Fuld grundskyld!

”Fuld grundskyld!” Det var kampråbet blandt de gamle retsstatsfolk, og i ældre tider spillede det en prominent rolle i skattedebatten herhjemme. Og grundskylden, som er en årlig skat på værdien af al jord i Danmark, er en rodfæstet del af det danske skattesystem, selvom dens relative betydning efterhånden er faldet kraftigt over årtierne.

På det seneste er grundskylden kommet i vælten på grund af kritikken af den måde, de løbende ejendomsvurderinger foretages på. Det har ført til flere forskellige forslag om at formindske eller afskaffe grundskylden. Det er selvsagt vigtigt at man kan stole på at vurderingsprocessen er så pålidelig som mulig; men ud fra et rent efficiens-synspunkt bør man i skattesystemet oplagt snarere lægge mere end mindre vægt på en jordskat som grundskylden. Den er nemlig – sammen med beskatningen af vores olie- og gasudvinding i Nordsøen – blandt de eneste eksempler herhjemme på en skat der i princippet ikke medfører nogle forvridninger.

Årsagen er den enkle at der er tale om en faktor der findes i et fast udbud: Der er det jordareal der nu engang findes i Danmark, og der bliver hverken mere eller mindre af det uanset hvor meget man beskatter det. Det er i modsætning til arbejdskraft og opsparing, som normalt forventes at blive formindsket, jo højere det beskattes (selvom der kan være modstridende indkomst- og substitutionseffekter). Men helt parallelt med naturresurserne i Nordsøen, der også findes i en given begrænset mængde. I begge tilfælde giver den særlige knaphed anledning til et særligt overnormalt afkast – henholdsvis en resurserente og en jordrente, som repræsenterer den gevinst man får ud af at udnytte resursen/jorden ud over afkastet af den kapital og arbejdsindsats man investerer i projektet. Og en beskatning af denne særlige overnormale rente vil ikke medføre nogle samfundsøkonomiske forvridninger.

Allerede selveste Adam Smith gjorde i The Wealth of Nations en del ud af at skat på jordrente og jordværdier ikke forvrider og derfor ”…are a still more proper subject of taxation than the rent of houses...” Også i nyere tid har økonomer jævnligt gjort opmærksom på fordelene ved grundskylden i forhold til andre skatter. Således skrev de økonomiske vismænd i deres seneste gennemgang af skattesystemet at ”indførelsen af en statslig grundskyld på jord vil derfor principielt være et skridt i retning af et mindre forvridende skattesystem” (s. 316).

Vil man gerne have et mere robust og mindre forvridende skattesystem, er et enkelt instrument derfor at omlægge skattesystemet i retning af f.eks. lavere indkomstskatter og tilsvarende højere jordskatter. Hvor langt kan man maksimalt gå i denne retning? Ja, den yderste konsekvens af sådan en tankegang er netop at indføre ”fuld grundskyld”, dvs. en beskatning hvor hele den årlige jordrente bliver opkrævet i skat.

Nu handler en fornuftig skattepolitik ikke kun om efficiens og forvridninger, men også om fordelingsspørgsmål. Her skiller jordskatter sig også ud ved nogle bemærkelsesværdige effekter: Skatten må forventes at blive helt kapitaliseret i jordprisen. Dvs. at forhøjer man i dag grundskyldspromillen (og folk forventer at denne forhøjelse vil være permanent), må salgsprisen på grunden forventes at falde med nutidsværdien af hele den fremtidige skattestigning. Eksisterende jordejere kommer dermed til at betale ikke bare den øjeblikkelige, men også den fremtidige højere skat. Unge boligkøbere der køber bolig efter at denne pristilpasning har fundet sted, blivertil gengældreelt ikke ramt af skatten selvom de formelt kommer til at betale den fremover: De bliver kompenseret med en tilsvarende lavere pris på boligen. (Denne mekanismeer i øvrigtbaggrunden for det gamle mundheld: ”Gamle jordskatter er gode skatter, nye jordskatter er dårlige skatter”.)

Omvendt vil en nedsættelse af grundskylden heller ikke komme fremtidige boligkøbere til gavn; derimod vilde der ejer jordenpå det tidspunkt hvor nedsættelsen finder sted, få en dobbeltgevinst: Både i form af lavere skatter OG i form af en kapitalgevinst. Mekanismen er velkendt inden for landbruget, hvor man kan se klare kapitaliseringseffekter af såvel skatteændringer som subsidier, der direkte eller indirekte er knyttet til de enkelte brug.