Stud. polit. i DI

Hvor arbejder du?
Jeg arbejder i Dansk Industris erhvervsøkonomiske afdeling.

Hvor mange timer arbejder du om ugen?
Jeg er ansat til 20 timer om ugen, men nyere studenter er kun ansat til 15 timer grundet fremdriftsreformen. DI er dog meget fleksible ift. arbejdstiden, og jeg kan sagtens arbejde 10 timer nogle uger og 30 i andre, hvis det passer bedre med mit skema.

Hvorfor søgte du arbejde i DI?
I DI beskæftiger man sig oftest med høj aktuelle problemstillinger, hvor man kan være med til at præge den økonomiske-politiske debat. Jeg har altid haft en stor interesse for politik, hvilket gjorde at DI var et oplagt valg, da man her kan beskæftige sig med mange spændende politiske problemstillinger. Derudover så havde jeg hørt af andre veje, at det skulle være et godt sted at være student. Det kan jeg kun bekræfte efter at have været ansat i DI i knap tre år (minus fire måneder, hvor jeg var på udveksling i Hong Kong). Jeg var på 4. semester, da jeg startede i DI.

Hvordan fik du jobbet, og hvad består dit job i?
Som så mange andre politter fangede jeg et jobopslag på Altandetlige, søgte jobbet, kom til samtale og fik det.

Jeg er ansat i Erhvervsøkonomisk afdeling, hvilket faktisk er en smule misvisende ift. hvad vi rent faktisk laver. I vores afdeling beskæftiger vi os i høj grad med de makroøkonomiske områder, dvs. en stor del af tiden bruges på at følge konjunkturudviklingen i dansk og international økonomi. Derudover følger vi udviklingen i en lang række forskellige brancher. Det betyder, at en stor del af mit arbejde består i holde vores data opdateret, samt levere data og tal til analyser i afdelingen, men også til resten af huset. Derfor bruger jeg som student en del tid på at programmere i hhv. AREMOS, SAS og R. 

I min afdeling sidder vi seks studenter, hvor vi hver især har vores egne ansvarsområder. Over tiden er der dog rig mulighed for at skifte til andre ansvarsområder, så man kommer omkring flere spændende områder. Jeg har blandt andet arbejdet meget med vores prognose, som udgives tre gange om året, men jeg har også brugt en del tid på at grave mig ned i ADAM-modellen.

Ud over en stor mængde af databehandling skriver man, som student, hver måned en række brancheanalyser til vores branchefællesskaber, og der er også rig mulighed for at skrive analyser i samarbejde med konsulenterne i afdelingen. Vi holder en del oplæg for blandt andet gymnasier, som os studenter kan få lov at være med til, hvis man synes det er spændende.

Havde du relevant erhvervserfaring, da du fik jobbet?
DI var mit første studierelevante job, så min erfaring kom udelukkende fra studiet.

Hvordan er jobbet relevant for en stud.polit, og hvilke fag har været mest relevante for dig - herunder bestemte valgfag, der er gode?
Man bruger en del fra samfundsbeskrivelse på første år, hvilket jeg den gang ikke synes var verdens mest spændende fag, men når man kommer ud og arbejder med det i praksis, og kan se hvilken relevans det har for den politiske debat, så er det noget mere spændende.

Derudover er valgfaget ’Programmering og statistik med SAS’ også ret nyttigt, da DI stadig benytter sig af SAS. Nu da studiet er gået væk fra at bruge SAS, er det en klar fordel hvis man kan lidt SAS. De økonometriske fag samt international økonomi har også været relevante ift. mit job.

Hvad er det bedste ved jobbet?
Grundet af, at vi er seks studenter i afdelingen er der relativt stor fleksibilitet ift. til arbejdstiden -både i løbet af semesteret og i eksamensperioden. Derudover er der tid til at man i nogle perioder kan få lov til at fordybe sig i et specifikt område, mens man i andre perioder har flere mindre opgaver, så der er en god variation i arbejdsopgaverne.

Ligeledes har jeg været så heldig at kunne skrive mit speciale i samarbejde med DI i dette semester, hvilket udover at give et bedre specialekontor end de mørke kældre på CSS, også giver mig faglig sparring og et dataindblik, jeg nok ikke ville have kunne få uden for huset.


Er der fryns og sociale arrangementer på jobbet?
Udover at være placeret lige mit på Rådhuspladsen i et helt nyt hus og med udsigt ud over København, har vi en del personalearrangementer, såsom fredagsbarer, vinklub og sportsforening. Derudover er der en studenterforening, hvor studenterne i huset mødes til forskellige arrangementer i huset. Vi har også en lækker kantine på øverste etage i huset, samt kaffe, der får en til gerne at ville på arbejde mandag morgen. Internt i afdelingen er der en uformel tone, og os studenter har tradition for at tage ud at spise sammen eller drikke øl.


Kan du se dig selv arbejde videre på denne arbejdsplads og/eller i dette arbejdsområde, når du er færdig?
Det kan jeg bestemt. Min interesse for den økonomiske-politiske debat er ikke blevet mindre med årene i DI. Hvis man, som jeg, vil være med til at præge debatten, blandt andet igennem dybdegående analyser, så er DI et godt sted at være, fordi DI netop er en vigtig stemme i debatten.

Virksomheder

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk