Klimarådet søger studentermedhjælper med interesse for klimaområdet, god talforståelse og analytisk sans

KLIMARÅDET SØGER STUDENTERMEDHJÆLPER

Klimarådets sekretariat søger en dygtig og struktureret studentermedhjælper med interesse for klimaområdet, god talforståelse og analytisk sans.

Om stillingen

Arbejdet spænder bredt og vil blandt andet bestå i bidrag til de beregninger og analyser, som sekretariatet udarbejder for Klimarådet. Du vil også have nogle faste administrative opgaver sammen med resten af studenterteamet, som er en del af den daglige drift på kontoret. Du vil som student få mulighed for at blive en del af arbejdet med Klimarådets analyser og blandt andet bidrage til indsamling af data, researcharbejde og opsætning af figurer. Samtidig vil du følge både Klimarådets og sekretariatets løbende faglige drøftelser.

Klimarådet har et studenterteam på tre studenter. Du skal have mod på at tage ansvar i studenterteamet og være villig til at gå til hånde med både stort og småt i sekretariatet. Arbejdet vil også i et vist omfang indebære praktiske opgaver såsom at hjælpe med frokostordning og koordinering af møder.

Vi forestiller os, at du:

  • er i gang med sidste år af din bacheloruddannelse eller lige startet på en kandidatuddannelse,
  • har et godt kendskab til office-pakken, herunder især gode færdigheder i kvantitativ databehandling i Excel,
  • har interesse inden for klimaområdet,
  • har god talforståelse og skarp analytisk sans,
  • er nysgerrig og har mod på at sætte dig ind i nye emner,
  • tager ansvar og gerne hjælper med praktiske opgaver,
  • taler og skriver flydende dansk og kan læse og tilgå informationer på engelsk.

Om Klimarådet

Klimarådet er et uafhængigt ekspertorgan, der rådgiver om omstillingen til et samfund med netto-nuludledninger senest i 2050. Klimarådet vurderer Danmarks klimaindsats og bidrager med solide faglige anbefalinger, der hviler på uafhængige analyser med udgangspunkt i det overordnede mål for 2050 og delmål på vejen derhen.

Klimarådet ønsker et tæt samspil med omverdenen, og derfor foregår en væsentlig del af rådets arbejde i dialog med interessenterne på klimaområdet. Det medvirker til, at Klimarådets arbejde bygger på solid viden om virkeligheden for aktørerne på området.

Sekretariatet betjener Klimarådet i alle sager vedrørende rådets virksomhed og består pt. af en sekretariatschef, 22 AC-medarbejdere, to kontorfuldmægtige, en kontorelev og fire studenter. Sekretariatet udarbejder løbende analyser af aktuelle klimaproblemstillinger til brug for Klimarådets rapporter og som indspark i den offentlige debat. Udover at betjene Klimarådet i dets faglige arbejde sørger sekretariatet for den praktiske tilrettelæggelse af Klimarådets møder, afholdelse af konferencer og lignende.

Løn- og ansættelsesforhold

Som studentermedhjælper vil ansættelse finde sted i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og HK/STAT (ny løn). Ansættelsesområdet er Klima- Energi-, Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.

Ansøgningsfrist

Søndag d. 3. december 2023.

Udbyder

Klimarådet

Jobtype

Studiejob

Ansøgningsfrist

3. december 2023

Ansøgning

Send din ansøgning, CV samt bilag (i pdf-format) via ansøgningslinket. Vil du vide mere om stillingen kan du kontakte Fagchef Kasper Lou på tlf. 93 92 96 44 eller på mailadressen kasper.lou@klimaraadet.dk. Samtaler forventes afholdt i uge 50. Klimarådet betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen. Flydende dansk i skrift og tale er dog en forudsætning.