Godkendt revisor eller faglig stærk cand.merc.aud. til Erhvervsstyrelsens tilsyn med revisorer og revisionsvirksomheder

Har du lyst til at bidrage til at højne kvaliteten af revisorers arbejde og udvikle dig til ekspert i kvalitetskontrol af revisionsvirksomheder, kan du lide faglig fordybelse og vil du arbejde bredt inden for dit fagområde? Så har du muligheden nu for at udvikle dine faglige kompetencer som en del af tilsynet med revisorer og revisionsvirksomheder.

Vi tilbyder et udfordrende job i et team, der på består af 15 gode kollegaer, der har en baggrund som statsautoriseret revisor eller cand.merc.aud med flere års praktisk erfaring fra revisionsbranchen. I teamet har vi fokus på kvalitet og høj faglighed for at kunne udøve et ligeværdigt tilsyn med revisionsbranchen. Målet med vores opgaver er bl.a. at medvirke til at styrke tilliden til revisorers erklæringer ved at sikre høj revisionskvalitet.

Vores arbejdsmiljø er dynamisk, spændende og præget af stor ansvarsførelse over for de interessante opgaver. Vi har et uformelt arbejdsmiljø, hvor vi generelt arbejder meget selvstændigt. Vi får tingene til at fungere med et rigtig godt samarbejde, sparring om opgaverne, gensidig hjælp, en god tone og højt humør. 

I Erhvervsstyrelsen har vi fokus på fagligheden og giver dig gode muligheder for såvel personlig som faglig udvikling, og du vil få et nyt og bredere perspektiv på revision og regnskaber. Derudover tilbydes du gode arbejdsvilkår, herunder flekstid, pension og en fornuftig balance mellem arbejdsliv og privatliv. Det er vigtigt for os, at den enkelte medarbejder mærker fleksibiliteten i arbejdstilrettelæggelsen og muligheden for medindflydelse på egne arbejdsopgaver.   

Få en central rolle i tilsynet med revisorer og revisionsvirksomheder
Vi mangler en ny kollega til at indgå i teamet med kvalitetskontrol af Ikke-PIE revisionsvirksomheder. Vi søger dig, der har lyst til at arbejde i et fagligt miljø med plads til fordybelse med gode kollegaer, der gerne vil sparre og hjælpe på vej med at finde løsninger på opgaver og problemstillinger.

Du kommer til at arbejde med fagligt spændende og forskelligartede kontrolsager og kommer tæt på revisionsbranchen. Du har muligheden for at deltage i internationalt arbejde samt at komme tæt på beslutningsprocesserne bag udformningen af lovgivningen og reglerne på revisionsområdet, hvorved du får en unik viden og indsigt i området. Du vil endvidere få mulighed for at præge udviklingen på området, herunder kontrolindsatsen og digitale løsninger i forbindelse hermed.

Dine primære arbejdsopgaver består af:

  • Udarbejdelse af rapporter til revisionsvirksomheder med beskrivelse af resultaterne af kvalitetskontrollen på baggrund af en kvalificeret gennemgang af en ekstern kvalitetskontrollants arbejdspapirer.
  • Møder med revisionsvirksomheder om resultatet af deres kvalitetskontrol.
  • Dialog med kvalitetskontrollanter om gennemførelse af kvalitetskontroller og faglige problemstillinger.
  • Udføre temabaserede kvalitetskontroller.
  • Bidrage til udviklingen af området ved løbende deltagelse i opgaver med henblik på at tilrettelægge indholdet og udførelsen af kvalitetskontroller samt til stadighed at udvikle processer herfor.
  • Udføre undersøgelser på baggrund af kvalitetskontroller, hvor det er besluttet at give en påtale, et påbud, eller foretage en indbringelse for Revisornævnet.

Løsningen af opgaverne foregår naturligt i tæt samarbejde med teamets øvrige kollegaer samt Erhvervsstyrelsens andre fagområder – særligt på regnskabsområdet.

Faglig stærk profil med ambitioner
Udover din uddannelsesmæssige baggrund som statsautoriseret revisor eller cand.merc.aud. med flere års praktisk erfaring fra revisionsbranchen, lægger vi vægt på følgende:

  • Du har et indgående kendskab til revisionsprocessen, og formår at bringe denne indsigt i anvendelse
  • Du har praktisk kendskab til revisorlovgivningen, revisionsstandarder og årsregnskabsloven
  • Du er god til at formulere dig og formår at kommunikere tydeligt – skriftligt såvel som mundtligt – til mange forskellige målgrupper, både faglige eksperter, virksomheder og revisorer
  • Du skal kunne levere til aftalt tid, i høj kvalitet og med styr på detaljerne – også hvis der er ekstra fart på i en periode
  • Du er i stand til både at arbejde selvstændigt og samarbejde med andre   

Om os
Erhvervsstyrelsen er en del af Erhvervsministeriet og har omkring 1200 medarbejdere, som arbejder på fem forskellige lokationer i landet. Denne stilling er placeret i København på vores lokation på Langelinie Allé. 

Erhvervsstyrelsen er en ambitiøs og moderne myndighed. Vi lægger vægt på at skabe resultater af høj kvalitet, og vi er ikke bange for at gå nye veje for at finde løsninger. Derfor arbejder vi bl.a. med nye teknologier, digitale løsninger og data til at effektivisere vores drift og skabe værdi for virksomhederne. Vi lærer gerne af andre, og vi arbejder altid i partnerskab med andre myndigheder, organisationer og virksomheder. 

Du kan læse mere om Erhvervsstyrelsen på www.erst.dk.   

Om ansættelsen
Ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem AC og Finansministeriet med mulighed for forhandling af tillæg. Ansættelse vil som udgangspunkt være som special- eller chefkonsulent. Der er tale om en fast fuldtidsstilling med tiltrædelse hurtigst muligt.

Yderligere information om stillingen kan fås ved henvendelse til kontorchef Susanne Thorhauge på tlf. +45 35 29 19 32. Oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår kan fås ved henvendelse til HR-rekrutteringspartner Cathrine Lund-Jensen på tlf. +45 91 33 70 38.

Interesseret?
Lyder stillingen som noget for dig? Så send din ansøgning via "Søg stilling"-knappen i annoncen. Din ansøgning med CV og eksamenspapirer skal være modtaget senest onsdag den 16. august 2023.

Vi forventer at holde samtaler i august.

I Erhvervsministeriet tror vi på, at et inkluderende, mangfoldigt arbejdsmiljø styrker opgaveløsningen. Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og lige muligheder for alle vores jobansøgere. Vi opfordrer alle til at søge stillingen uanset alder, køn, handicap seksualitet, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Udbyder

Erhvervsministeriet

Jobtype

Fuldtid

Ansøgningsfrist

16. august 2023