Studentermedhjælper med interesse for økonomistyring af Danmarks samfundskritiske it-systemer

Er du god til at jonglere med tal og har du interesse for økonomistyring? Så har vi en spændende studenterstilling til dig i Digitaliseringsstyrelsen.

Kontor for økonomi, it-styring og sikkerhed

Kontor for økonomi, it-styring og sikkerhed har til opgave at sikre god økonomistyring, arbejde med cyber- og informationssikkerhed samt understøtte den samlede it-styring i Digitaliseringsstyrelsen.

Kontoret består af cirka 25 medarbejdere med forskellige baggrunde lige fra generalister og ingeniører til økonomer og studentermedhjælpere. Du vil blive en del af økonomiteamet, hvor du får et tæt samarbejde med 11 dygtige kollegaer.

Vi har ofte travlt, men har altid tid til at samarbejde og hjælpe hinanden. Vi går meget op i at have en uformel og humoristisk omgangstone og et godt kollegialt miljø med både sociale og faglige aktiviteter. Vi sætter den faglige barre højt og har et stort fokus på kompetence- og karriereudvikling.

Dine arbejdsopgaver

Du vil overordnet komme til at bistå med hjælp til kontorets arbejde med økonomistyring og daglig drift. Du skal sammen med resten af teamet være med til at sikre økonomistyringen af Digitaliseringsstyrelsen. Det omfatter blandt andet Danmarks digitale infrastrukturløsninger, for eksempel MitID og Digital Post, der spiller en vigtig rolle i borgere og virksomheders hverdag.

Vi forventer, at du kommer til at:

  • bistå de enkelte kontorer med fakturering, betalinger og lignende
  • svare på økonomirelaterede henvendelser i fællespostkasser
  • bidrage til at udarbejde og opdatere regnskabs- og betalingsrapporter i Excel
  • løse ad hoc-opgaver i relation til Digitaliseringsstyrelsens arbejde med økonomistyring

Om dig

Lyder det som noget for dig? Vi leder efter dig, der enten er i gang med en professionsbachelor relateret til finansiering eller økonomistyring eller en lang videregående uddannelse som eksempelvis økonomi, HA-almen eller lignende.

De væsentligste forudsætninger for, at du kan lykkes i vores team er, at du arbejder systematisk og struktureret, har en god talforståelse og er klar til at tage ansvar og følge de opgaver til dørs, som lander på dit bord.

Du vil passe godt til stillingen, hvis du kan genkende dig selv i et eller flere af nedenstående punkter:

  • Har erfaring med Excel
  • Er selvstændig, detaljeorienteret og tager ansvar for egne opgaver
  • Holder af at arbejde i et team og understøtte dine kollegaer

Du bliver en del af et fagligt stærkt miljø, hvor opgaverne løbende ændrer sig. Det er derfor vigtigt, at du har interesse i at få erfaring med arbejdet i en politisk styret organisation. Vi forventer ikke, at du er ekspert på forhånd, men hos os får du gode muligheder for at komme godt ind på livet af økonomistyringshåndværket.

Ansættelsesvilkår

Du ansættes til gennemsnitligt 15 timer om ugen som timelønnet studentermedhjælper med tiltrædelse snarest muligt. Vi forventer at byde vores nye kollega velkommen senest d. 1. november 2026.

Digitaliseringsstyrelsen er placeret på Landgreven 4, 1301 København K. Ansættelsesområdet er Digitaliseringsstyrelsen under Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet.

Udbyder

Digitaliseringsstyrelsen

Jobtype

Studiejob

Ansøgningsfrist

23. september 2026

Ansøgning

Send din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via linket i opslaget senest den 23. september 2026. Samtaler forventes afholdt i uge 40 og 41. Spørgsmål til stillingen: chefkonsulent Jasmin Abu Zahrah, tlf. 24 83 04 97, jaszah@digst.dk. Send en SMS eller læg en besked, så ringer hun tilbage.