Ambitiøse og metodestærke studentermedhjælpere til Den Tværgående Analyseenhed i Københavns Kommune

Brænder du for at arbejde med store mængder registerdata, og har du et ønske om at udvikle dine evner indenfor økonomiske analyser? Så kan vi tilbyde dig en lærerig studenterstilling i et stærkt fagligt analysemiljø på Københavns Rådhus.

Med tæt på 650.000 indbyggere udgør København mere end 10 procent af landets befolkning, og byen er samtidig blandt de hurtigst voksende i landet. Det stiller stadigt større krav til, at byens politikere kan træffe beslutninger på et fagligt oplyst grundlag. 

Analyseenheden spiller en central rolle i udarbejdelsen af dette grundlag ved brug af registerdata og en bred vifte af analytiske og metodiske tilgange. Vi søger to dygtige studenter, der kan bistå os i dette arbejde.

Om stillingerne
Du bliver ansat i Den Tværgående Analyseenhed i Københavns Kommune. Analyseenheden kortlægger strategiske udfordringer og udarbejder statistiske og økonomiske analyser, som giver det solide faglige grundlag for beslutninger til gavn for København og københavnere. Analyserne udarbejdes på tværs af kommunens områder og i tæt samarbejde med de øvrige forvaltninger.

Du vil skulle arbejde med både større og mindre analyser indenfor kommunens områder og bidrage til notater og præsentationer til direktionen og til overborgmesteren. I dit daglige arbejde vil du bistå os med at udarbejde økonometriske, registerbaserede analyser, som kan besvare spørgsmål som fx.:

  • Hvad påvirker folks lyst til at bo i København, og hvilke tiltag kan medvirke til at gøre København endnu mere attraktiv og tilgængelig?
  • Hvordan vil byens befolkning udvikle sig i antal og sammensætning, og hvad stiller det af krav til boliger, byrum, serviceudbud, medarbejdere og finansiering?
  • Hvordan påvirker befolkningens socioøkonomiske baggrund behovet for fx ældrepleje?
  • Hvilke faktorer har betydning for, om unge gennemfører en ungdomsuddannelse og får fodfæste på arbejdsmarkedet?
  • Hvilke indsatser i beskæftigelsespolitikken hjælper bedst ledige københavnere i arbejde?

Den Tværgående Analyseenhed er forankret centralt i Økonomiforvaltningen på Københavns Rådhus og består af 14 medarbejdere og fire studentermedhjælpere. Analyseenheden er organisatorisk sammenhængende med Klimaenheden.

Opgaver
Som studentermedhjælper i Den Tværgående Analyseenhed kommer du bl.a. til at arbejde med registerdata fra Danmarks Statistik, hvorfor en del af arbejdet består i at programmere i SAS eller andre programmeringssprog og arbejde i Excel og PowerPoint med at tilrettelægge og præsentere data. Vi arbejder oftest projektorienteret, men der vil også være enkelte driftsopgaver samt ad hoc-opgaver.

Dine opgaver bestemmes i høj grad af dine kvalifikationer og dit engagement.

Din profil
Stillingen forudsætter, at du har gennemført de første år på studiet, men stillingen er også relevant for dig, der er startet på din kandidatuddannelse.

Vi lægger vægt på, at du

  • læser en samfundsvidenskabelig uddannelse, såsom økonomi, statskundskab, sociologi mv.
  • har stærke analytiske og økonometriske kompetencer
  • har en interesse for at arbejde med registerbaserede analyser og gerne erfaring med at arbejde i SAS, R, STATA eller lignende programmer
  • har gode formidlingsevner og er detaljeorienteret
  • er god til at samarbejde og har lyst til at indgå i et fagligt og socialt kollegialt fællesskab

Vi tilbyder
Du bliver en del af et fagligt stærkt miljø med spændende og udfordrende analyser, der har stor politisk bevågenhed. Du får gode muligheder for at udvikle dig fagligt, og samtidig bliver du del af en arbejdsplads, hvor vi lægger vægt på et godt socialt miljø.

Den Tværgående Analyseenhed er fysisk placeret på Københavns Rådhus.

Vi tilbyder løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. Arbejdstiden er omkring 15 timer om ugen i gennemsnit. Arbejdstid og -dage aftales nærmere. Vi er generelt fleksible, ligesom der tages hensyn til eksamensperioder.

Mere information
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Philip Green Pedersen på 2169 2862 eller fuldmægtig Bojana Cuzulan på 2342 3441.

Om Økonomiforvaltningen
Økonomiforvaltningen er en af Københavns Kommunes syv forvaltninger. Vi arbejder for overborgmesteren, Borgerrepræsentationen og Økonomiudvalget og understøtter derved kommunale beslutningsorganer på højeste niveau. Sideløbende varetager vi de overordnede, koordinerende opgaver vedrørende kommunens økonomi, personale, fysiske planlægning, administration, beredskab, kommunikation og den generelle udvikling af byen. Vores mål er at fastholde og udvikle København som en af verdens bedste byer at bo i – og skabe øget vækst gennem viden, innovation og beskæftigelse.

Udbyder

Københavns Kommune

Jobtype

Studiejob

Ansøgningsfrist

18. april 2022

Ansøgning

Søg via linket senest mandag den 18. april 2022 Vi forventer at afholde samtaler i uge 17 med tiltrædelse hurtigst muligt herefter, dog under hensyntagen til eksaminer mv.