Studentermedhjælper til Socialt Bæredygtige Indkøb

Engageret studentermedhjælper med kendskab til danske arbejdsmarkedsforhold til Københavns Kommunes indsats mod social dumping.

Vil du gøre en forskel for social bæredygtighed i Hovedstadsområdet? Har du beskæftiget dig med løn- og arbejdsvilkår, og vil du være med til at sikre en effektiv indsats mod social dumping? Har du interesse for, hvordan politiske beslutninger omsættes i praksis indenfor et område, der oplever stor mediemæssig bevågenhed? Så er du måske vores nye studentermedhjælper i teamet for Socialt Bæredygtige Indkøb.

Københavns Kommune er én af Danmarks største offentlige indkøbere. Med en indkøbsvolumen på omkring 19 mia. kr. om året har vi en reel mulighed for at præge arbejdsmarkedet i en mere social bæredygtig retning og gøre en forskel, både når vi bygger eller holder byen i gang hver eneste dag. Kommunen har en klar ambition om at gå forrest i kampen for at sikre fair konkurrence og ordnede vilkår for leverandører til kommunen og deres ansatte. Det sker bl.a. gennem kommunens sociale krav til private leverandører og risikobaserede kontroller, som foregår på tværs af forskellige brancher, overenskomstområder og kommunegrænser. Som studentermedhjælper bliver du en del af indsatsen mod social dumping, der foretager de risikobaserede kontroller.

Vi søger en studentermedhjælper, der kan være med til at løfte kontrolindsatsen ved at omsætte kollektive overenskomster og konkrete løn- og arbejdsvilkår til Excel beregningsmodeller. Det kræver en analytisk og systematisk tilgang til opgaveløsning og indgående kendskab til Excel. Som studentermedhjælper vil dine øvrige arbejdsopgaver bl.a. bestå af forberedelse, gennemførelse og registrering af kontrolarbejdet, informationssøgning, afrapportering og beregning af lønvilkår. I takt med at du bliver mere erfaren, får du mulighed for at få egne ansvarsområder og projekter.

Vi forventer, at du

  • er ambitiøs og trives med, at andre er afhængige af din opgaveløsning
  • er i gang med en relevant uddannelse, f.eks. stud.jur., stud.scient.pol., stud.polit. eller stud merc., men du kan også komme fra en anden uddannelsesretning, så længe du har interessen for området og de rette kompetencer
  • har en dyb forståelse for danske arbejdsmarkedsforhold og vi klapper i hænderne, hvis du har konkret erfaring med at omsætte kollektive overenskomster til lønberegningsark
  • har stærke Excel-kompetencer, er grundig og detaljeorienteret
  • kan arbejde selvstændigt, men også har lyst til at indgå i samarbejde i de forskellige arbejdsgrupper i teamet
  • har politisk tæft og gode samarbejdsevner

Om jobbet

Du vil bl.a. have følgende arbejdsopgaver

  • vedligeholde, optimere samt udarbejde nye Excel-beregningsmodeller for en række kollektive overenskomster
  • forberede og deltage i kontroller af kommunens leverandørers overholdelse af krav til løn- og arbejdsvilkår, uddannelseskrav mv.
  • bistå ved større eller mindre ad hoc analyseopgaver
  • skabe overblik over kommunens samlede kontraktportefølje og være med til at planlægge og koordinere de enkelte indsatser
  • registrere og rapportere indsatsen og bistå med lønberegninger i verserende arbejdsklausulsager

Vi tilbyder

  • et meningsfuldt arbejde med afvekslende arbejdsopgaver
  • en hverdag med stor fleksibilitet, hvor du selv har mulighed for at præge retningen for arbejdsopgaver
  • udvikling af dine faglige og personlige kompetencer, så du har de bedste forudsætninger for at være en succes i din opgaveløsning
  • et tæt samarbejde med dygtige kolleger i et engageret og hjælpsomt team, hvor vi hjælper og sparrer med hinanden om alt fra konkret sagsbehandling til overordnede tendenser, lovgivning mv. indenfor området
  • en uformel arbejdsplads med højt til loftet, et godt arbejdsmiljø og kolleger, som kan lide at tilbringe tid sammen – både på og udenfor arbejdet
  • gode betingelser for at balancere studie, arbejdsliv og fritid

Socialt Bæredygtige Indkøb består af et team på 16 medarbejdere med vidt forskellige erfarings- og uddannelsesmæssige baggrunde. Det tilfører teamet en helt unik og nødvendig dynamik til at foretage de alsidige arbejdsopgaver. Socialt Bæredygtige Indkøb er en del af Kontoret for Bæredygtige Indkøb og er organisatorisk indplaceret i Koncernservice på Borups Allé 177 i København, der er en del af Økonomiforvaltningen.

Læs mere om indsatsen mod social dumping på www.socialdumping.kk.dk.

Løn og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og inden for rammerne af lokal løndannelse.

Stillingen er på gennemsnitligt 15 timer ugentligt fordelt på to til tre dage og til besættelse pr. 1. oktober 2026 eller snarest muligt. Der vil være mulighed for fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden i eksamensperioder.

Om Koncernservice

I Koncernservice har vi et stærkt fagligt miljø med kompetente og specialiserede medarbejdere inden for finans, økonomi, løn, indkøb, ESG, forsikring, HR og personalejura. Vi udvikler konstant vores kompetencer og faglighed for at kunne forenkle arbejdsgangene, når vi etablerer nye teknologiske løsninger på tværs af kommunen. Og vi insisterer på, at vores løsninger skaber en reel effekt hos vores brugere på den længere bane. Vi er ca. 750 medarbejdere, der løbende er i dialog med kommunens syv forvaltninger og ca. 45.000 medarbejdere. Vi er med andre ord et administrativt samlingspunkt, der skal sikre en effektiv og intuitiv digital administration for hele Københavns Kommune.

Udbyder

Københavns Kommune, Økonomiforvaltningen

Jobtype

Studiejob

Ansøgningsfrist

6. september 2026

Ansøgning

Søg stillingen via linket senest søndag den 6. september 2026. Vedhæft ansøgning og CV. Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte CSR-konsulent Celia Cristina Emilie Hanson på 23 66 09 02 eller GF27@kk.dk (i uge 32), studentermedhjælper Mads Georg Hilker på 20 59 02 40 eller DH49@kk.dk (i uge 33) eller CSR-konsulent Julia Monrad Lundsteen på 24 76 50 65 eller bc8c@kk.dk (i uge 34 og 35). Arbejdssted: Borups Allé 177, København NV.