Analysestærk studerende til analyser og evidensarbejde på beskæftigelsesområdet

Vil du være med til at analysere og evaluere reformer? Og brænder du for økonometri, registeranalyser og programmering i SAS? Så har vi en spændende studenterstilling i Center for Viden og Analyse.

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked

I Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vi ansvar for at skabe det bedst mulige grundlag for et sundt, dynamisk og effektivt arbejdsmarked, hvor flest mulige har job eller uddanner sig, og hvor virksomheder på alle niveauer har adgang til de medarbejdere de har brug for – ufaglærte, faglærte, eller højt specialiserede vidensmedarbejdere.  

Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at tilvejebringe og udvikle et kvalificeret vidensgrundlag for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger, til implementering af beskæftigelsespolitikken i dialog med vores mange samarbejdspartnere. Alt, hvad vi beskæftiger os med, kvalificeres af høje faglige standarder og evidensbaseret viden, der på én gang skal forankre og inspirere de politiske beslutninger og omsætningen af dem til administrerbar dagligdag med betydning for millioner af mennesker.  

Du kan læse mere om os på www.star.dk​

Udvikling af analyser og udbredelse af viden om beskæftigelsesindsatsen

Center for Viden og Analyse har ansvaret for at lave økonomiske beregninger og analyser i forbindelse med politikforslag på beskæftigelsesområdet. Endvidere har centeret ansvaret for opfølgningen på beskæftigelsesindsatsen samt for at indsamle, behandle og præsentere data og viden om beskæftigelsesindsatsen i Danmark. Vi er knap 50 medarbejdere, herunder en studenterenhed på ni studenter, som du vil indgå i som vores nye student. Centeret er fordelt i fire teams, hvoraf den opslåede stilling indgår i Analyseteamet.

Som vores nye student i Analyseteamet vil din rolle bl.a. bestå i at lave det forarbejde, som skal danne grundlag for beregninger og analyser samt at bistå med udarbejdelsen af disse. Dette indebærer SAS-programmering med henblik på analyser på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik eller styrelsens egne registrer herunder DREAM. De fleste af opgaverne kræver SAS-programmering, men der vil også være mulighed for at få erfaring med andre programmeringsprogrammer såsom R i nogle af analyserne. Det er en fordel, hvis du har erfaring eller kendskab til et af disse programmer, men ikke et krav.

Du vil indgå bredt i Analyseteamets opgaver, herunder:

  • Bidrage til besvarelse af Folketingsspørgsmål, herunder særudtræk i SAS og formulering af besvarelsen.
  • Levere tal til både BM's departement og STAR's fagkontorer.
  • Være tilknyttet en eller flere større og længerevarende analyser i samarbejde med en af de fuldmægtige, herunder beskrivende analyser og effektanalyser. Eksempelvis har vores studenter i Analyseteamet været med til at udarbejde effektanalyser, regressionsanalyser og deskriptive analyser til bl.a. Ydelseskommissionen og Reformkommissionen. 

I stillingen vil du komme til at arbejde sammen med centerets øvrige studenter og ansatte, og får derfor mulighed for at beskæftige dig med mange forskellige data- og analyseopgaver inden for beskæftigelsespolitik, hvoraf de fleste kræver SAS-programmering.

Bliv vores nye kollega

Vi forestiller os, at du:

  • er stud.polit., stud.oecon., stud.scient.pol. eller lignende med en kvantitativ profil
  • kan lide at arbejde med økonometri/kvantitativ metode
  • har erfaring med eller lyst til at lære at programmere i SAS (anden programmeringserfaring er også en fordel)
  • arbejder struktureret, grundigt og analytisk
  • er god til at formidle komplekst indhold på en letforståelig måde til forskellige målgrupper.

Vi finder løsninger sammen

Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne små. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra siden og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er en studenterstilling på gennemsnitligt 15 timer om ugen med fleksibilitet i forhold til dit studie og eksamensperioder. Vi vil gerne have, at du starter hurtigst muligt og senest 1. november 2021. 

Du bliver ansat som student efter OAO-S-fællesoverenskomsten, organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) i statens tjeneste.

Dit daglige arbejdssted er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Vermundsgade 38, 2100 København Ø.  

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte Michelle Lillelund Kærgaard, ansvarlig for studenterenheden, på tlf. nr. 7221 7751 (e-mail på milk@star.dk).

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Jóna Thomsen i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 7220 5272.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest torsdag den 23. september 2021. 

Udbyder

Beskæftigelsesministeriet

Jobtype

Studiejob

Ansøgningsfrist

23. september 2021

Ansøgning

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest torsdag den 23. september 2021.