Postkort fra London School of Economics

Kære politter

Her følger en lille hilsen fra London, hvor jeg nu har færdiggjort mit 2. semester ud af 3 på London School of Economics. Jeg besluttede mig forrige vinter for at tage en etårig MSc Political Economy of Europe (et studie med stor fokus på EU-spørgsmål) herovre efter min BA som en del af mine 2 år på kandidatuddannelsen i København, og det har indtil videre været det hele værd.  Opholdet har varet siden september 2014 og slutter, når jeg afleverer min dissertation d. 20 august.

LSE er et perfekt valg, hvis man som studerende går og tænker på et udlandsophold, hvor det er muligt at mikse seriøsitet med sjove og sociale oplevelser. På den seriøse side, så er LSE måske det mest rummelige og ambitiøse samfundsfaglige universitet i Europa, og det kan man virkelig mærke. Der er højt til loftet, masser af interessante og ambitiøse mennesker (både professorer og medstuderende) samt plads til forskellige holdninger til teori og empiri. Den sidste faktor har nok været det, som har påvirket mig mest. På LSE kræves det, at du er i stand til at udvikle dine egne argumenter og tænke kritisk om den teori, som bliver præsenteret for dig. Derfor var der bl.a. også både neoliberal og marxistisk teori på læseplanen, da vi skulle diskutere forholdet imellem stat og marked i vores første uge. En tilgang som var ganske uvant for mig som politstuderende (måske fordi jeg endnu kun har færdiggjort min BA? Og fordi jeg ikke tager den klassiske økonomiuddannelse på LSE?). Man vender  sig dog hurtigt til at sammenligne forskellige økonomiske og politiske teorier for hvert et lille samfundsmæssigt emne, som man dykker ned i. Her har hele fundamentet fra det danske uddannelsessystem, som bygger på selvstændig tænkning fremfor udenadslære, været et kæmpe plus – jeg kender kun danske studerende, som klarer sig godt i LSE-systemet.

Det har særligt været interessant at beskæftige sig med EU’s krisehåndtering i sydeuropæiske lande, hvor jeg har opnået et lidt mere nuanceret synspunkt end det, som man ofte bliver præsenteret for i Nordeuropa – omhandlende sydeuropæisk dovenskab og uduelighed og ført an af de tyske økonomer. Også analyse af udviklingen i østeuropæiske lande efter kommunisme har været gavnlig til at opnå en forståelse for, hvordan økonomiteorien kan fungere, når der ikke eksisterer de samfundsmæssige institutioner og rationalitet, der indgår som grundantagelse i meget økonomisk teori.

Når det er sagt, så vil jeg dog også slå fast, at jeg er begyndt at savne politstudiets stærke metodiske tilgang til analyser. Jeg synes, at political economy feltet er et rigtig godt supplement til økonomistuderende, som gerne vil lære at belyse problemstillinger fra andre vinkler, men økonomiredskaberne, som vi lærer, er stadig rigtig brugbare, hvis man gerne vil komme frem til konklusioner, der er brugbare i praksis. Politstudiets strukturerede tankegang kan til tider være lidt ensrettet, men der er ingen tvivl om, at vi har en stærk analytisk fordel, når vi også bevæger os ud på lidt usikker grund.

LSE er dog også andet end faglighed. Har man lyst til at tage del i det, så er der et stærkt socialt fælleskab med masser af fester, hvor særligt italienerne er gode til at gå forrest. Mine bedste venner på studiet inkluderer både danskere, men også italienere, franskmænd og tyskere – det er ufatteligt, hvor éns vi egentlig alle er på mange punkter taget vores forskellige nationaliteter i mente.  Venskaberne har også kastet en tur til Paris og Calabrien i Syditalien af sig, og det er helt sikkert med at tage chancen, når man bliver inviteret på besøg af folks familier. Grundet vores store fokus på EU har vi også nyligt været på en lille networking-tur til Bruxelles og derefter en smuttur til Amsterdam. I London har jeg særligt været glad for LSE-pubben, hvor man kan have seriøse faglige diskussioner med medstuderende og meget anerkendte professorer over en pint, samt det relativt nyopståede festmiljø i det østlige London, der kan beskrives som Londons svar på Nørrebro (dog meget større og med flere forskellige kvarterer). Mit indtryk er dog, at der så meget jeg endnu ikke har set, da byen simpelthen er for stor til et enkelt år.

Jeg vil anbefale dygtige politstuderende til at tage på LSE og få en masse fede oplevelser samt et ret fedt eksamensbevis med hjem i kufferten. Man skal slet ikke være usikker på, om man kan klare det – vi har et rigtig højt niveau både fagligt og engelsksprogligt – og et godt sted at starte er ved at ansøge om Mikael Kristiansen stipendiet. Udover en rigtig stor sum penge kan man ved modtagelse af stipendiet også få faglig støtte i ansøgningsprocessen, som kan være lidt omstændig (her var Peter Erlings hjælp meget afgørende for min optagelse). Så spring ud i det!

Nu starter eksamensforberedelserne og dissertation-skrivningen, og her skal der knokles. Håber snart at se alle mine søde polit-venner igen. Til fredagbaren, KØS, Cafélitten eller bare siddende i solen i Kommunehospitalets gård.

Regnvåde London-hilsener

Jakob


Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk