Polit Case Competition 2015

Til marts vil Økonomisk Institut lægge lokaler til en case competition, hvor engagerede og fagligt dygtige bachelor- og kandidatstuderende vil få muligheden for at anvende økonomisk teori i praksis.

Polit Case Competition henvender sig til den studerende, som tilstræber at kombinere samarbejde og anvendelse af økonomisk viden til at formidle en løsning på et aktuelt problem.  

I samarbejde med konsulenthuset Copenhagen Economics præsenteres en case, der både udfordrer deltagernes økonomiske intuition og teoretiske viden.  Med emner der omhandler alt fra konkurrence mellem europæiske lufthavne til omkostninger af Post Danmarks serviceforpligtigelse og konsekvenser af skat på finansielle transaktioner, har Copenhagen Economics nemlig dagligt hænderne begravet i problemstillinger, der er skræddersyede til en stud.polit.

Hvornår og hvordan?
Konkurrencen kommer til at foregå over en weekend i marts og vil være åben for 30 hold af 2-4 personer sammensat af de studerende selv. Dommerpanelet vil bestå af økonomer fra Copenhagen Economics, der igennem to runder vil finde frem til holdet med den bedste løsning. Vinderne vil foruden den faglige prestige også kunne gå hjem med konkurrencens hovedpræmie på 20.000 kr.

Selve casen vil indeholde en teknisk empirisk del, hvorfor det vil være et krav, at de deltagende skal være på minimum 2. år af bacheloren eller i gang med kandidaten. Selvom konkurrencen er målrettet politstuderende, vil også studerende fra eksempelvis HA.Mat, Mat.Øk eller oecon have mulighed for at deltage, blot man har haft relevante databehandlingsfag.

Arrangementet vil indeholde morgenmad, frokost, diverse oplæg og vil blive afsluttet med en stor middag. 

Vil du være med?
Har du som studerende derfor lyst til at se, hvordan en økonomisk uddannelse kan bruges i det virkelige liv, og samtidig prøve kræfter med hverdagen i konsulentbranchen, kan du allerede nu begynde at samle et hold og holde ørene åbne.

Meget mere information om forløb, opbygning af konkurrencen, ansøgningsprocedure samt tilmelding vil følge i de kommende måneder på altandetlige.dk.

Er du studerende på 1.  eller 2. år, og ønsker du at blive en del af teamet bag PCC og løse praktiske opgaver i forbindelse med afholdelsen af konkurrencen? Så kontakt os på politcc@politcc.com eller Frederik på tlf: 25 21 82 76

De bedste hilsner,

Teamet bag PCC

Virksomheder

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk