Analyse- og talstærk student til Den Sociale Investeringsfond
Interesserer du dig for investeringer, som ikke kun skaber et økonomisk afkast, men også skaber en positiv forandring for mennesker? Vil du være på en arbejdsplads, der er orienteret mod omverdenen og arbejder tæt sammen med kommuner, regioner, staten, fonde, investorer, private leverandører og konsulenter? Vil du gå på arbejde i et hus, som emmer af social innovation, kunst og bæredygtighed? Så findes der kun ét job - og det er i Den Sociale investeringsfond.
De seneste år er der kommet øget fokus på impactinvesteringer, som et hastigt voksende alternativt investeringsmarked. Nu har du mulighed for at arbejde med sociale effektinvesteringer, som er en niche inden for impactinvesteringer.
I 2018 etablerede et bredt flertal i Folketinget Den Sociale Investeringsfond (DSI) med et todelt formål; at vise, at det betaler sig at investere i velfærd samt at udvikle et dansk marked for sociale investeringer på tværs af de større velfærdsområder, hvor bedre liv og bedre økonomi går hånd i hånd.
Sociale effektinvesteringer er en relativt ny investeringsform i en dansk kontekst, men bygger på udenlandske erfaringer. I sociale effektinvesteringer samarbejder myndigheder, leverandører og investorer om at løse en velfærdsudfordring – og investoren påtager sig den finansielle risiko for, at indsatsen skaber de forventede resultater.
Opgaver
I DSI investerer vi i sociale effektinvesteringer. Vi skal være dygtige til at håndtere risici, udvælge de rigtige investeringscases og udvikle partnerskaber, hvor alle parter samarbejder om at løse komplekse velfærdsudfordringer.
I DSI har vi derfor mange og forskelligartede opgaver, som du forventes at bidrage til efter kvalifikationer. Dit arbejde vil primært fokusere på fondens investeringsaktiviteter, hvor du skal:
- Indgå i arbejdet med at lave beregninger og udvikle betalingsmodeller, når DSI udvikler nye investeringscases samt bidrage med analyse- og markedsafdækning af fx leverandører og velfærdsindsatser
- Være med til at udvikle og anvende beregningsmodeller, der løbende kan kvalificere fondens arbejde bl.a. i forhold til finansiering, business cases, værdisætning og risikoanalyse
- Bidrage til at afdække og overvåge risiko i vores investeringer samt sikre god og afgørende ledelsesinformation til DSI’s bestyrelse og samarbejdspartnere
DSI er en lille arbejdsplads med otte ansatte til at løse alle opgaver. Derfor bidrager alle også til at løse opgaver i relation til fondens administration og drift. Faste og løbende driftsopgaver vil derfor også være en del af opgaveporteføljen.
Om dig
DSI arbejder målrettet og dedikeret med at løse komplekse, men utroligt spændende og udviklende opgaver. Vi lægger vægt på, at du trives i en afvekslende hverdag, ligesom vi søger en kollega, som får energi af, at svarene ikke altid findes på forhånd – og at de bedste løsninger oftest udvikles i samarbejde med andre. Vi forventer, at du:
- Læser en kandidatuddannelse og er ved at uddanne dig til fx cand.polit./oecon. cand.scient.pol. eller cand.merc.
- Er struktureret, analytisk, initiativrig og interesserer dig for velfærdspolitik.
- Er dygtig til Excel og arbejder struktureret i regnearkene, så de er gennemskuelige for kollegaer og samarbejdspartnere. Mange af dine opgaver løses i Excel.
- Kan hjælpe med at udføre beregninger og analyser, som kan bruges som input til investering og investeringscases – fx udvikling af business cases, analyser af finansieringsbehov, risikoanalyser mv.
- Er fagligt stærk, skriver godt og leverer produkter af høj kvalitet. Du kan hurtigt tilegne dig ny viden og omsætte det i praksis – og ikke bange for at spørge, hvis der er noget, som du er i tvivl om.
- Er rigtig god til at samarbejde, kan arbejde selvstændigt og varetage meget forskellige opgaver af varierende karakter
Om DSI
Fonden har investeringskapital på ca. 130 mio. kr. og får tilført yderligere midler over de kommende år. DSI investerer inden for seks politisk valgte temaer: Udsatte børn og unge, trivsel, arbejdsmiljø og forebyggelse af livstilssygdomme, ind på arbejdsmarkedet og mennesker med handikap.
DSI ledes af en bestyrelse, hvor Ulla Tørnæs er bestyrelsesformand. Fondens daglige arbejde varetages af et sekretariat, som ledes af en fondschef.
Læs mere om DSI og fondens investeringer på www.dsi.dk.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes pr. 1. marts 2025 – eller snarest derefter – som student efter overenskomst for HK’ere i staten eller anden relevant overenskomst. Stillingen er i udgangspunktet på 15-20 timer om ugen. Vi udviser fleksibilitet i forbindelse med eksamensperioder.
Yderligere oplysninger
Du vil blive ansat i Den Sociale Investeringsfond og arbejdsstedet er Thoravej 29, 2400 København NV. DSI er en del af foreningen Thoravej 29, som vi deler lokaler med. Medlemmer af foreningen har et fælles mål om at transformere samfundet bl.a. gennem kunst og socialt arbejde. Arbejdsmiljøet er derfor levende og inspirerende, og sætter bæredygtighed højt. Du kan læse mere om Thoravej 29 her: https://www.thoravej29.dk/da/om-thoravej-29
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Søren Skårhøj på 53544088.
Udbyder
Den Sociale Investeringsfond
Jobtype
Studiejob
Ansøgningsfrist
27. januar 2025
Ansøgning
Din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag sendes til dsi@dsi.dk. Mærk emnefelt med ’Ansøgning’. Fristen er mandag den 27. januar. Ansættelsessamtaler vil blive afholdt tirsdag den 4. og onsdag den 5. februar. Der vil i forbindelse med ansættelsessamtalen være en case. DSI opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.