Optagelsesstatistik
330 personer har valgt polit som 1. prioritet i år, 190..

Johan Mathiesen Dam har pt. redaktørposten. Se resten af redaktionen her.

Myten om de stakkels nyfødte


Poul Schou
Af Poul Schou,
16 jun. 2012 17:19 - i kategorien Økonomi i Danmark - #finanspolitik  #finanspolitisk holdbarhed  #nyfødte  #generationsfordeling 

Jeg har i et tidligere blog-indlæg beskæftiget mig med det regnestykke man ofte hører, der siger at hver nyfødt dansker er en underskudsforretning for det offentlige i den forstand at det modtager mere fra staten end det vil komme til at betale over livet. Og det gælder ikke bare for de nyfødte lige nu, men for alle kommende generationer af nyfødte i al fremtid under de forudsætninger om uændret finanspolitik fremover som man normalt lægger ind i sådanne fremskrivninger. Regnestykket er helt rigtigt, men fortolkningen af det i offentligheden er lige så åbenlyst forkert: De fleste tror at dette regnestykke i sig selv er et klart bevis på at vores velfærdsstat ikke hænger sammen økonomisk, og at vi på en eller anden måde skubber en byrde over på de stakkels nyfødte fordi der ligger en ubetalt regning et sted – og det er en klar misforståelse. Finanspolitikken kan nemlig sagtens være holdbar og endda også fornuftig, selvom alle nyfødte i al fremtid kommer til at ”skylde” penge.

Her tre eksempler fra dagspressen på hvordan tallet igen og igen bruges i en forkert sammenhæng. Berlingske-bloggeren Stine Mølbak skriver at ”Beregninger fra DREAM viser, at en nyfødt er en underskudsforretning på ca. 850.000 kr. gennem et livsforløb. Det må være klart for alle, at denne udvikling ikke kan fortsætte.” 

Ugebrevet Mandag Morgen havde et større fremstød om velfærdsstatens manglende sammenhængskraft, blandt andet beskrevet af chefredaktøren Bjarke Møller i en analyse i Politiken på denne måde: ”Uden mere innovation og modernisering i den offentlige sektor er velfærdsmodellen ikke bæredygtig. Velfærdsstaten er i sin nuværende form en underskudsforretning. Hver ny dansker giver – i løbet af et helt liv – samfundet et underskud på 850.000 kroner med de nuværende velfærdsydelser.”

Og Jyllandsposten kørte tilsvarende for godt et års tid siden en hel kampagne under den malende overskrift ”Underskudsforretningen” ledsaget af en dramatisk rød zigzagpil på vej mod minus uendelig, hvor man bl.a. kunne læse historien om nyfødte Klara som man ifølge avisen endelig må undgå bliver en underskudsforretning, for det skulle angiveligt være et stort problem for Klara.   

At forfatterne til alle disse tre eksempler har misforstået den grundlæggende pointe i regnestykket, er der egentlig ikke noget at sige til, for det ER ret svært at forstå den rigtige udlægning intuitivt: Hvorfor kan de offentlige finanser sagtens hænge sammen i det lange løb, selvom alle børn der i al evighed fremover bliver født, er en underskudsforretning for det offentlige? Og hvem er det der betaler for underskuddene. Kommentarerne til mit oprindelige blog-indlæg tydede også på at det ikke var særlig nemt at forstå, heller ikke for politstuderende.  

I den nyligt udkomne vismandsrapport gør vismændene en del ud af denne pointe, og forsøger også at forklare intuitionen bag. Især kan en illustration taget derfra måske gøre problemstillingen mere begribelig.

Diagrammet viser et enkelt eksempel på en økonomi hvor den offentlige sektor kun har udgifter til en eneste aktivitet, nemlig folkeskoler. Der er to generationer i økonomien: Unge der går i folkeskole, og ældre der via skattesystemet finansierer udgifterne til folkeskolen. Vi ser bort fra inflation og realvækst i økonomien, så udgifterne til folkeskolen er konstante over tid. Den generation der som den første har betalt til deres børns skolegang via skatterne, opnår aldrig selv at få nogle ydelser og er derfor klart nettoydere i forhold til staten. Deres børn og alle senere generationer vil først modtage nogle uddannelsesydelser fra staten og siden betale netop det samme beløb tilbage i skat til at finansiere deres egne børns uddannelse.

 

I figuren angiver de blå kasser skatteindtægterne, og de røde kasser udgifterne til undervisning. Man kan aflæse den offentlige saldo i hver periode ved at summere vandret. Det ses at der i alle perioder er et balanceret budget: Udgifter og indtægter er lige store i hvert år. Regnskabet for hver enkelt generation fås ved at tilbagediskontere beløbene vandret til fødselstidspunktet. Her ses det klart at med en positiv rente vil alle generationer i al fremtid, bortset fra den første, være nettomodtagere af offentlige midler. Det skyldes ganske enkelt timingen af betalingsstrømmene: Den undervisningsydelse de modtager, falder tidligere i livet end den skat de betaler som voksne.

Der er altså to centrale betingelser der tilsammen muliggør at alle kommende generationer kan være nettomodtagere af offentlige ydelser, regnet fra deres fødselstidspunkt: Den ene er at man opererer med en positiv diskonteringsrate, den anden er at der på et tidspunkt skal have været en enkelt generation der har sat det hele i gang ved at finansiere en ydelse til deres børn uden at få noget tilsvarende tilbage.

Men hov, kan man næsten høre en vaks stud. polit. sige, det kan da ikke være hele sandheden om generationsomfordelingen i den danske velfærdsstat. Hvad med den historie om pay-as-you-go-folkepensioner som man lærer i løbet af studiet – den giver da den helt modsatte konklusion? Det er helt rigtigt, og man kunne tegne et helt tilsvarende diagram hvor udgiften ikke var folkeskoler, men folkepensioner. Her ville den første generation som fik en folkepension finansieret af deres børn, utvetydigt være nettomodtagere, mens alle andre senere generationer i al evighed ville blive nettoydere. Igen på grund af diskonteringen, fordi betalingen i dette tilfælde ville falde tidligere i livet end den modtagne ydelse.

I den eksisterende danske velfærdsstat eksisterer begge typer omfordeling side om side. De midaldrende skatteydere betaler både for offentlige ydelser der kommer yngre generationer til gode (primært undervisning) og for ydelser der kommer ældre generationer til gode (primært offentlige pensioner, sygehuse og ældrepleje). Den første type er bare kvantitativt vigtigere end den anden type. I vismandsrapporten fremgår det at med beregningsantagelserne i DREAMs generationsregnskab modtager hver nyfødt i 2012 knap 500.000 kr. mere over livet end vedkommende betaler til det offentlige. Nogenlunde det samme gælder for alle fremtidens nyfødte, og det vel at mærke i vismændenes nyeste langsigtede fremskrivning hvor finanspolitikken vurderes at være holdbar. De 500.000 kr. er altså simpelthen udtryk for at omfordelingen i velfærdsstaten primært går fra ældre til yngre generationer – unægtelig en anden historie end den der blev fortalt om nyfødte Klara i avisartiklen ovenfor: Når hun er en underskudsforretning i dag, og det ikke i sig selv er noget problem, skyldes det ikke at man har udskudt nogle betalinger til fremtidens generationer, men det stik modsatte: At der er nogle af Klaras forfædre der har betalt for deres børn uden at få noget igen. 

Så kan man i øvrigt filosofere over hvor meget de måske lidt tilfældige eksempler vi lærer som økonomistuderende i undervisningen, betyder for vores mentale verdensbillede senere. Det er mit indtryk at mange økonomer, færdiguddannede som studerende, har et generelt indtryk af at det danske velfærdssystem mest er til gunst for de ældre. Man kan forestille sig at det i høj grad simpelthen hænger sammen med folkepensionseksemplet som har en fremtrædende plads når der undervises i overlappende generationsmodeller. Brugte man i stedet folkeskolen og tilsvarende ydelser til unge  - som altså er kvantitativt vigtigere i et land som Danmark - som eksempel i undervisningen, ville vi måske rende rundt med en helt anden intuition om de faktiske forhold mht. omfordelingen mellem generationer i den offentlige sektor?

 

14 kommentarer

Hans Christian Petersen @ d. 16. juni 2012 #1
Hans Christian Petersen
35%
Hej Poul
Et spændende og forfriskende indlæg!
Må man spørge hvor følsomme tallene er for størrelsen på diskonteringsfaktoren? Hvad skal diskonteringsraten sænkes til for at hver enkelt generation er neutral i forhold statsfinanserne?
Mvh
Henrik
Patrick Kofod Mogensen @ d. 16. juni 2012 #2
Super spændende, og tankevækkende indlæg. Pointen vil nok være svær at sluge i sin rå form:

"Når hun er en underskudsforretning i dag, og det ikke i sig selv er noget problem, skyldes det ikke at man har udskudt nogle betalinger til fremtidens generationer, men det stik modsatte: At der er nogle af Klaras forfædre der har betalt for deres børn uden at få noget igen."

Den vil nok være svær at sluge for mange i blogosfæren, i danske stuer og på Christiansborg, hvis den bliver serveret i den form. Desværre er der sjældent plads til hele forklaringen, som kan findes i dit indlæg, i aviser, tv eller radio for den sags skyld.

Et lille spørgsmål: hvordan kan vi så være sikre på der i "vores økonomi" var en sådan "første generation", som jo er essentiel for at modellen hænger sammen? Jeg ved godt det ikke er helt så simpelt, men rent praktisk, hvor skal man så kigge for at undersøge om der rent faktisk er sket en finansiering fra forældrene til børnene?
Sixten Holm @ d. 17. juni 2012 #3
Sixten Holm
5%
Hej Poul,

Vil det sige at tallet -500.000 og konklusionen om at velfærdsstaten er en underskudsforretning er svaret på spørgsmålet "er det en god idé at bruge pengene sådan i stedet for at sætte dem ind på en bankkonto?"? Hvis ja, hvorfor er det et interessant spørgsmål?

Hvis man valgte ikke at tilbagediskontere ville man så kunne besvare spørgsmålet "er velfærdsstaten holdbar?" med ellers samme model?

Mvh
Sixten

Poul Schou @ d. 18. juni 2012 #4
Poul Schou
95%
Jeg kan se at jeg har lavet en meningsforstyrrende skrivefejl i indlægget: I diagrammet skal man selvfølgelig summere LODret for at aflæse den offentlige saldo i hver periode. Forhåbentlig har læserne kunnet indse dette på egen hånd ...
Poul Schou @ d. 18. juni 2012 #5
Poul Schou
95%
@ Henrik: Det ved jeg ikke - i det stiliserede eksempel i diagrammet skal renten oplagt være 0 for at generationerne går i ligevægt, men jeg kender ikke tallet i den nævnte fremskrivning i vismandsrapporten. Fremskrivningen er ikke en steady state, så underskuddet er ikke det samme for alle kommende generationer, og der skal dermed heller ikke de samme ændringer til for at de hver især går i 0.

@Sixten: Jeg vil lige præcisere at jeg synes ikke man ud fra tallene meningsfuldt kan tale om at "velfærdsstaten er en underskudsforretning" - tværtimod. Velfærdsstaten forstået som alle de mennesker der lever i den i dag og i al fremtid og de tilhørende institutioner vi har indrettet os med, hænger jo netop sammen - i den nævnte fremskrivning er finanspolitikken holdbar. Alle de kommende nyfødte generationer er derimod hver især en underskudsforretning, men når det hænger sammen alligevel, er det fordi de generationer der stadig lever, men er født før 2012, tilsammen er en tilsvarende stor overskudsforretning. De allerede fødte betaler altså tilsammen for alle de kommende nyfødte.

Jeg er ikke helt med på dit spørgsmål om man skal bruge pengene "sådan" eller sætte dem ind på en bankkonto - om det er en god ide at bruge pengene som vi gør i vores velfærdsstat er først og fremmest et spørgsmål om befolkningens politiske præferencer.

Mht. spørgsmålet om ingen diskontering: Der er et generelt teknisk problem i vækstmodeller med en uendelig tidshorisont hvis diskonteringsraten er 0, for du ender med nogle uendelig høje nutidsværdier. Men man kan godt lave en fremskrivning a la vismændenes med en meget lille diskonteringsrate, også med en som man nok ville sige var lig 0 for alle praktiske formål. Resultatet ville formodentlig blive at vores finanspolitik så ville være meget overholdbar: Jo lavere statsobligationsrenten er, jo bedre hænger finanserne sammen. Det skyldes at der i den fjernere fremtid (tiden efter omkring 2035) i de langsigtede fremskrivninger man normalt laver herhjemme, sker en kraftig forbedring af den primære saldo. Og denne ret positive og permanente forbedring vejer tungere i den offentlige sektors samlede intertemporale budgetrestriktion, jo lavere renten er. Eller sagt mere intuitivt: Rentebyrden på den statsgæld vi opbygger i de første årtier, bliver lavere. Det kræver dermed også et mindre overskud på den primære saldo fremover at finansiere den.

En statsobligationsrente på 0 virker dog ikke som et særlig relevant benchmark i denne sammenhæng hvor det er det fremtidige langsigtede renteniveau vi taler om. Det ville være ret mærkeligt at forestille sig, selvom vi unægtelig har nogle meget lave renteniveauer i den nuværende situation. Jeg kan fortælle at den langsigtede nominelle obligationsrente i vismændenes fremskrivning er 4,75 pct. Inflationen antages at være 1,75 pct. på lang sigt, og den årlige produktivitetsvækst i økonomien forudsættes at være 1½ pct. Dermed er realrenten omtrent 3 pct. og den vækstkorrigerede realrente omtrent 1½ pct. årligt.
Poul Schou @ d. 18. juni 2012 #6
Poul Schou
95%
@ Patrick: Mht. spørgsmålet om den "første generation". Lad os i første omgang se helt bort fra fortiden og blot tage udgangspunkt i situationen i 2012 og vores foreventninger om hvad fremtiden kan bringe. Når regnestykket hænger sammen, skyldes det at der i denne økonomi jo ikke kun er de nyfødte (i år og fremover), men også alle de nulevende der er født i 2011 og tidligere. Og disse er som samlet gruppe nettoydere hvis man beregner deres forventede mellemværender med det offentlige regnet fra i dag og resten af livet. Så tænker man på den måde, kan man sige at det er dig og mig og alle andre nulevende som finansierer alle de fremtidige børn. Det kan man få bekræftet i modellen, hvor fx en gennemsnitlig 25-årig står til at betale over 2 millioner kr. netto til det offentlige resten af livet, regnet som nutidsværdi i dag.
Er det så vores generationer der er heltene som bærer en uforholdsmæssigt stor byrde i forhold til andre? Det siger disse tal ikke noget om i sig selv, men det er jo oplagt at vi selv som yngre på tilsvarende vis har fået finansieret skolegang mv. af ældre generationer. Virkeligheden er ganske rigtigt mere kompleks end det ovenstående stiliserede diagram. Dels kører vi sjældent med et balanceret budget, men har historisk og vil nok også fremover både haft år med underskud og gældsætning og år med offentlig formueopbygning/gældsnedbringelse, hvilket forskyder finansieringsbyrden over tid. Og dels er velfærdsstatens ydelser og skatter jo ikke konstante over tid. Der sker hele tiden ændringer, udvidelser og afviklinger. Det er oplagt hvis vi tager folkeskolen at den er blevet indført på et bestemt historisk tidspunkt og må være finansieret af en form for beskatning på det tidspunkt, så der har været en "første generation" der er startet med at betale for den. Men uddannelsessystemet er blevet udvidet kraftigt - og dermed dyrere - lige siden, så mange historiske generationer har nok været fælles om at give noget ekstra i den henseende.
Hvis man virkelig vil prøve at komme til bunds i dette spørgsmål om hvilke generationer der historisk har betalt, er måden at gøre det på at konstruere et historisk generationsregnskab. Det er en kompliceret affære, men der er gjort enkelte forsøg på det i Danmark, og også nogle steder i udlandet. Det nyeste danske forsøg (som jeg tidligere har skrevet et blog-indlæg om) er dette:

http://www.dreammodel.dk/pdf/W2005_01.pdf

christian stassen @ d. 19. juni 2012 #7
To kommentarer som jeg mener du overser:
1) din graf viser meget fint en pointe, men den forudsaetter ogsaa at generation t 1 er lige saa stor som generation t. hvis generation t 1 er mindre, skal de betale mere. dvs, generation t bliver subsideret da de faar mere fra t 1 end de gav til t-1 (hvis vi antager at t-1 var lige saa stor som t). Hvis man antager at befolkningen er konstant over laengere tid og at tingene bare svinger omkring steadystate, saa kan man naturligvis blot optage gaeld til at finansiere dette / spare op. Dog er vi netop i en situation hvor generationer nu er mindre end tidligere. et godt eksempel er min egen familie - min far blev foedt et aar hvor der var naesten 100k foedsler, jeg selv 50k. indvandring foerer til en stadig stigende befolkning, men vi er desvaerre ikke gode nok til at integrere indvandrere (eller ogsaa er vi ikke gode nok til at tiltraekke de rette indvandrere) og derfor hjaelper de ikke i dette regnskab. Foedselsraten er faldet over lang tid, og jeg mener ikke at man blot kan antage at den vil stige igen da trenden har vaeret ret konstant. hvis antal foedte tallet bliver konstant (ignorerer indvandringen her) har der altsaa vaeret et par generationer der ikke var fuldt finansierede, og den gaeld som blev optaget for at finansiere dem skal betales af mindre generationer. hvis man dertil laegger at gaelden har et loft (som vi jo ser nu i europa) saa betyder det at man kun kan have smaa sving vaek fra "steadystate" hvilket det nuvaerende sving ikke kan siges at vaere. Saa, med mindre indvandringssituationen skifter, er vi i en situation hvor aeldre blev subsideret af yngre da de yngre generationer maa skaere i ting som e.g. velfaerd eller hoejere skat (ceteris paribus) for at betale gaelden af. saa det er altsaa ikke den nuvaerende generation der som du siger baerer en ekstra byrde, men snarere min generation og dem efter mig.

2) generation1 er som du siger vigtig. det er svaert at lave et praecist generationsregnskab, men jeg synes ikke det virker helt forkert at sige at ydelser for "gamle" (foertidspension, efterloen, de hoejere folkepensioner og kontanthjaelp, samt en konstant pensionsalder paa trods af stigende gns levealder osv) har set et stoerre boost end ydelser for de "unge" siden cirka 1950/60. det kan ske at jeg tager fejl da uddannelse ogsaa er blevet stoerre, men naar jeg kigger paa nationalregnskabet ser det for mig ud som om uddannelse bliver dwarfed af forsoergelsesydelser og derved ville jeg tro at mit gaet er korrekt. hvis det er korrekt, betyder det at de generationer der blev foedt fra 1940ish til 1970ish (saadan cirkus) var generation1. kombineret med 1) ovenfor betyder det altsaa at denne generation har faaet dobbeltkonfekt.

begge disse pointer kan i et praecist regnskab vise sig at vaere helt forkerte, og befolknings og indvandringsdynamik kan skifte, men jeg synes det er et meget plausibelt scenarie at de begge to er korrekte - eller i hvert fald en hel del mere plausibelt end at aeldre generationer faktisk har subsideret "min" generation. Derfor synes jeg ikke det er underligt at der er saa mange der taler om generationstyveri. Hvis man skal dette til livs skal man IMO have et langt mere praecist generationsregnskab end blot en figur som bygger paa meget dubioese antagelser.
Poul Schou @ d. 20. juni 2012 #8
Poul Schou
95%
@ Christian Stassen. Jeg synes der er forskellige misforståelser og dunkle punkter i dit indlæg.

Lad mig først prøve at bringe lidt klarhed. Der diskuteres her i indlægget og tråden to forskellige problemstillinger, og det er fornuftigt at holde dem adskilt. Den ene drejer sig om hvordan velfærdsstaten/finanspolitikken kan hænge sammen fremover selvom alle kommende nyfødte kan beregnes at være underskudsforretninger. Svaret på dét spørgsmål kan findes ved udelukkende at kigge på de offentlige indtægter og udgifter fra og med 2012, som igen alle kan dekomponeres i overførsler fra og til to grupper: dels alle disse kommende nyfødte, dels de personer der allerede er født i 2012, men stadig lever og derfor også har et fortsat mellemværende med staten i resten af deres liv. Det er altså (stort set) irrelevant hvad der er sket af betalinger før 2012 for at kunne svare på dette spørgsmål. Det korte svar er nemlig simpelthen at alle de nulevende tilsammen betaler lige så meget netto i resten af deres levetid, som alle de nyfødte i al fremtid vil koste. Det kan man beregne direkte af det omtalte (fremadrettede) generationsregnskab som bl.a. kommer frem til at hver nyfødt i 2012 kommer til at ”skylde” 488.000 kr. Når jeg skrev ”stort set”, er det fordi der er en enkelt måde hvorpå historiske betalinger - eller mangel på samme - alligevel vil påvirke regnestykket, nemlig i form af den offentlige gæld/formue i udgangsåret. Den udgør jo de akkumulerede historiske over- og underskud. Gælden indgår derfor også i beregningen i vismandsrapporten, men da den offentlige nettogæld tilfældigvis er lige omkring 0 i øjeblikket, har den ingen praktisk betydning for de konkrete tal.

Den nævnte beregning og hele mit blog-indlæg handler udelukkende om dette første spørgsmål. Det andet spørgsmål er det som Patrick og jeg beskæftiger os med i kommentarerne, og det er vist også (kun) det du taler om: Hvis man nu alligevel er interesseret i at lave en sammenligning af hvor meget de nulevende (og evt. afdøde, tidligere) generationer tilsammen har betalt/vil betale over HELE deres livsforløb, hvordan ser det så ud? Det er et spørgsmål som er ret uafhængigt af det første, og det kræver som sagt et generationsregnskab der både er historisk og fremadrettet.

Nu til dine to kommentarer: At generationerne har forskellig størrelse kan ganske rigtigt påvirke generationsregnskaberne, og den komplikation tager figuren ikke hensyn til. Men det gør til gengæld de konkrete beregninger som er grundlaget for diskussionen. Både det fremadrettede generationsregnskab i den nævnte vismandsrapport og det historiske generationsregnskab i det arbejdspapir jeg linkede til, opererer selvfølgelig med de faktiske generationers størrelse (og, for fremtidige betalingers vedkommende, med de forventede fremtidige størrelser som er indeholdt i de gængse befolkningsfremskrivninger). Figuren i bloggen er en helt stiliseret fremstilling af den grundlæggende hovedpointe og har kun et pædagogisk sigte. Den er ikke i sig selv et udgangspunkt for beregninger. Som en indvending mod de beregninger jeg nævner, er der derfor tale om en misforståelse.

Din anden kommentar har jeg lidt svært ved at forstå hvor du vil hen med. Du vil tilsyneladende bruge nogle udvalgte makrotal til at påvise at en bestemt generation har ”fået dobbeltkonfekt”. Men den beregning du omtaler, er ret svær for mig at forstå på nogen fornuftig måde. For det første vil det gøre det klarere, hvis du taler ud fra konkrete tal, at du nævner tallene, så vi kan forholde os til dem, i stedet for blot at nævne at du har kigget på nogle ubekendte nationalregnskabstal som angiveligt skulle tilbagevise noget af det tidligere skrevne. For det andet vil jeg ikke gå med til at summen af udgifterne til ”førtidspension, efterløn, de højere folkepensioner og kontanthjælp” kan bruges som udtryk for ydelser til gamle – det gælder kun de to af disse ordninger at de er målrettede mod ældre. For det tredje bygger du vist på et argument om stigningen i disse ydelser siden 1950/60 (”et større boost”) i forhold til stigningen i uddannelsesudgifter. Men hvis du skal sammenligne fordelingen mellem generationer, skal du jo ikke sammenligne udviklingen i udgifter til henholdsvis unge og gamle fra år til år, men for hver generation regne ud alt hvad denne har fået og betalt over hele livet inklusive både uddannelsesudgifter som ung og pensioner ca. 50 år senere. Du skal altså regne disse tal sammen på kryds og tværs, hvilket netop er det et egentligt generationsregnskab gør. Det er overordentlig svært at få et retvisende og sammenhængende billede så længe man blot ser på makrotidsserier for enkelte udgiftsposter. For det fjerde udgør de strukturelle udgifter til folkepension og efterløn for tiden knap 7 pct. af BNP og uddannelsesudgifterne knap 6 pct. af BNP. Hvis disse tal endelig var en steady state-betragtning og man skulle regne dem tilbage til generationernes omtrentlige fødselstidspunkt, ville nutidsværdien af de førstnævnte med en diskonteringsrate på 1½ pct. ved et overslag blive omtrent halvt så store som sidstnævnte, så jeg kan ikke ud fra disse tal se at uddannelsesydelser bliver ”dwarfet” af overførsler til ældre. Endnu mindre når vi tager i betragtning at det nævnte tal for ældre-overførsler er bruttobeløbet før skat! For det femte taler vi i bedste fald om en yderst partiel betragtning. De nævnte udgifter udgør tilsammen omkring 12 pct. af BNP. Men såvel de samlede offentlige udgifter som de samlede indtægter udgør i størrelsesordenen 50 pct. af BNP, og hvis du vil have en ide om generationernes samlede mellemværender med det offentlige, skal du jo se på alle posterne. Kun at tage en ottendedel ud kan under alle omstændigheder ikke bruges til at konkludere noget om generationernes samlede stilling.

Jeg kan derfor ikke rigtig se at dit punkt 2 fører frem til nogen meningsfuld konklusion om at nogen generation har fået dobbeltkonfekt. Skal man snakke seriøst om sådanne fordelingsbetragtninger, er der ingen vej uden om at tage udgangspunkt i et egentligt historisk generationsregnskab, som f.eks. det jeg linkede til ovenfor.
Mikael Olai Milhøj @ d. 20. juni 2012 #9
Jeg synes, det virker meget interessant.

Jeg har ikke haft overskud til at læse alle kommentarer, så bare et hurtigt spørgsmål: Generationseffekten giver vel ikke det fulde billede, hvis der sker en forvridning mod et større underskud? "Den første generation" betalte vel næppe 500.000,- pr. barn i nutidsværdi?
Poul Schou @ d. 22. juni 2012 #10
Poul Schou
95%
@Mikael. Jeg formoder at du med større underskud tænker på den forventede fremtidige situation hvor vi i en årrække efter 2020 ifølge fremskrivningen vil opleve stigende underskud på den offentlige saldo. Da det nævnte generationsregnskab er udregnet på baggrund af den samme fremskrivning, tager beregningen højde herfor. Den nævnte fremskrivning er som sagt (lidt mere end) holdbar. Der sker det at de stigende underskud på et tidspunkt vendes til overskud i fremskrivningen. De fremtidige primære saldi (som er det der fordeles ud i generationsregnskaberne) er dermed mere end nok til at kunne overholde den offentlige intertemporale budgetrestriktion. Den generation der fødes i 2012 vil således både komme til at leve i en periode med underskud på den primære saldo og bagefter i en periode hvor der er tilsvarende overskud ifølge den anvendte fremskrivning. De vil altså gennemleve hele det der populært kaldes "hængekøjen".

""Den første generation" betalte vel næppe 500.000,- pr. barn i nutidsværdi?" - Her er jeg lidt i tvivl om du taler om situationen regnet fra i dag, eller om hele det historiske forløb bagud i tid siden velfærdsstatens opståen, jf. min indledning til svaret til Christian S. Hvis vi nøjes med at se på situationen regnet fra i dag, hvilket er det eneste vi KAN se noget om i det generationsregnskab der nævnes i blogindlægget, spiller alle de nulevende generationer rollen som den "første generation" - det er os der i resten af vores levetid skal betale lige så meget som de fremtidige generationer vil koste i al evighed (regnet som nutidsværdi i dag). Hvor meget vi betaler hver især, afhænger stærkt af vores fødselstidspunkt. Er man f.eks. født i 1987 og dermed 25 år i dag, står man ifølge generationsregnskabet gennemsnitlig til at betale 2,3 millioner i resten af sit liv. Denne årgang har i dag fået betalt sin opvækst og stort set hele sin uddannelse og har nu rigtig mange år som nettoydende skatteydere foran sig, indtil den igen begynder at koste penge som 64-årige.

Prøver man at inddrage de historiske betalinger tilbage i tid, er der nok mange generationer der må deles om at være "første generation" i den forstand at der er sket udbygninger af velfærdsstaten på både ydelses- og betalingssiden i deres levetid. De historiske generationsregnskaber for Danmark som jeg kender til, dækker "kun" tiden fra omkring 2. verdenskrig og frem, men såvel folkeskole som offentlig alderdomsforsørgelse er jo betydelig ældre.
Ludvig Wier @ d. 18. oktober 2012 #11
Ludvig Wier
75%
Hej Poul. Jeg beklager jeg blander mig i dit indlæg så sent.. Men årsagen er at jeg er konsulent på programmet "Økonomi for Dummies" og de kunne mægtig godt tænke sig at få besvaret netop dette spm... Mit problem er at jeg bare ikke helt selv forstår det. I dit stiliserede eksempel i figuren, da vil alle generationer da netop gå i nul, hvis der ikke benyttes en diskonteringsrate højere end nul. Så mit spørgsmål er: skyldes den negative værdi af generationsregnskabet at der benyttes en positiv diskonteringsrate i DØRS rapporten?
Poul Schou @ d. 20. oktober 2012 #12
Poul Schou
95%
Hej Ludvig,
du spørger om de knap 500.000 kr. som hver gennemsnitsdansker fra fødselsåret 2012 vil "koste" det offentlige over livet i de ovennævnte beregninger, ville blive til 0 kr. (eller positivt?) hvis diskonteringsraten var 0. Jeg kender ikke det konkrete svar på spørgsmålet - det ville kræve en ny detaljeret beregning at undersøge det. Men det er ret usandsynligt at generationens mellemværende ville blive eksakt 0 hvis man satte renten til 0 og i øvrigt bevarede alle andre antagelser; det er nemt at lave regneeksempler hvor det pågældende tal kunne blive henholdsvis positivt og forblive negativt. Diskonteringsraten er dermed ikke i sig selv afgørende for fortegnet på generationens mellemværende. Derimod er den positive diskonteringsrate en afgørende forudsætning for at de nulevende generationers positive nettobidrag (som jo er en endelig størrelse) kan opveje uendelig mange kommende generationers underskud (som tilsammen udgør en uendelig række af negative størrelser). Det er helt parallelt med en person der sætter et beløb i banken i dag og kan bruge realrenten herfra til at finansiere et konstant forbrug hvert år ud i al fremtid uden nogen sinde at løbe tør for midler.
For en ordens skyld vil jeg lige bemærke at en positiv diskonteringsrate i dette tilfælde virker absolut ukontroversiel. I nogle sammenhænge diskuterer man samme tider om der er noget "uetisk" i en positiv/for høj diskonteringsrate. Den diskussion er dog irrelevant her da diskonteringsraten der skal anvendes her, simpelthen er lig med statsobligationsrenten. Der er jo her tale om et rent statsfinansielt bogholderi som ikke indebærer nogen prioritering mellem nutidige og fremtidige generationer eller noget lignende. Så hvis man tror på at den fremtidige reale statsobligationsrente vil være positiv, er det indiskutabelt at man skal regne med en positiv diskontering i disse regnskaber.
Ludvig Wier @ d. 20. oktober 2012 #13
Ludvig Wier
75%
Kære Poul. Tak for dit svar. Det du skriver giver fuldstændig mening. Men i dit eksempel med de blå og røde kasser, da vil der jo netop ikke være underskud for de enkelte generationer hvis diskonteringsrenten var nul. Så når jeg læser artiklen opfatter jeg det at der bruges en positiv diskonteringsrente, som forklaringen på hvorfor de enkelte generationer kan have underskud samtidig med at statens budget balancerer... Er det rigtigt forstået? I vismændendes kronik i Jyllandsposten lyder formuleringen : "Når årets nyfødte i deres kommende liv kan modtage op til en halv million kroner mere, end de selv betaler, skyldes det altså, at deres forældre betaler for dem. Og selvom vi ikke har pålidelige tal for generationsfordelingen af offentlige indtægter og udgifter langt tilbage i tiden, er det naturligt at tænke, at disse forældre igen har fået deres uddannelsesudgifter betalt af deres forældre osv" .... Og det er det jeg basalt set ikke forstår, hvis alle generationerne har et underskud på 485.000. men derefter dækker børnenes underskud på 485.000. hvorfor går de enkelte generation så ikke i 0? altså de modtager uddannelse som børn, hvilket de betaller tilbage som voksen.... det burde da gå i nul? med mindre diskonteringsrenten gør tilbagebetallingen mindre værd.
Poul Schou @ d. 21. oktober 2012 #14
Poul Schou
95%
Det meget stiliserede eksempel adskiller sig fra de mere detaljerede konkrete beregninger på flere måder, og jeg tror det er det der er årsag til uklarheden. Én forskel er at i figuren er vi i en steady state hele tiden, og alle generationerne (bortset fra den allerførste) har derfor det samme mellemværende. I de omtalte beregninger tages der derimod hensyn til at en række forhold - generationernes størrelse, middellevetiden, tilbagetrækningsregler, modningen af arbejdsmarkedspensioner osv. - forventes at ændre sig fremover, og de vil alle påvirke den offentlige saldo og generationernes mellemværender over for det offentlige. De kommende nyfødte generationer har derfor heller ikke netop det samme underskud på 485.000 kr. De giver ganske vist alle underskud, men størrelsen svinger. Først efter 2100 antages det i disse meget langsigtede fremskrivninger at økonomien kommer i en steady state hvor generationerne på det tidspunkt efterhånden bliver "ens".

En anden forskel er at i det simple eksempel i figuren er der balance på såvel den primære som den faktiske offentlige saldo i hver enkelt periode. Det er en tilstrækkelig, men ikke nødvendig betingelse for at finanspolitikken er holdbar, og i det holdbare forløb i vismandsrapporten er der såvel perioder med underskud som med overskud i de kommende årtier. Jeg kunne have ændret det stiliserede eksempel lidt, så den allerførste generation ikke blot betalte udgifterne til deres egne børns uddannelse, men lidt mere end det. Så ville der have været et overskud på saldoen i periode 1 og dermed en offentlig nettoformue ved slutningen af perioden. Alle de senere generationer kunne så have betalt lidt mindre i skat og ladet renteindtægterne af statens opsparing finansiere resten af uddannelsesudgifterne i den pågældende periode. Med en positiv rente ville sådan et forløb stadig være holdbart, selvom alle generationerne bortset fra den første ville være underskudsgivende. Men i dette tilfælde ville generationerne ikke gå i nul når man regnede deres udiskonterede nettobidrag ud - det ville stadig være et underskud, svarende til at den primære saldo permanent efter periode 1 vil være negativ i dette eksempel.
Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Poul Schou

Poul Schou er ekstern lektor ved økonomistudiet. Forelæser i kandidatfaget Anvendte Generelle Ligevægtsmodeller 2004-11. Er desuden chefkonsulent i De Økonomiske Råds Sekretariat. Blogindlæggene her har dog ingen forbindelse til De Økonomiske Råd og afspejler udelukkende hans egne personlige holdninger. Har tidligere bl.a. arbejdet i Danmarks Nationalbank og den makroøkonomiske modelgruppe DREAM.