Danmarks nye grønne tænketank – CERI – søger engagerede studenter
I CERI søger vi lige nu dygtige og engagerede økonomistuderende. Brænder du for at arbejde med grøn omstilling og samfundsøkonomi, og vil du være med i en helt ny tænketank, skal du søge stillingen som analytiker hos os.
Om jobbet
Vi tilbyder et spændende og fagligt udviklende studiejob i et uformelt arbejdsmiljø, hvor du vil komme til at arbejde med aktuelle økonomiske og politiske problemstillinger inden for klima, miljø og energi.
Din kerneopgave vil være at bidrage til analyser på klima-, energi- og miljøområdet. Det kan fx være empiriske analyser af store datasæt, teoretiske analyser af fx statslige udbud, modeludvikling eller litteraturstudier. Arbejdsopgaverne fordeles efter interesse, kompetencer og behov. Desuden vil du blive inddraget i forskellige udviklings-, drifts- og ad hoc-opgaver.
Analyserne laves altid i tæt samarbejde med de fuldtidsansatte økonomer, der sætter retning for analyserne og bidrager med løbende sparring og kvalitetssikring. På sigt kan du komme til at arbejde mere selvstændigt og være med til at skrive analyserne.
Din forventede gennemsnitlige arbejdstid er 15 timer om ugen, afhængig af din studiesituation. Den faktiske arbejdstid kan variere fra uge til uge, men der tages altid hensyn til dine studier, og vi tilbyder stor fleksibilitet i eksamensperioder.
Vi ønsker studerende, der har lyst til at blive hos os i længere tid. Derfor lægger vi også vægt på, at vores studerende får relevante og interessante opgaver, der udvikler deres faglige kompetencer.
Lidt mere om hvem vi søger
Du er fagligt dygtig, nysgerrig og har lyst til at udvikle dine kompetencer som økonom.
Du følger naturligt med i samfundsdebatten og de aktuelle politiske dagsordener, særligt inden for klima og den grønne omstilling.
Du er stud.polit., stud.scient.oecon. - eller lignende med en stærk kvantitativ profil. Du har bestået første årsprøve.
Du skal have lyst til at arbejde med samfundsøkonomi og grøn omstilling – erfaring er selvsagt en fordel, men ikke en betingelse.
Om CERI
CERI er en grøn tænketank, der styrker beslutningsgrundlaget for den grønne omstilling gennem uafhængige analyser af Danmarks klima-, energi- og miljøpolitik. CERI arbejder ud fra en præmis om, at en langsigtet og holdbar omstilling kun lykkes, hvis beslutningerne træffes på et solidt samfundsøkonomisk grundlag. Vi udarbejder derfor analyser på et højt fagligt niveau og kommunikerer resultaterne til befolkning og politikere. Vores arbejde er uafhængigt af politiske holdninger og ideologier. Læs mere på www.ceri.dk.
Udbyder
Climate and Energy Research Institute
Jobtype
Studiejob
Ansøgningsfrist
9. marts 2026
Ansøgning
Yderligere oplysninger og ansøgning Vi afholder samtaler i marts. Opstart primo april eller maj. Hvis du har spørgsmål vedrørende stillingen, kan du kontakte senior ledende analytiker Solveig Prag Blicher (tlf. +45 53 71 53 85 / mail: sbl@ceri.dk). Send din ansøgning, CV og karakterudskrift til sbl@ceri.dk senest mandag d. 9. marts 2026.