Finansministeriets departement søger ambitiøs medarbejder til Grønt Politisk Center
Interesserer du dig for klima- og energiområdet? Vil du være med til at realisere Danmarks ambitioner på det grønne område? Og har du lyst til at komme helt ind i maskinrummet og arbejde med bl.a. analyser, politiske forhandlinger, finansloven og beslutningsoplæg om helt centrale valg i den grønne omstilling? Så har du nu chancen for at blive en del af Grønt Politisk Center i Finansministeriet.
Om stillingen
Grønt Politisk Center i Finansministeriet søger en medarbejder, der kan indgå i teamet for klima- og energipolitik og bl.a. bidrage til arbejdet med at realisere Danmarks klimamål og store ambitioner for udrulning af vedvarende energi med øje for samfundsøkonomi og sund udgiftsstyring. Du vil således med det samme blive en central del af at finde løsninger på store og vigtige samfundsudfordringer, der har stor offentlig bevågenhed. Arbejdsopgaverne varierer og omfatter fx kortfristede sager på klima- og energiområdet, politiske forhandlinger, analyser og beslutningsoplæg til regeringen, formidling af teknisk komplicerede problemstillinger samt udtænkning af innovative forslag, som kan omsætte høje målsætninger til holdbare løsninger. Du vil kunne præge dit eget arbejde og være med til understøtte den grønne omstilling – både i Danmark og internationalt.
Opgaverne løses i vidt omfang i et tæt samarbejde med øvrige medarbejdere i kontoret samt øvrige ministerier, herunder særligt Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Du vil desuden få en bred kontakt med dygtige kolleger i hele Finansministeriet.
Din konkrete opgaveportefølje vil blive tilrettelagt i dialog med dig med blik for dine interesser, kompetencer og erfaring.
Om dig
Du kan enten være nyuddannet med gode resultater fra studiet og evt. relevant studiejoberfaring, eller have et par års erfaring fra andre offentlige institutioner, organisationer og/eller den private sektor, fx konsulentvirksomheder.
Konkret lægger vi vægt på, at du:
- Har en relevant samfundsvidenskabelig uddannelse, fx cand.polit. eller cand.scient.pol.
- Evner både at fordybe dig og kan levere hurtigt og præcist, når fristen er kort.
- Har meget stærke analytiske kompetencer og formår at anvende dem i praksis.
- Har gode samarbejdsevner og gennemslagskraft til at varetage en udadvendt rolle.
- Er ambitiøs, målrettet og initiativrig og trives med en travl og afvekslende hverdag.
- Har sans for og interesse i både skriftligt og mundtligt at formidle komplekse problemstillinger, så de bliver tilgængelige.
- Kan arbejde selvstændigt med komplekse problemstillinger.
- Har evne og vilje til at tænke nyt og udfordre det bestående.
- Behersker dansk og engelsk som arbejdssprog.
Om os
I Grønt Politisk Center har vi ansvaret for at understøtte regeringens arbejde med politikudvikling, budgetstyring og økonomisk politik på det grønne område. Centret består af 26 medarbejdere, herunder fire studenter, to souschefer og to kontorchefer.
Vores arbejdsdag er varieret med opgaver med både korte frister samt længere forløb såsom forberedelse af politiske udspil. Du vil få et stort ansvar for egne opgaver med gode muligheder for videreudvikling af dine faglige og personlige kompetencer. Du vil desuden blive en del af et stærkt hold, hvor vi lægger vægt på at skabe resultater i fællesskab i en uformel omgangstone.
Finansministeriet som arbejdsplads
Finansministeriet indtager en central rolle i det politiske maskinrum på Slotsholmen og spiller en vigtig og koordinerende rolle i udarbejdelsen af regeringens politik. Det karakteriserer Finansministeriets medarbejdere, at de er ambitiøse på egne og samfundets vegne og motiveres af arbejdsopgaver, der løses i et højt tempo, og hvor resultaterne har betydning for samfundet. Samtidig er holdånd og samarbejde med kollegerne en bærende værdi for medarbejderne i Finansministeriet.
I Finansministeriet er der fra begyndelsen af din ansættelse fokus på din faglige og personlige udvikling gennem tilrettelæggelsen af arbejdsopgaverne og via introduktionsforløbet "FM KickStart". Hvert kontor og center er desuden organiseret i relativt små enheder, der giver gode rammer for faglig sparring og rådgivning fra din nærmeste chef.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret som fuldmægtig eller konsulent på baggrund af dine kvalifikationer.
Yderligere oplysninger
For yderligere information om stillingen kan du kontakte kontorchef Malene Lauridsen (mala@fm.dk, tlf. 25 43 98 85).
Ansøgning
Hvis stillingen har din interesse, så tryk på ”Søg her” og send din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag. Vi skal modtage din ansøgning senest d. 17. januar 2024. Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode.
Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.