Ambitiøs og analysestærk medarbejder til Finansministeriets kontor for undervisning og uddannelse

Har du høje ambitioner for dig selv og det danske samfund? Interesserer du dig for politikudvikling og økonomisk politik? Og kunne du tænke dig en af Danmarks bedste 'embedsmandsuddannelser' i det politiske maskinrum på Slotsholmen? Så er en stilling i Finansministeriets 4. kontor måske dit næste job.

Om stillingen

Vi søger en fagligt og analytisk stærk medarbejder, der kan bidrage til kontorets projekter og indsatsområder.

Som medarbejder i kontoret vil du blandt andet have ansvaret for selvstændigt at udarbejde forslag til nye politiske tiltag og analysere de udgiftsmæssige konsekvenser heraf samt lave økonomiske analyser og beregninger.

Du kan være nyuddannet eller have nogle års erfaring. Din opgaveportefølje vil blive tilpasset din faglige profil og erfaring.

Om Finansministeriet og kontoret

Finansministeriet varetager en bred vifte af opgaver, som bidrager til at give regeringen det bedst mulige grundlag for at træffe centrale politiske beslutninger og føre en sund økonomisk politik.

I 4. kontor har vi ansvaret for at understøtte regeringens politikudvikling, økonomiske politik og styring på børne-, undervisnings-, uddannelses- og forskningsområderne. På disse områder har kontoret bl.a. ansvaret for finanslovsarbejdet, foretager analyser af uddannelsessystemets indretning, deltager i ekspertgrupper og politiske forhandlinger og forbereder politiske udspil.

Konkret har vi i kontoret – og i samarbejde med andre ministerier – bl.a. udarbejdet forslag til reform af kandidatuddannelserne, reform af SU-systemet, folkeskolereform, nyt taxametersystem for de videregående uddannelser og erhvervsuddannelsesreform, ligesom vi løbende bistår diverse kommissioner og ekspertudvalg på området. Kontoret udarbejder desuden løbende registerbaserede analyser inden for undervisnings- og uddannelsesområdet.

Kontoret består aktuelt af otte medarbejdere, tre studenter og en kontorchef. Du vil blive en del af et miljø, hvor vi arbejder i teams om større projekter og prioriterer at hjælpe hinanden, når der er behov for det. Du vil opleve en stejl læringskurve, hvor du fra starten får et stort ansvar for egne opgaver og projekter. Samtidig bliver du en del af et kontor og et ministerium, hvor der er stort fokus på at skabe resultater i fællesskab.

Vi kan med andre ord tilbyde et job, hvor du kommer tæt på den politiske beslutningsproces og har gode muligheder for at videreudvikle dine faglige og personlige kompetencer i tæt samarbejde med engagerede og dygtige kolleger.

Om dig

Konkret lægger vi vægt på, at du:

  • har flair for tal og gode økonomiske og analytiske kompetencer, som du formår at anvende i praksis
  • har en stærk samfundsvidenskabelig profil (fx cand.polit, cand.oecon eller cand.scient.pol.) og erfaring med økonomiske og registerbaserede analyser
  • er god til at kommunikere - både mundtligt og skriftligt
  • har drive og arbejder selvstændigt med opgaver og udfordringer
  • har lyst til at indgå i et tæt og konstruktivt samarbejde med dine kolleger i kontoret og i andre ministerier
  • er ambitiøs både på egne og på samfundets vegne
  • er interesseret i at arbejde tæt på de politiske processer
  • trives med, at hverdagen kan være travl, og at arbejdsdagene nogle gange kan være lange.

Det er en fordel, men ikke et krav, at du har kendskab til børne-, undervisnings-, uddannelses- og forskningsområderne.

Ansættelsesvilkår

Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret som fuldmægtig eller konsulent på baggrund af dine kvalifikationer.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes til HEMMELIGT og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode.

Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, Statens Administration, Statens It og Økonomistyrelsen.

Yderligere oplysninger

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Susanne Sundgaard Hansen på tlf. 4023 7372 (sha@fm.dk) eller chefkonsulent David Granild-Jensen på tlf. 2058 1977 (davgra@fm.dk).

Udbyder

Finansministeriet

Jobtype

Fuldtid

Ansøgningsfrist

28. august 2023

Ansøgning

Ansøgning Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den 28. august 2023. Vi forventer at holde samtaler løbende. Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.