Juniorkonsulenter til udvikling og forbedring af den offentlige sektor

Vil du gerne prøve kræfter med at udvikle og forbedre den offentlige sektor? Så leder vi lige nu efter analytisk stærke og engagerede studenter til at blive en del af Implement Consulting Group – et af Skandinaviens største konsulenthuse med mere end 900 ansatte.

Vi ønsker at gøre en reel forskel med de projekter, vi løser for og med vores offentlige kunder. Vi arbejder derfor altid ud fra den klare målsætning, at vi gennem vores projekter skal skabe forandring med effekt. Derfor har vi ikke en fast skabelon, men anvender de metoder, som passer til den enkelte problemstilling.

 

Et studiejob med ansvar og udvikling

Som juniorkonsulent i Implement vil du indgå i projekter på lige fod med fuldtidsansatte  konsulenter. Derfor er det vigtigt, at du kan udarbejde databaserede analyser omhyggeligt, relatere dem til konteksten samt præsentere dem på en letforståelig måde. Dine input bliver et væsentligt fundament for de beslutninger, der træffes, og du vil tydeligt kunne mærke, at dit arbejde får betydning for projekternes resultater.

 

Inden for de seneste år har vores juniorkonsulenter blandt andet:

  • Hjulpet med at afdække, hvordan udsatte boligområder kan opnå en højere tilslutning til det danske vaccinationsprogram.
  • Udarbejdet en budgetanalyse i et ministerium for at frigive 15 pct. mere tid til andre faglige opgaver.
  • Hjulpet en dansk kommune med fremtidige udviklingsmuligheder for deres ældre- og omsorgsområde.

I Implement lægger vi stor vægt på, at du både udvikler dig fagligt og personligt igennem din tid hos os. Derfor skal du blandt andet igennem vores interne juniorkonsulentuddannelse, samtidig med at du vil få mulighed for at deltage i et væld af udviklingsaktiviteter som for eksempel strategiture og vores helt eget University.

 

Dynamisk arbejdsplads med fokus på fællesskab

Implement er en helt særlig arbejdsplads. Vi har nemlig indrettet os med en flad ledelsesstruktur og en projektorienteret arbejdspraksis. Som juniorkonsulent vil du derfor hurtigt opleve, at dine arbejdsopgaver aldrig er ens. Den ene måned kan du udarbejde datadrevne analyser i Excel, mens du den næste måned udfører interviews med fagprofessionelle eller arrangerer workshops for over 100 deltagere. Du skal derfor kunne se dig selv i et omskifteligt miljø og være klar på at lære nye metoder hurtigt.

 

Vores mål er at være ”the best place for the best people”. Derfor bestræber vi os på at have gode rammevilkår, eksempelvis hvad angår vores kantine (med morgenmad, frokost og aftensmad), vores lønniveau og kontorets fysiske rammer.

Som juniorkonsulent vil du blive en del af et team på 30 andre konsulenter, der primært arbejder med udvikling af den offentlige sektor, hvoraf tre er juniorkonsulenter. Du kommer til at indgå i en meget social gruppe af unge konsulenter og studerende, der også ofte mødes til sociale arrangementer uden for arbejdstiden.

 

Er du den skarpe analytiker, vi leder efter?

Vi leder efter studenter, som har den rette balance mellem dataanalytisk og menneskelig intelligens. Du skal både kunne kortlægge det rigtige svar og samtidig forstå, hvordan forandringen kan blive til virkelighed i en organisation.

 

Desuden ser vi gerne, at du:

  • Brænder for at bidrage til udvikling af den offentlige sektor og har ambitioner på samfundets vegne.
  • Formår at balancere dine gode resultater på studiet med andre interesser og fællesskaber uden for studiet.
  • Har solid erfaring fra tidligere studiejob.
  • Læser på kandidatdelen (eller tæt på) af relevant samfundsvidenskabelig uddannelse, eksempelvis cand.polit., cand.oecon., cand.scient.pol., cand.scient.soc. eller lignende.

Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er ca. 20 timer. I travle perioder skal du kunne afsætte op til tre ugentlige arbejdsdage, mens vi omvendt er fleksible under eksamensperioder.

Vi ansætter juniorkonsulenter med henblik på fastansættelse som konsulent efter endt studie – så hvis du gør det godt, er der således gode muligheder for fastansættelse.

Udbyder

Implement Consulting Group

Jobtype

Studiejob

Ansøgningsfrist

31. januar 2022

Ansøgning

https://implementconsultinggroup.com/job/fb073abc-a1ed-4425-9dea-c0b41eff540e