Brænder du for økonomiske analyser, der flytter vores samfund? Bliv student i DI

Vil du være en del af et hold, der stræber efter at lave Danmarks bedste og mest nyskabende økonomiske analyser, der flytter samfundet og Dansk Industri - til gavn for vores mange medlemsvirksomheder?  Så har vi jobbet til dig. DI's enhed for økonomisk politik og analyse søger en student, der er nysgerrig på økonomi og samfund og har lyst til at lære nyt.

Om os

I DI’s enhed for økonomisk politik og analyse følger vi på tætteste hold konjunkturudviklingen i dansk og international økonomi samt den økonomiske politik. Vores ambition er at være Danmarks førende videnscenter omkring virksomhederne og deres økonomiske situation. Tre gange om året udarbejder vi en prognose for udviklingen i dansk økonomi, og fire gange om året tager vi temperaturen på dansk erhvervsliv på baggrund af en rundspørge til vores medlemmer i DI’s Virksomhedspanel.

Konjunkturovervågningen supplerer vi med økonomiske analyser inden for bl.a. eksport, produktivitet, konkurrenceevne, de offentlige finanser og investeringer. Alle analyser offentliggøres og søges bragt ind i den offentlige debat. Vi bistår også resten af DI med data, beregninger og analyser. F.eks. har vi udarbejdet en 2035-plan for dansk økonomi, der danner grundlag for DI’s politiske interessevaretagelse. Og vi står bag det analytiske fundament i DI’s undersøgelse af erhvervsvilkårene i kommunerne, Lokal Erhvervsvenlighed. 

Om jobbet

Du vil indgå i vores dygtige studentergruppe på i alt fire studenter. Herudover består enheden af syv økonomer, en data scientist og en chef. Arbejdet giver dig rig mulighed for at få en praktisk vinkel på teorierne fra studiet. Du vil indgå i de faglige diskussioner med afdelingens økonomer og opnå en dybere forståelse af dansk og international økonomi, samt aktuelle problemstillinger i dansk politik.

Vi lægger vægt på at give dig god vejledning og oplæring og på at hjælpe hinanden på tværs af teamet. Der er gode muligheder for at få et stort ansvar for egne opgaver, herunder at skrive analyser, bidrage til præsentationer og hjælpe med at holde oplæg både i og uden for DI. Der vil også være en række ad hoc opgaver på daglig basis, der spænder fra overvågning af økonomiske nøgletal over databehandling, beregninger og bidrag til analyser. Vores vigtigste arbejdsredskaber er Excel, SAS, R og Python.

Arbejdstiden er som udgangspunkt omkring 15 timer om ugen med god mulighed for fleksibilitet, herunder læsefri til eksamener.

Vi sidder i åbent kontormiljø i vores lokaler på Rådhuspladsen og har en uformel omgangstone, hvor dialog, udvikling og samarbejde er i højsædet. Oven i det faglige vil du indgå i et stærkt socialt fællesskab af studenter på tværs af DI’s politiske område, der arbejder med blandt andet uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik og grøn økonomi. Alle studenter er desuden en del af DI’s tværgående studenternetværk, CAMP, der løbende afholder sociale arrangementer.

Om dig

Du studerer økonomi, f.eks. polit., oecon. eller scient.oecon., er fagligt dygtig og har gode analytiske evner. Du har interesse for samfundsøkonomiske analyser og vil gerne arbejde i Excel. Måske har du allerede kendskab til analyse eller programmering i f.eks. SAS, Python eller R fra studiet eller et andet job – ellers vil du gerne lære det. Du har lyst til at bruge din teoretiske viden til at arbejde med praktiske økonomiske analyser og til at arbejde i en politisk organisation som DI.

Interesseret?

Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du kontakte chefkonsulent Asger Bjerg Pedersen på tlf. 5218 5921.

Send din ansøgning, CV og karakterudskrift via ansøgningslinket senest d. 15. februar 2026. Vi forventer at afholde samtaler i uge 8.

Bemærk, at vi ikke modtager ansøgninger med post eller på mail.

Udbyder

Dansk Industri

Jobtype

Studiejob

Ansøgningsfrist

15. februar 2026

Ansøgning

Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du kontakte chefkonsulent Asger Bjerg Pedersen på tlf. 5218 5921. Send din ansøgning, CV og karakterudskrift via ansøgningslinket senest d. 15. februar 2026. Vi forventer at afholde samtaler i uge 8. Bemærk, at vi ikke modtager ansøgninger med post eller på mail.