Forsvarets Efterretningstjeneste søger økonomipartnere til styring og analyse
Har du talent for at formidle økonomisager til beslutningstagere, forretningsforståelse og lyst til at bidrage til understøttelse af en organisation under forandring? Så kan vi tilbyde en spændende stilling som økonomipartner med store muligheder for faglig udvikling og for selv at kunne præge din hverdag.
Du får indflydelse og plads til at udvikle dig
Det er vores mål at skabe sammenhængende styring af efterretningstjenestens økonomi på tværs af forretningsområder og programmer i FE. Som økonomipartner bliver du en del af det team som sikrer, at grundlaget for den tværgående styring og prioritering i Forsvarets Efterretningstjeneste er på plads.
Du vil bistå ledelsen i forretningsområderne med budgetlægning og -opfølgning samt med at kvalificere prioriteringer, beslutninger og sager med økonomisk indhold. Du anvender dine analytiske kompetencer i sagerne, ligesom du med dine kommunikative kompetencer kan formidle sagerne med sikkerhed i organisationen og til ledelsen.
Du vil derudover få en tværgående rolle med mulighed for faglig specialisering, afhængigt af dine interesser og din faglige profil, med henblik på at sikre standardisering og øget professionalisering på tværs af økonomifunktionen.
FE anvender i stadig stigende grad Power BI til økonomistyring og analyse, hvilket stiller øgede krav til standardisering af økonomiprocesser og dataflows. Erfaring fra tilsvarende BI-systemer vil derfor være en fordel.
Du og din baggrund er vigtig
Du har en relevant akademisk uddannelse og erfaring med styringsopgaver i en økonomifunktion. Alternativt har du varetaget en mere analytisk og formidlingsorienteret rolle. Du har stærke kompetencer inden for formidling af økonomi, og du formår at anvende data i den sammenhæng. Et kendskab til offentlig økonomistyring vil være en fordel.
Vi forestiller os, at du har:
- God talforståelse og lyst til at arbejde databaseret.
- Evnen til at grave dig ned i detaljerne uden at miste overblikket og evnen til at se tværgående mønstre.
- Gode kommunikative evner i skrift og tale, herunder evnen til at sætte dig i modtagerens sted og sikre, at de centrale budskaber formidles klart og tydeligt.
- God forståelse for kvaliteten og rettidigheden af leverancer.
- Høj personlig integritet og naturlig gennemslagskraft.
Din nye arbejdsplads
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder, hemmeligt og åbent, for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden. Du vil blive del af en helt særlig organisation, hvor vi står sammen om at løse en vigtig opgave.
Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af Forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet, hvis behovet opstår.
Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler. Arbejdsstedet er Københavns omegn.
Udbyder
Forsvarets Efterretningstjeneste
Jobtype
Fuldtid
Ansøgningsfrist
4. november 2026
Ansøgning
Send ansøgning, CV, uddannelsesbeviser og øvrig relevant dokumentation via stillingsopslaget senest den 4. november 2026. FE vil gerne stille alle ansøgere lige, så du må gerne undlade at vedhæfte billede af dig selv på CV og ansøgning. De indledende samtaler finder sted i løbet af november, og tiltrædelsesdatoen er 1. marts 2027. Spørgsmål til stillingen: den lokale HR-partner på 23265@ddis.dk.