå” samt ”men bare en 20 pct. afgift var nok til at bremse salget af luksusbilen (Tesla - red.)”.

De præsenterede data i indlægget er gode nok, men der mangler dog en del data, som bevidst eller ubevidst ikke er medtaget. Forfatteren har bl.a. en sjov tendens til at hæfte sig meget ved tal for januar måned fremfor at se på årstal. For er det korrekt, at elbil-salget er gået helt i stå efter afgiftsforhøjelsen på 20 pct. i 2016? Er det korrekt, at en 20 pct. afgift var nok til at bremse salget af luksusbilen Tesla?

Lad os begynde med påstanden om, at elbil-salget er gået helt i stå. I 2016 blev der solgt ca. 1.250 elbiler, hvilket ikke er langt fra niveauet i 2014 med ca. 1.575 solgte elbiler, og salget i 2016 er langt højere end i 2013, hvor der blev solgt ca. 600 elbiler. Året 2015 var et særligt år med ca. 4.300 solgte elbiler, hvor der formodentlig er tale om, at en pæn andel af disse skyldes en fremrykning af køb af elbiler, som naturligvis påvirker året efter, mere herom neden for. Så elbil-salget kan på baggrund af disse data ikke siges at være gået i stå i 2016. .

Nu til påstand nummer to om, at en 20 pct. afgift var nok til at bremse salget af luksusbilen Tesla. Denne 20 pct. afgift har ikke fået salget af Tesla’er til at gå i stå  i 2016, men afgiften har i stedet betydet, at en masse potentielle købere fremrykkede deres køb til 2015. Allerede tilbage i september 2012 vedtog Folketinget, at afgiftsfritagelse i registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugs-afgiftsloven og vægtafgiftsloven for brint- og eldrevne motorkøretøjer kun ville blive forlænget til udgangen af 2015. Så homo economicus - med en særlig god økonomi - har vist dette længe og har blot fremrykket sit køb af denne luksusbil. Der blev således solgt ca. 2.700 Tesla’er i 2015 mod ca. 175 i 2016. Der er således tale om en hamstring, der selvfølgelig påvirker salget af Tesla’er og dermed også det samlede elbil-salg året efter (2016) og nok også i 2017.

Når man tager udgangspunkt i ovenstående data kan man altså ikke sige, at elbil-salget er gået i stå, eller at 20 pct. afgiften fik bremset salget af luksusbilen Tesla. Derimod kan man nærmere stille sig selv det spørgsmål, om der overhovedet er og har været et elbil-salg i Danmark i de senere år. For elbil-salget udgør under 1 pct. af det samlede nybilsalg i Danmark, som fx i 2016 udgjorde næsten 223.000 personbiler (i øvrigt rekordår). Selv i elbil-salgsjubelåret 2015 udgjorde elbilerne under 3 pct. af det samlede personbilsalg. Tilsvarende udgør beholdningen af elbiler, ca. 8.400 biler i alt ultimo 2016, en forsvindende lille andel af det samlede antal personbiler i Danmark på ca. 2,4 mio. biler. Alt i alt kan med rette sige, at strømmen ikke er blevet slukket for el-biler i Danmark, men at strømmen nærmere hele tiden har været slukket.

Kilder:

Opinion: Strømmen er slukket for elbiler i Danmark af Anders Heide Mortensen, 7.2.2017 på Finans.dk.

Bilsalget for hele 2016 af Sille Beck-Hansen,, nyheder på Bilimp.dk.

Danskelbilalliance.dk.

0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Hjarn Von Zernichow Borberg

Hjarn er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet og er fortsat tilknyttet Økonomisk Institut som ekstern lektor i Samfundsbeskrivelse. Til daglig er han sektionschef i Region Hovedstaden i Center for it, medico og telefoni. Ved siden af dette underviser han indimellem i procesoptimering og forandringsledelse bl.a. i samarbejde med Djøf Efteruddannelse og Rambøll. Endelig er Hjarn forfatter til en række fagbøger og debatbøger.