Generalist til tværgående ledelsesstøtte inden for økonomistyring

Økonomi- og Driftsstaben søger en økonomisk stærk generalist med blik for sikker styring og lyst til at bidrage til opbygningen af øget kampkraft i Forsvaret.

Besidder du stærke kompetencer inden for offentlig økonomistyring, og motiveres du af at rådgive ledelsen i én af Danmarks største og mest komplekse organisationer? Trives du i spændingsfeltet mellem økonomistyring, ledelsesbetjening og strategisk rådgivning, hvor du omsætter komplekse planer og programmer til et robust styrings- og beslutningsgrundlag? Så har vi stillingen til dig.

Om os

Økonomi- og Driftsstaben er en del af Forsvarsstaben i Forsvarskommandoen og har ansvaret for den samlede økonomi- og driftsstyring i Forsvaret. Vi rådgiver chefer på alle niveauer – fra Forsvarschefen til lokale budgetansvarlige ledere – og understøtter beslutninger om anvendelsen af Forsvarets samlede ressourcer. Vores arbejde spænder fra klassisk økonomistyring og ledelsesinformation til strategisk rådgivning om større udviklings- og opbygningsinitiativer.

Vi samarbejder på tværs af værn, kommandoer, stabe og styrelser og understøtter både nationale og internationale opgaver. Det giver en bred opgaveportefølje og et fagligt miljø præget af høj kompleksitet, stort ansvar og tæt kontakt til centrale beslutningstagere. Vi prioriterer fleksibilitet og balance mellem arbejdsliv og privatliv gennem blandt andet fleksible arbejdstider og mulighed for hjemmearbejde.

Om stillingen

Du bliver en del af sektionen Koordination og Styring i Økonomi- og Driftsstaben, hvor vi rådgiver Forsvarets øverste ledelse om økonomi, styring og ressourceanvendelse. Stillingen er oprettet for at styrke den økonomiske styring af Forsvarets opbygning og implementeringen af de politisk besluttede forligsinitiativer og indsættelser.

Opgaverne omfatter blandt andet:

  • økonomisk styring af større programmer, forligsinitiativer og/eller indsættelser, både indenfor og uden for kongeriget
  • budgetlægning, økonomiopfølgning og prognosticering
  • udarbejdelse af ledelsesinformation, beslutningsoplæg og styringsgrundlag til ledelsen
  • økonomisk rådgivning og ledelsesbetjening af chefer, programledelser og øvrige beslutningstagere
  • omsætning af planer inden for materiel, byggeri og personel til økonomiske konsekvenser og styringsrelevant information
  • identifikation af økonomiske og styringsmæssige risici samt forslag til håndtering heraf
  • koordinering med øvrige myndigheder og styrelser inden for Forsvarsministeriets område
  • bidrag til udvikling og forbedring af økonomiske styringsprocesser, styringsmodeller og governance

Om dig

Du har en økonomifaglig baggrund og erfaring med offentlig økonomistyring, gerne fra en statslig organisation, styrelse, kommune, region eller anden politisk ledet organisation. Vi forestiller os, at du har en relevant samfundsvidenskabelig eller økonomisk uddannelse på kandidatniveau. Det afgørende er dog, at du gennem uddannelse og erfaring har opbygget stærke kompetencer inden for økonomistyring, analyse, ledelsesbetjening og rådgivning.

Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • har mindst 2 års erfaring med økonomistyring, budgetlægning og økonomiopfølgning
  • har erfaring med offentlig økonomistyring og politisk styrede beslutningsprocesser
  • har erfaring med ledelsesbetjening og udarbejdelse af beslutningsgrundlag til chefer og beslutningstagere
  • har erfaring med økonomisk styring i komplekse organisationer med mange interessenter
  • har en regnskabs- og økonomifaglig forståelse og er fortrolig med begreber som resultatopgørelse, balance og periodisering
  • har analytiske kompetencer og evner at omsætte økonomiske data til beslutningsrelevant rådgivning
  • kommunikerer klart og præcist både skriftligt og mundtligt
  • kan skabe relationer og navigere sikkert mellem forskellige interessenter
  • arbejder selvstændigt, tager ansvar og formår at drive komplekse opgaver fremad

Ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten. Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Karup eller København. Som ansat under Forsvarsministeriets område skal du bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet, og du har pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser.

Udbyder

Forsvarskommandoen

Jobtype

Fuldtid

Ansøgningsfrist

4. oktober 2026

Ansøgning

Ansøgningsfristen er søndag den 4. oktober 2026, men hvis stillingen har fanget din interesse, ser Forsvarskommandoen gerne din ansøgning hurtigst muligt, da der holdes samtaler løbende. Du søger stillingen ved at sende din ansøgning, CV og eksamensbeviser via linket nederst på opslaget. Vil du vide mere om stillingen, kontakt Lars Piihl Ramsing på 51 20 13 43. Om løn- og ansættelsesvilkår: Personelkommandoen, HR-konsulent Mia Nordbeck Carlsson, 32 66 57 16.