Bliv faglig ekspert i kontrol af årsrapporter
Har du lyst til at udvikle dig til faglig ekspert i regnskabskontrol og årsregnskabsloven, og vil du have faglig fordybelse og arbejde bredt inden for dit fagområde, herunder med digitale processer, så har du muligheden nu. Team Regnskabskontrol i Erhvervsstyrelsen i København søger en cand.merc.aud.’er m.v., der har lyst til at arbejde i et knivskarpt fagligt miljø med gode kolleger, der gerne vil sparre og hjælpe på vej med at løse opgaverne.
”Jeg synes, at det, vi laver, på mange måder er unikt. Vi er dagligt i kontakt med alle dele af erhvervslivet, fra den lille erhvervsdrivende til de store virksomheder, og får dermed en rigtig god indsigt i, hvad der rør sig”, fortæller cand.merc.aud., Mark, der har været ansat i 8 år.
Spil en nøglerolle inden for regnskabskontrol
Din primære opgave vil bestå i risikobaseret kontrol af virksomhedernes årsrapporter og omfatter både fagligt komplekse sager, men også mere hyppige overtrædelser af lovgivningen, ligesom kontrollen har fokus på bekæmpelse af økonomisk kriminalitet. Vi har bl.a. en indsats overfor fiktive regnskaber, hvor vi anvender machine learning for at udsøge regnskaber, der har indikationer på at være fiktive. Som led i kontrolarbejdet vil du deltage i såvel planlægning og gennemførelse som afrapportering af kontrolindsatsen.
Herudover vil dine opgaver bestå af:
- At bidrage til udviklingen af området indenfor både kontrol og digitale løsninger
- Vejledning af virksomheder, revisorer og andre myndigheder om fortolkning af årsregnskabslovens regler
Løsningen af opgaverne vil foregå i samarbejde med dygtige og ambitiøse kolleger inden for regnskabs-, selskabs-, fonds- og revisionsområdet. Du vil også løbende være i dialog med andre myndigheder, virksomheder, revisorer og organisationer.
Et område med fokus på faglighed og dialog med erhvervslivet
Vi tilbyder et udfordrende og udadvendt job i et team, der bl.a. har som mål at styrke tilliden til regnskaberne samt understøtte og vejlede virksomhederne i korrekt aflæggelse af årsrapport. Herudover har Erhvervsstyrelsen fokus på bekæmpelse af økonomisk svindel med bl.a. selskaber og årsregnskaber. Du vil komme til at arbejde med mange fagligt spændende og forskelligartede kontrol- og fortolkningssager, ligesom du vil komme tæt på beslutningsprocesserne bag udformningen af lovgivningen og reglerne på området. Dette vil give dig en unik viden og indsigt. Du vil endvidere få mulighed for at præge udviklingen på området - herunder kontrolindsatsen og de digitale løsninger.
I Erhvervsstyrelsen har vi fokus på fagligheden og giver dig gode muligheder for såvel faglig som personlig udvikling. Derudover tilbydes du gode arbejdsvilkår, herunder flekstid, pension og en fornuftig balance mellem arbejdsliv og privatliv. Det er vigtigt for os, at den enkelte medarbejder mærker fleksibiliteten i arbejdstilrettelæggelsen og muligheden for medindflydelse på, hvad man gerne vil prøve at arbejde med.
Faglig stærk profil med ambitioner
Din uddannelsesmæssige baggrund er cand.merc.aud. eller tilsvarende videregående uddannelse. Herudover lægger vi vægt på følgende:
- Du er kendetegnet ved at have en høj faglighed, og du formår at bringe denne i anvendelse – uanset i hvilken kontekst fagligheden indgår
- Kendskab til årsregnskabsloven er en forudsætning, og kendskab til IFRS er en fordel
- Du har interesse for den digitale udvikling og har øje for de muligheder, den kan bringe
- Du kommunikerer tydeligt – skriftligt såvel som mundtligt – til mange forskellige målgrupper, både faglige eksperter, virksomheder og borgere
- Du skal kunne levere til aftalt tid og i høj kvalitet med styr på detaljerne – også hvis der er ekstra fart på i en periode
- Du er i stand til både at arbejde selvstændigt og til at samarbejde med andre
Vi forestiller os, at du har nogle års erfaring som uddannet cand.merc.aud. eller tilsvarende. Hvorvidt din erfaring er fra revisionsbranchen, som controller eller fra et andet relevant område er ikke så afgørende, men vi forestiller os, at du har erfaring med årsregnskabsloven og evt. IFRS. Det vigtigste er dog, at du brænder for at arbejde med regnskaber og for at blive en del af Erhvervsstyrelsens regnskabskontrol.
For at få succes i jobbet skal du have din teoretiske værktøjskasse på plads, ligesom du skal have ambitioner om at fordybe dig fagligt, så du udvikler dig til ekspert på regnskabsområdet.
Om os
Erhvervsstyrelsen er en del af Erhvervsministeriet og har omkring 1200 medarbejdere, som arbejder på tre forskellige lokationer i landet. Denne stilling er placeret på Langelinie i København.
Erhvervsstyrelsen er en ambitiøs og moderne myndighed med en stærk digital dagsorden. Vi har fagligt dygtige medarbejdere, og vi er ikke bange for at gå nye veje for at finde løsninger. Derfor arbejder vi bl.a. med nye teknologier og data til at effektivisere vores drift og skabe ny værdi for virksomhederne. Vi lærer gerne af andre, og vi arbejder altid i partnerskab med andre myndigheder, organisationer og virksomheder. Vi kan tilbyde et varieret og udfordrende job med høj faglighed og mulighed for at arbejde selvstændigt i et stærkt fagligt miljø med gode kolleger. Vi har en uformel omgangstone, rig mulighed for at deltage i mange sociale aktiviteter og møde kolleger på kryds og tværs.
Du kan læse mere om Erhvervsstyrelsen på http://www.erhvervsstyrelsen.dk.
Om ansættelsen
Ansættelsen sker efter gældende overenskomst mellem AC og Finansministeriet med mulighed for forhandling af tillæg. Indplacering vil være som fuldmægtig eller specialkonsulent afhængig af din erfaring. Der er tale om en fast fuldtidsstilling med tiltrædelse 15. august eller snarest muligt.
Yderligere information om stillingen kan fås ved henvendelse til kontorchef Lykke Skødt på tlf. 35 29 13 76 eller teamleder Mia Simonsen Villendrup på tlf. 35 29 13 97. Oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår kan fås ved henvendelse til HR-rekrutteringspartner Iben Schulin-Zeuthen på tlf. 91 33 70 80.
Interesseret?
Lyder stillingen som noget for dig? Så klik på ”Søg stilling” i boksen til højre eller søg via vores hjemmeside på http://www.erhvervsstyrelsen.dk/job. Din ansøgning med CV og eksamenspapirer skal være modtaget senest mandag den 15. maj 2023.
Vi forventer at holde 1. samtaler i uge 21 og 2. samtaler i uge 23. Vi anvender test i rekrutteringsprocessen.
Læs mere om Erhvervsstyrelsen som arbejdsplads samt rekrutteringsprocessen her: https://erhvervsstyrelsen.dk/jobs-i-erhvervsstyrelsen
I Erhvervsministeriet tror vi på, at et inkluderende, mangfoldigt arbejdsmiljø styrker opgaveløsningen. Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og lige muligheder for alle vores jobansøgere. Vi opfordrer alle til at søge stillingen uanset alder, køn, seksualitet, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Udbyder
Erhvervsstyrelsen
Jobtype
Fuldtid
Ansøgningsfrist
15. maj 2023