Analytikere til strategisk planlægning i krydsfeltet mellem økonomi og teknik

Vil du med på et hold af dygtige kollegaer, der arbejder med strategiske og økonomiske analyser med henblik på investering, optimering og udvikling af jernbanen?

I Banedanmark søger vi en til to analytikere med lyst til at arbejde i krydsfeltet mellem økonomi og teknik. Her kan du både komme til at arbejde med drift, analyser og udvikling af vores prognosemodeller til reinvesteringer i jernbanen, prissætninger i forbindelse med de store infrastrukturprojekter, strategiske og økonomiske analyser med henblik på udvikling af jernbanen samt analyser af klima- og risikoforhold, der kan påvirke jernbanens infrastruktur og behovet for investeringer og vedligehold.

Banedanmark er en af statens største styrelser, hvor mere end 2.500 medarbejdere hver dag sikrer, at Danmarks jernbane udvikles, driftes og vedligeholdes. På hovedkontoret ved Dybbølsbro i København sidder din nye sektion Strategisk Planlægning i hjertet af Banedanmark.

Alt efter dine kvalifikationer, motivation og ønsker til udvikling vil vi sammensætte din opgaveportefølje inden for vores brede portefølje af projekter og analyser.

Optimering og udvikling af jernbanen gennem dataunderstøttet planlægning

Din arbejdsdag vil blive sammensat af forskelligartede opgaver, primært indenfor:

  • Databearbejdning og analyser med vores prognosemodeller til reinvesteringer i jernbanen
  • Databaserede analyser bl.a. i form af cost-analyser, der indebærer at opstille scenarier, foretage beregninger og omsætte analyseresultater til beslutningsstøtte
  • Analyser af klimarelaterede risici og deres mulige konsekvenser for jernbaneinfrastrukturen, herunder arbejde med klimascenarier, data og beslutningsstøtte
  • Prissætning af anlægs- og fornyelsesprojekter ud fra principperne i Ny Anlægsbudgettering (NAB), der er gældende på Transportministeriets område
  • Strategiske analyser med henblik på at optimere Banedanmarks forvaltning af infrastrukturen

Analytikere med fokus på samarbejde på tværs af fagligheder

Vi forestiller os, at du har en videregående uddannelse med fokus på kvantitative metoder f.eks. økonom, ingeniør eller lignende, men du kan også have erhvervet den nødvendige viden gennem erhvervserfaring. Hvis du har nogle års erfaring, f.eks. fra en lignende stilling i centraladministrationen eller fra en rådgiver- eller entreprenørvirksomhed vil det være gavnligt, men du kan også godt være nyuddannet. Det vigtigste er, at vi finder den rigtige profil, der bidrager til gruppen, og som har evnerne og interessen for at arbejde i en teknisk, økonomisk og politisk verden.

Det er vigtigt, at du:

  • Har gode analytiske og metodiske evner og trives med data og tal
  • Kan arbejde på egen hånd og samtidig indgå i samarbejde på tværs af fagområder
  • Kan dykke ned i detaljer uden at miste det strategiske overblik
  • Er god til at formidle komplekse problemstillinger enkelt og klart
  • Kan tage ejerskab over opgaver, styre processer og overholde deadlines

Det er en fordel, hvis du har erfaring med Excel og gerne programmering, fx Python.

Din nye arbejdsplads

Du vil blive en del af sektionen Strategisk Planlægning, hvor du får 20 dygtige og engagerede kollegaer, der arbejder med planlægningen af de projekter, der bliver til konkret jernbane i Danmark. Vi sætter pris på alles input og supplerer hinandens viden i hverdagen. Sektionen er uformel, og du vil opleve en oprigtig interesse i at føre dig godt ind i fællesskabet og opgaverne. Sektionen er en del af området Strategisk Asset Management, der består af omkring 40 specialiserede medarbejdere fordelt på tre sektioner.

Du vil opleve en arbejdsplads med gode muligheder for at vokse og udvikle dig fagligt. Du vil blive kastet hurtigt ud i opgaverne, hvor der vil blive krævet noget af dig, men der vil altid være rum og mulighed for sparring hos din leder og dine kollegaer.

Løn og ansættelsesvilkår

Hvis du er akademiker, ansættes du efter den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten. Du indplaceres på baggrund af akademisk anciennitet og erfaring som fuldmægtig på basistrin eller som specialkonsulent. Afhængigt af dine kvalifikationer er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er tilknyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 18,07 %.

Arbejdssted er Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V, tæt på Dybbølsbro St. Her får du bl.a. betalt frokostpause, fælles kantine, frugtordning, café og motionsrum.

Udbyder

Banedanmark

Jobtype

Fuldtid

Ansøgningsfrist

4. oktober 2026

Ansøgning

Send din ansøgning og CV via linket i opslaget hurtigst muligt. Banedanmark vurderer ansøgningerne og afholder samtaler løbende. Ansøgningsfrist 4. oktober 2026. Går du videre fra de indledende samtaler, kan der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver. Du bliver informeret inden. Spørgsmål til stillingen: sektionschef André Røssel, tlf. 41 87 99 25, eller Ida Bach Kunckel, tlf. 20 29 64 50.