Et prokuratorkneb

Tidligere i år var jeg vejleder på et glimrende speciale om fremrykning af pensionsbeskatningen. Det er en ganske vigtig økonomisk problemstilling som har været vendt i debatten om de langsigtede finanspolitiske udfordringer i flere år – og som i visse kredse uformelt omtales som ”prokuratorknebet”. I år er den blevet yderst aktuel, idet regeringen som led i sin skattereform har fremrykket beskatningen af fremtidige kapitalpensioner. Mens reglerne hidtil har været at man (med visse begrænsninger) kunne trække indbetalinger på kapitalpensioner fra i skat og til gengæld skulle betale skat af dem ved udbetalingen adskillige år senere, bliver reglerne nu vendt om. Fra næste år er der intet fradrag på indbetalingstidspunktet. Til gengæld sker der ingen beskatning på udbetalingstidspunktet.

Hvilken påvirkning har sådan en omlægning på de offentlige finanser i det lange løb? En ren fremrykning af pensionsbeskatningen fra udbetalings- til indbetalingstidspunktet har den interessante konsekvens at den offentlige saldo bliver permanent forbedret, og gælden permanent nedbragt, mens finanspolitikkens langsigtede holdbarhed overhovedet ikke påvirkes. Samtidig er den udbetaling som de private pensionsopsparere får i sidste ende, fuldstændig upåvirket af hvornår beskatningen finder sted, så længe skattens nutidsværdi er den samme. Der er altså tale om et ”kneb” i den forstand at regeringen i princippet med dette tiltag permanent kan forbedre den offentlige saldo og gæld uden at det har nogen som helst reale konsekvenser for økonomien i øvrigt!

Dermed er tiltaget også en illustration af at offentlig saldo og gæld på et givet tidspunkt i virkeligheden kan være meget misvisende som udtryk for de offentlige finansers reelle stilling, som tidligere diskuteret i dette blog-indlæg. Har et land, som Danmark hidtil, valgt først at beskatte opsparet pension når denne udbetales, vil formuerne i pensionskasserne indeholde store beløb i udskudt skat. De udgør et implicit aktiv for regeringen, men tæller ikke med i officielle gældsstatistikker. Derimod vil de blive medtaget når det pågældende lands finanspolitiske holdbarhed beregnes, idet denne jo netop opgør alle formodede fremtidige skattebetalinger og forpligtelser for det offentlige.

I Danmark er situationen p.t. den at vores finanspolitik ifølge de fleste ædruelige fremskrivninger vurderes at være holdbar, i øvrigt som et af de meget få lande i Europa. Men vi har stadig udsigt til offentlige underskud i de kommende årtier. Og også til i en længere periode at have strukturelle underskud på over ½ pct. af BNP, hvilket vil være i strid med EU’s finanspagt. Disse underskud ville man altså i teorien kunne fjerne med et snuptag hvis man konsekvent fremrykkede beskatningen af al fremtidig pensionsopsparing. De årlige indbetalinger er så store at man ville forbedre saldoen meget kraftigt og få en situation med permanente overskud i stedet for underskud, selv uden at røre de allerede eksisterende pensionsformuer. Beregninger tyder på at sådan en ændring i det lange løb vil kunne forbedre saldoen med omkring 5 pct. af BNP! Så umiddelbart vil dette tiltag alene altså kunne overflødiggøre alle videre bekymringer om underskud mv.

Beregningerne hviler imidlertid på nogle kritiske forudsætninger. For det første at nutidsværdien af pensionsskatteindtægterne ikke i sig selv påvirkes af en fremrykning. Det kræver at selve skattesatsen ikke ændres ved fremrykningen (modsat den nye ordning for kapitalpensioner der faktisk indebærer en skattelettelse) og at forrentningen i pensionskasserne ikke adskiller sig fra den offentlige sektors alternativrente. For det andet at pensionsopsparerne ikke ændrer adfærd som følge af sådan en fremrykning – hvilket de ud fra en rationel betragtning heller ikke burde gøre så længe deres efter-skat-udbetalinger ikke påvirkes. Og for det tredje, og nok vigtigst, at politikerne ikke fristes af de pludselige forbedrede offentlige saldi til at lempe finanspolitikken på andre områder. Det kræver altså en ret høj grad af finanspolitisk disciplin at undgå at sådan en pensionsfremrykning reelt alligevel vil ende med at forværredelangsigtede finanserfordi politikerne kommer til at bruge flere penge når de implicitte skatteaktiver pludselig bliver synliggjort.

I den forbindelse er fremrykningen af skatten på kapitalpensioner, som jo kun udgør en lille del af den samlede pensionsopsparing, et interessant eksperiment. Det fremgår af skattereform-aftalen at regeringen opfatter fremrykningen som helt neutral for den langsigtede holdbarhed, samtidig med at den forbedrer saldoen med flere milliarder fra og med næste år (dermed giver den plads til at føre en mere ekspansiv finanspolitik på kort sigt uden at saldoen samlet forværres). Skal denne forudsætning om neutralitet holde, betyder det altså, at man på mellemlang og lang sigt skal fastholde denne saldoforbedring. Ellers kommer pengene alligevel til at mangle i regnskabet i det lange løb.