Finansministeriet søger en student til arbejdet med de offentlige finanser

Har du lyst til at arbejde i maskinrummet bag finansloven og komme helt tæt på arbejdet med statens udgiftspolitik? Og vil du være en del af et ambitiøst og engageret team?

Så er du måske vores nye studentermedarbejder i Udgiftspolitisk Center (UPC) i Finansministeriet.

Om stillingen

Vi søger en student til at indgå i kontorets arbejde med start hurtigst muligt.

Som studentermedarbejder i UPC får du et unikt indblik i finanslovsprocessen og tilrettelæggelsen af Danmarks udgifts- og finanspolitik. Stillingen giver dig en berøringsflade med en bred vifte af politiske problemstillinger, og du får indgående erfaring med koordineringen af den økonomiske politik på tværs af Slotsholmen.

Vi søger en student til at varetage opgaver i relation til den løbende overvågning af de offentlige finanser, herunder bl.a. arbejdet med regeringens tre årlige økonomiske redegørelser. Derudover vil du løse opgaver i relation til finanslovarbejdet, den udgiftspolitiske koordinering i staten og det løbende budgettekniske arbejde, som Finansministeriet har ansvaret for.

Studenter i Finansministeriet har varierende og udfordrende arbejdsopgaver, og vi tilbyder gode muligheder for, at studenter kan udvikle sig fagligt. Vi lægger vægt på at inddrage studenterne i alle dele af kontorets arbejde, herunder i morgen- og kontormøder samt i vores sociale aktiviteter.

Om dig

Vi forventer, at du læser en relevant økonomisk uddannelse (fx stud.polit eller stud.oecon eller lign.) og er blandt de dygtigste på din årgang. Herudover forventer vi, at du:

  • er grundig og formår at kvalitetssikre eget arbejde
  • tager ansvar og ejerskab over dine opgaver samt formår at prioritere
  • har gode samarbejdsevner og er i stand til at kommunikere – både med andre studenter og med de fastansatte sagsbehandlere.

Vi forventer, at du har en stærk forståelse for og lyst til at arbejde med tal. Et godt kendskab til Excel er en fordel, men ikke et krav. Du skal desuden have masser af gåpåmod i forhold til nye opgaver samt have interesse for kontorets arbejdsområder.

Om os

UPC består af 20 fuldtidsansatte og 5 studenter. Vi arbejder bl.a. med:

  • koordination af finanslovprocessen samt en række større politiske forhandlinger og tværgående processer
  • styring af den statslige udgiftspolitik
  • udgiftspolitiske analyser
  • overvågning af de offentlige finanser.

Ansættelsesvilkår

Du ansættes efter fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område (OAO-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for Kontorfunktionærer, Laboranter og It-medarbejdere (HK) i staten.

Generelt tilstræber vi en arbejdstid på ca. 15 timer i gennemsnit pr. uge, dog med mulighed for fleksibilitet i eksamensperioder.

Mere information

Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte specialkonsulent Leonora Marie Holck Poulsen på mail lempo@fm.dk eller tlf. 2257 7101.

Udbyder

Finansministeriet

Jobtype

Studiejob

Ansøgningsfrist

11. april 2023

Ansøgning

Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den 11. april 2023. Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.