Analytisk stærk fuldmægtig til analysekontoret i Social-, Bolig- og Ældreministeriet

Kunne du tænke dig at være med til at skabe ny viden på social-, bolig- og ældreområdet? Og kan du bringe dine analytiske kompetencer i spil i en politisk sammenhæng og udarbejde registerbaserede analyser af en høj kvalitet? Så har Social-, Bolig- og Ældreministeriet en spændende stilling med faglige udfordringer og gode udviklingsmuligheder for dig.

Stillingen
Som medarbejder i analysekontoret vil du primært udarbejde registerbaserede analyser via Danmarks Statistiks forskerordning. Dine analyser vil blive brugt til politikudvikling og politiske beslutningsoplæg, samt til eksterne publikationer, der offentliggøres på ministeriets hjemmeside, eksempelvis i den årlige Socialpolitiske Redegørelse. Du vil bidrage til kontorets arbejde med at afdække eksisterende videnshuller, designe relevante analyser og sikre fremdrift i analysearbejdet inden for et konkret område, eksempelvis udsatte børn og unge, udsatte voksne eller personer med handicap.

Dine arbejdsopgaver bliver herudover

  • at bidrage til den løbende betjening af ministeren
  • at bidrage med tal til ministerens oplæg og taler
  • at bidrage til svar på spørgsmål fra Folketinget 
  • at håndtere pressehenvendelser om tal og analyser
  • at forberede samråd mv.

Om dig 
Du har en faglig stærk profil og en relevant akademisk uddannelse (fx cand.polit./oecon., cand.scient.soc., cand.scient.pol.). Du kan være nyuddannet eller have et par års erfaring. 

Vi lægger bl.a. vægt på, at du

  • har flair for tal og gode analytiske kompetencer, som du formår at anvende i praksis.
  • kan formulere dig klart og præcist på skrift.
  • har erfaring med registerbaserede analyser og statistiske metoder, gerne fra Danmarks Statistiks forskerordning.
  • har erfaring med at arbejde i statistiske programmer som fx SAS, R eller STATA.
  • tager ansvar, arbejder selvstændigt og sikrer fremdrift i dine opgaver.
  • har interesse for og eventuelt kendskab til social-, bolig- eller ældreområdet.
  • trives med både dybdegående analysearbejde og en omskiftelig hverdag, hvor der med jævne mellemrum skal udarbejdes hurtige bidrag baseret på eksisterende viden.

Kontoret 
Analysekontoret indgår i afdelingen Økonomi, Styring og Analyse. Vi står for en ambitiøs og strategisk udvikling af ministeriets analysearbejde, ved at tilvejebringe ny viden om målgrupper, indsatser, resultater og økonomi på det sociale område. Analysearbejdet foregår i tæt samarbejde med departementets øvrige fagkontorer og ministeriets underliggende styrelser, herunder Social- og Boligstyrelsen. Du finder eksempler på vores analyser her: 
https://sm.dk/publikationer

Vi tilbyder et stærkt fagligt miljø, hvor ambitioner og høj kvalitet i opgaveløsningen går hånd i hånd med en uformel omgangstone, et godt socialt miljø og en selvstændig tilrettelæggelse af arbejdsopgaverne. Samtidig vægter vi medarbejdernes personlige og faglige udvikling højt, og som fuldmægtig kan du altid sparre med kontorets mere erfarne medarbejdere. 

Departementet
I Social-, Bolig- og Ældreministeriet arbejder vi for at skabe resultater, der positivt bidrager til at skabe fremskridt for udsatte og ældre borgere i vores samfund. Ministeriet har det overordnede ansvar for social-, familierets-, bolig- og ældreområdet. Heri indgår bl.a. ansvaret for rammerne for kommunernes indsatser over for ældre samt børn, unge og voksne, der er socialt udsatte eller har en psykisk eller fysisk nedsat funktionsevne, samt ansvaret for reglerne om skilsmisse, adoption og forældremyndighed.

Løn og ansættelsesvilkår
Du vil blive ansat og aflønnet som fuldmægtig efter AC-overenskomsten. Stillingen er på fuld tid. 

Ansættelsesområdet er Social-, Bolig- og Ældreministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Social-, Bolig- og Ældreministeriets departement, Holmens Kanal 22, 1020 København K.

Stillingen ønskes besat snarest muligt og senest 1. april 2023.

Vil du vide mere
Yderligere oplysninger om stillingen kan du få ved at kontakte chefkonsulent Peter Vendelboe på 41 85 11 89.

Sådan søger du
Send ansøgning, CV og eksamensdokumentation elektronisk via stillingsopslaget på www.sm.dk. 

Vi skal modtage din ansøgning senest søndag den 19. februar 2023.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 8.

Ministeriet ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed, hvorfor alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge.

Udbyder

Social-, Bolig- og Ældreministeriet

Jobtype

Fuldtid

Ansøgningsfrist

19. februar 2023

Ansøgning

Ansøgning via link