Finansministeriet søger en økonom til arbejdet med offentlige finanser
Vil du være med til at forme Danmarks økonomiske politik? Brænder du for sammenhængen mellem politik og økonomi? Så har du nu mulighed for at blive en del af Finansministeriets arbejde med de offentlige finanser.
Om stillingen
Som økonom i vores team vil du arbejde med, vurdering af offentlige udgifter som led i de Økonomisk Redegørelse, herunder offentligt forbrug, investeringer og indkomstoverførsler samt overvågning af den offentlige beskæftigelse og lønudvikling.
Herudover vil du være en del af arbejdet med beslutningsoplæg og analyser i forbindelse med finanslovsarbejdet. Dine arbejdsopgaver vil blive tilpasset dine interesser og kvalifikationer. Du får stort ansvar fra dag ét, en stejl læringskurve og mulighed for at påvirke centrale politiske beslutninger.
Om dig
Vi søger en økonom, der har en relevant uddannelse – fx cand.polit., cand.oecon. eller lignende – med gode resultater. Du har lyst til at være tæt på beslutningsprocesserne i dansk økonomisk politik og kan analysere komplekse problemstillinger og omsætte dem til skarpe beslutningsoplæg. Samtidig har du en skarp analytisk sans og evnen til at trives i et miljø med korte deadlines. Vi lægger vægt på samarbejdsevner og godt humør.
Du kan være nyuddannet eller have erfaring – vi sammensætter dine arbejdsopgaver efter din baggrund.
Om Udgiftspolitisk Center
Udgiftspolitisk Center (UPC) varetager koordineringen af udgifts- og finanspolitikken og er tæt på de centrale regeringsbeslutninger. Vi har en nøglerolle i den årlige udarbejdelse af finansloven, som fastlægges inden for de finanspolitiske regler i EU, budgetloven og de mellemfristede planer. Derudover bidrager vi til de løbende vurderinger af de offentlige finanser og analyser af statens udgifter.
Centrets arbejde omfatter desuden udgiftsopfølgning og koordinering i staten samt tværgående udgiftspolitiske analyser.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten som fuldmægtig eller konsulent afhængigt af dine kvalifikationer.
Stillingen ønskes besat snarest muligt.
Som en del af ansættelsesprocessen skal du gennemføre en kort skriftlig test med faglige spørgsmål.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode.
Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Statens Administration, Statens It, Økonomistyrelsen samt Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
Flere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Gustav Nedergaard (gudne@fm.dk, tlf. 24 85 67 87) eller souschef Lene Andersen (lea@fm.dk, tlf. 33 95 55 79).
Udbyder
Finansministeriets departement
Jobtype
Fuldtid
Ansøgningsfrist
13. marts 2025
Ansøgning
Ansøgning Lyder det som noget for dig? Så send din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest torsdag den 13. marts 2025. Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge.