Poul Schou

Gensyn med generationsregnskaber

Hvordan de forskellige generationer har haft det eller vil få det i forhold til hinanden, er altid et godt samtaleemne. Det er tidligere blevet diskuteret her i bloggen i indlæg om græshopper eller dessertspisere, prisen på en dansker og myten om de stakkels nyfødte. Nu er spørgsmålet aktuelt igen fordi de økonomiske vismænd i deres netop udkomne forårsrapport har belyst spørgsmålet grundigere. De har undersøgt historiske data tilbage til 1948 og kombineret dem med den udvikling som de forskellige generationer vil møde hvis man tager udgangspunkt i vismændenes nyeste langsigtede økonomiske fremskrivning, foretaget ved hjælp af DREAM. Hermed fås - under en lang række beregningsmæssige antagelser - en opgørelse over forholdene for årgangene født lige fra 1930 til 2030.

Generationernes vilkår er sammenlignet for fire væsentlige forhold: Udviklingen i livsindkomster (summen af arbejds- og kapitalindkomsten), betydningen af de historiske kapitalgevinster på ejerboligmarkedet, de enkelte årganges nettobetalinger til det offentlige (dvs. alle de skatter og afgifter årgangene i alt har betalt over livet, fratrukket værdien af de offentlige ydelser de har modtaget) samt årgangenes samlede erlagte antal arbejdstimer over livet (hvor der vel at mærke menes erhvervsarbejde - arbejdstimerne i husholdningen er ikke talt med).

Mange af de overordnede konklusioner er egentlig ikke så overraskende for folk der har fulgt den faglige debat og tidligere undersøgelser om samme emne, men kan nok alligevel vække opmærksomhed - og måske også vantro - andre steder i offentligheden. Det konkluderes således at yngre årgange nærmest uden undtagelse bliver rigere end ældre. Og forskellene er betydelige når man betragter tallene med 30 års forskel, svarende til den omtrentlige afstand mellem forældre og børn. I undersøgelsen mere end syvdobles indkomsten fra den ældste og fattigste årgang 1930 til den yngste og rigeste årgang 100 år senere. Det er selvfølgelig den vedvarende produktivitetsvækst der er årsag hertil, men det virker overraskende på mange at andre udsving, f.eks. større lavkonjunkturer som de syv magre år 1987-93 eller finanskrisen i de senere år, ikke har større indflydelse på generationernes levevilkår. Også kapitalgevinsterne på boligmarkedet, som præger manges opfattelse af de forskellige generationer, betyder relativt lidt (aldrig mere end et par procent af livsindkomsten).

Sværest at forstå er måske udviklingen i årgangenes nettobidrag til det offentlige, især fordi de viser at alle nulevende unge og kommende nyfødte generationer er nettomodtagere af ydelser - i beregningerne kan en nyfødt fra 2014 se frem til at modtage ca. 400.000 kr. mere fra det offentlige end vedkommende vil betale i skat over livet. For mange virker det kontraintuitivt at sådan en permanent tilstand kan være forenelig med en sund og holdbar finanspolitik, men det kan altså sagtens være tilfældet, som det forklares her. Tallet demonstrerer blot at omfordelingen i den danske velfærdsstat først og fremmest går fra ældre til yngre generationer. De to afgørende forudsætninger for at regnestykket hænger sammen er dels at realrenten er positiv og dels at der på et tidligere tidspunkt har været en eller flere generationer der har været nettoydere og altså betalt mere til det offentlige end de selv har fået igen.

Her bidrager den nye rapport ved nærmere at udpege disse generationer. Man skal nemlig ikke så mange årtier tilbage for at se fortegnet skifte, som det fremgår af figuren nedenfor over de forskellige årganges nettobidrag til den offentlige sektor. Langs førsteaksen er angivet de forskellige fødselsårgange, og langs andenaksen nettobidraget over livet pr. gennemsnitsperson i hver årgang, tilbagediskonteret til fødselstidspunktet og målt i 1.000 kr.

Som det ses, går der en skillelinje ned midt gennem 1980'erne: Årgange der er født før dette tidspunkt, er nettobetalere til det offentlige, og årgange født senere er nettomodtagere under de anvendte beregningsforudsætninger.

Det man oplever i figuren, er opbygningen af velfærdsstaten, hvor de ældste årgange kun har modtaget ret beskedne beløb i form af uddannelsesydelser mv. som unge, men er kommet til at betale noget mere som midaldrende, hvor såvel skatter som offentlige ydelser er steget i forhold til deres ungdomstid.

Man skal være forsigtig med at tolke alt for hårdt på forskydninger mellem de forskellige årgange. Valg af diskonteringsrate mv. vil påvirke størrelserne i figuren og dermed også hvor eksempelvis skillelinjen mellem "ydere" og "nydere" går. Alligevel er det tankevækkende - synes jeg i hvert fald - at man ikke behøver at gå længere tilbage for at finde betalergenerationerne.

Er der noget problem i at de ældste og fattigste generationer åbenbart har betalt og fortsat fremover vil betale til deres yngre og rigere medborgere via det offentlige? Det behøver ikke at være tilfældet. Forældre har altid overført resurser til deres børn - det er nu engang sådan menneskelivet er indrettet. Når man udvider den offentlige sektors rolle kraftigt, som det er sket i efterkrigstiden, bliver nogle af de forpligtelser som før fandtes i familien, overført til offentligt regi. Så modstykket til de større offentlige betalinger er i hvert fald i et vist omfang færre private omkostninger til børneopdragelse mv. Det bør man også have med i baghovedet når man vurderer disse udviklingslinjer.

 

 

 

 

0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Poul Schou

Poul Schou er ekstern lektor ved økonomistudiet. Forelæser i kandidatfaget Anvendte Generelle Ligevægtsmodeller 2004-11. Er desuden chefkonsulent i De Økonomiske Råds Sekretariat. Blogindlæggene her har dog ingen forbindelse til De Økonomiske Råd og afspejler udelukkende hans egne personlige holdninger. Har tidligere bl.a. arbejdet i Danmarks Nationalbank og den makroøkonomiske modelgruppe DREAM.