Håbløs 3.g'er søger hjælp.

Svar på indlæg
Af Frederik Bach @ 19 mar. 2016 21:06

Hej altandetlige.dk

Jeg står som mange andre medstuderende i den situation, at jeg går i 3.g og dermed skal jeg vælge studie inden alt for længe. Jeg vil vove den påstand, at jeg har gjort mere forarbejde end gennemsnittet - dog tror jeg også, at jeg er mere i tvivl end den almindelige 3.g'er. Jeg har været til diverse åbent hus-arrangementer, læst utallige debatindlæg om studierne samt været til studerende-for-en-dag-arrangementer. 

Min grundlæggende tvivl bunder i, hvor jeg bør søge ind i forhold til at nå mine fremtidige karrieredrømme. Jeg drømmer om en fremtid i investment banking eller bare banksektoren generelt, hvorfor jeg både har haft kig på polit, HA Almen samt HA (mat.). Jeg kan se så mange fordele og ulemper i alle uddannelser, at det er svært for mig at udelukke én eller flere af dem. Det er klart, at jeg ikke har den praktiske erfaring med studierne, hvorfor jeg kommer til jer med mit spørgsmål:

Hvis jeg drømmer om en fremtid inden for banksektoren eller den private sektor generelt med fokus på økonomiske problemstillinger og løsning heraf, hvilket studie er så det bedste for mig? Jeg interesserer mig en del for samfundsforhold, men især også for det private erhvervsliv.

På forhånd mange tak. 

Svar og citér
Frederik Bach

Frederik Bach

Antal indlæg: 4
Medlem siden: d. 19. marts 2016
Af Frederik Bach @ 19 mar. 2016 21:11

Jeg kan tilføje til mit spørgsmål, at jeg frygter, at jeg ikke kan vinkle polit-uddannelsen nok henimod det private erhvervsliv/banksektoren, hvorfor jeg tænker, at HA (mat.) er mere oplagt. Har jeg ret i det, eller er det blot en frygt baseret på forkerte forestillinger?

Svar og citér
Frederik Bach

Frederik Bach

Antal indlæg: 4
Medlem siden: d. 19. marts 2016
Af Jakob Saugbjerg Kristensen @ 21 mar. 2016 16:02

Hej Frederik,

Du har måske søgt rundt på siden og fundet lignende spørgsmål tidligere. Hvis ikke du har det, så vil jeg anbefale dig at starte med det. Du er ikke den første der har haft de overvejelser og der er kommet mange gode svar på vores forum gennem tiden. Jeg valgte f.eks. selv at læse polit da jeg for snart 5 år siden var i tvivl om jeg skulle vælge HA Mat, MatØk eller polit og spurgte til råds på forummet herinde. Jeg endte med at vælge polit og er ikke i tvivl om at jeg valgte rigtigt.

For at holde det kort, så er polit selvfølgelig mere samfundsøkonomisk orienteret end både HA-mat og HA Almen. Vores bachelor er stort set udgjort af matematik, (teoretisk) mikroøkonomi, (teoretisk) makroøkonomi og (teoretisk) økonometri - omend der er mulighed for at afprøve sine praktiske færdigheder lidt undervejs.

Det teoretiske gør, at mange får studiejobs fra 2. år og frem - heriblandt en del i banksektoren. Så hvis du kan lide at balancere et teoretisk studie med en praktisk erfaring fra erhvervslivet, så er polit helt sikkert en god vej ind i den branche du gerne vil. 

Matematik er det sprog vi taler på studiet og der er god mulighed for at tage videregående fag i det, hvis man synes det er praktisk for andre fag eller bare spændende i sig selv. Mit indtryk er i hvert fald, at der matematisk ikke er nogen forskel på hvad der kræves på polit og HA-mat. Så i sidste ende er der ikke så stor en forskel på at vælge de to studier - i hvert fald ikke når det kommer til erhvervsmuligheder. Begge fag giver en god ballast til en karriere i den finansielle sektor.

HA Almen adskiller sig en del fra polit og HA mat. Der undervises ikke i matematik og der stilles heller ikke nogen særlige krav til det. Med en HA Almen kan man godt specialisere sig i 'blødere' finansiering, hvilket ikke nødvendigvis er nogen dum ting. Hvis man gerne vil ind i Investment Banking behøver man f.eks. ikke det helt store arsenal af matematik, men derimod kunne noget regnskab og værdiansættelse, som vi ikke har på polit. På HA Almen skal man dog også lige sluge nogle fag i marketing, organisation, mm.

Mit råd er derfor, at du gør op med dig selv hvor matematisk anlagt du er. Hvis du kan lide at arbejde med matematik, så skal du uden tvivl vælge HA Mat eller polit. Vælger du polit eller HA mat så afskærer du ikke dig selv fra nogle muligheder som HA Almen ville have givet. Hvis du er træt af matematikken så bliver du meget hurtigt træt af polit og sikkert også af HA Mat. 

Svar og citér
Jakob Saugbjerg Kristensen

Jakob Saugbjerg Kristensen

Antal indlæg: 592
Medlem siden: d. 27. maj 2011
Af Mikael Olai Milhøj @ 31 mar. 2016 14:03

Vi er nu også mange politter i den private sektor - også i banksektoren. Dit problem er nok, at du fremstiller problemet lidt ensidigt. Folk laver jo mange forskellige ting både i den private sektor banksektoren. "Investment banking" er jo også lidt udefinerbart. 

Polit giver en bred forståelse for mikro, makro og statistik - med gode muligheder for også at få en god finansiel forståelse (især på sammenhængen mellem mikro & makro og finansielle markeder. Ved ikke med mht. regnskabsfag, da det ikke er en vej, jeg har gået). Så man får en bred uddannelse med stor forståelse for mange sammenhænge. Det er positivt.

Hvis du er interesseret i at vide mere om erhvervsøkonomi, virksomhedsstrukturer, finansiering mv., så er HA.almen nok mere oplagt. Men den samfundsøkonomiske forståelse er ikke nær så god her. 

HA.mat vil jeg sige er i midten af de to. Men bestemt også en god uddannelse. 

Du glemmer også, at der er mat.øk på matematisk institut. Her får man en god matematisk uddannelse med meget tung teori, hvilket kan være ganske brugbart, bl.a. hvis du sidder og handler på finansielle markeder. Så det er også en mulighed.

Det gode ved polit (synes jeg) er, at det er en bred uddannelse, hvor man kan få lov til at prøve sig selv af i mange retninger og bliver god til mange ting. Noget der også er efterspurgt i banksektoren og i det private generelt. Hvis du nævner mere specifikt, hvad du tænker, du skal lave, hvis du nu fik dit "drømmejob" i banksektoren, så kan vi måske spore dig bedre ind på det :o) 

Håber du får valgt rigtigt - det er aldrig sjovt at lukke døre. 

Svar og citér
Mikael Olai Milhøj

Mikael Olai Milhøj

Antal indlæg: 158
Medlem siden: d. 06. september 2010
Af Frederik Bach @ 31 mar. 2016 14:51

Mange tak for de gode svar! 

Jeg har svært ved at sige præcist, hvad det er jeg vil inden for banksektoren, da jeg naturligvis ikke er bekendt med alle aspekter heri. 

Jeg har nu besluttet mig for, at det bliver polit - så jeg glæder mig til at se, hvilken vej det bringer mig! 


Frederik

Svar og citér
Frederik Bach

Frederik Bach

Antal indlæg: 4
Medlem siden: d. 19. marts 2016
Af Mikael Olai Milhøj @ 31 mar. 2016 14:58

Det er et godt og solidt valg - polit er bredt anerkendt! 

Svar og citér
Mikael Olai Milhøj

Mikael Olai Milhøj

Antal indlæg: 158
Medlem siden: d. 06. september 2010