Ambitiøs og metodestærk studentermedhjælper til Det Tværgående Analysekontor og Klimaenheden på Københavns Rådhus
Brænder du for at arbejde med registerdata, og har du et ønske om at udvikle dine evner indenfor økonomiske analyser? Så kan vi tilbyde dig en lærerig studenterstilling i et stærkt fagligt analysemiljø i Økonomiforvaltningen på Københavns Rådhus.
Med omkring 650.000 indbyggere udgør Københavns Kommune mere end ti procent af landets befolkning. Byen er samtidig blandt de hurtigst voksende i landet. Det stiller stadigt større krav til, at byens politikere kan træffe beslutninger på et fagligt oplyst grundlag. Det Tværgående Analysekontor og Klimaenheden leverer via registerbaserede analyser dette beslutningsgrundlag ved at besvare spørgsmål som f.eks.:
- Hvor stort er kommunens og københavnernes klimaaftryk?
- Hvad påvirker folks lyst til og mulighed for at bo i København?
- Hvordan vil byens befolkning udvikle sig i fremtiden, og hvad stiller det af krav til boliger, byrum, serviceudbud, medarbejdere og finansiering?
- Hvordan styrkes fastholdelse og rekruttering af medarbejdere til de store velfærdsområder?
- Hvilke faktorer har betydning for, om unge gennemfører en ungdomsuddannelse og får fodfæste på arbejdsmarkedet?
- Hvilke indsatser i beskæftigelsespolitikken hjælper bedst ledige københavnere i job eller uddannelse?
Du vil som student skulle bistå os med både større og mindre analyser indenfor kommunens områder og bidrage til notater og præsentationer til direktionen og til overborgmesteren. I dit daglige arbejde vil du bl.a. udarbejde økonometriske, registerbaserede analyser.
Din profil
Stillingen forudsætter, at du har gennemført de første år på studiet, men stillingen er også relevant for dig, der allerede er startet på din kandidatuddannelse. Erfaring fra andet relevant studiejob er en fordel, men ikke en forudsætning. Vi lægger vægt på, at du:
- Læser en samfundsvidenskabelig uddannelse, såsom økonomi, statskundskab, sociologi mv.
- Har stærke analytiske og økonometriske kompetencer.
- Har en interesse for at arbejde med registerbaserede analyser og gerne erfaring med at arbejde i SAS, R, STATA eller lignende programmer.
- Har gode formidlingsevner og er detaljeorienteret.
- Er god til at samarbejde og har lyst til at indgå i et fagligt og socialt kollegialt fællesskab.
Som student i Det Tværgående Analysekontor og Klimaenheden kommer du bl.a. til at arbejde med registerdata fra Danmarks Statistik, hvorfor en del af arbejdet består i at programmere i SAS eller andre programmeringssprog. Derudover vil der være opgaver i Excel og PowerPoint med at tilrettelægge og præsentere data. Vi arbejder oftest projektorienteret, men der vil også være enkelte driftsopgaver samt ad-hoc-opgaver. Dine opgaver bestemmes i høj grad af dine kvalifikationer og dit engagement.
Vi tilbyder
Du bliver ansat i Det Tværgående Analysekontor, som også rummer Klimaenheden, og som er forankret centralt i Økonomiforvaltningen på Københavns Rådhus. Afhængigt af dine kompetencer og interesser vil du både kunne arbejde med analyser på klimaområdet og på de kommunale velfærdsområder.
Du bliver en del af et fagligt stærkt miljø med spændende og udfordrende analyser, der har stor politisk bevågenhed. Du får gode muligheder for at udvikle dig fagligt, og samtidig bliver du del af en arbejdsplads, hvor vi lægger vægt på et godt socialt miljø.
Vi tilbyder løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. Arbejdstiden er omkring 15 timer om ugen i gennemsnit. Arbejdstid og -dage aftales nærmere. Vi er generelt fleksible, ligesom der tages hensyn til eksamensperioder.
Mere information
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Karen Krag Sehested på 2364 8714 eller fuldmægtig Ivan Hallas Kierkegaard på 2362 3467. Læs mere om Københavns Kommune og Økonomiforvaltningen på www.kk.dk
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og karakterblad.
Søg via linket senest onsdag den 5. oktober 2022
Vi forventer at afholde samtaler i uge 41 med tiltrædelse den 1. december, dog under hensyntagen til eksaminer mv.
Om Økonomiforvaltningen
Københavns Kommune er Danmarks største arbejdsplads med syv forvaltninger og cirka 45.000 medarbejdere. I Økonomiforvaltningen er vi cirka 2.500 medarbejdere. Vi arbejder for Overborgmesteren, Borgerrepræsentationen og Økonomiudvalget, og vi understøtter derved de kommunale beslutningsorganer på højeste niveau. Sideløbende varetager vi de overordnede, koordinerende opgaver vedrørende kommunens økonomi, IT, personale, fysiske planlægning, administration, kommunikation og den generelle udvikling af byen.
Udbyder
Københavns Kommune
Jobtype
Studiejob
Ansøgningsfrist
5. oktober 2022
Ansøgning
Søg via linket senest onsdag den 5. oktober 2022