Maj Invest søger engageret økonomistuderende
Er du interesseret i investering, makroøkonomi og AI? Vil du bidrage til spændende analyser af finansmarkederne? Og er du ivrig efter at lære og få brugbar erfaring gennem arbejdet med et stærkt økonomteam? Så skal du helt sikkert søge stillingen som økonomistuderende hos os.
Vi tilbyder et deltidsjob som studentermedhjælper i Maj Invests Makro & Research-afdeling, hvor vi laver økonomiske analyser, der understøtter virksomhedens faglige fundament og investeringsaktiviteter.
Lidt mere om jobbet
Vi mangler dig, der kan hjælpe os i både den indledende og udførende fase med at få analyserne til at stå knivskarpt. Du vil blive inddraget i analyser inden for makroøkonomi og finansmarkederne. Både dataindhentning og -bearbejdning. Arbejdet foregår i tæt samspil med Maj Invests økonomteam.
Ud over diverse ad hoc-opgaver kommer du bl.a. til at
• Udvikle og vedligeholde grafmateriale og præsentationer.
• Opdatere og udvikle kundevendt materiale.
• Lave research og være medansvarlig for vores nyhedsbrev Ugeskrift for investorer.
Din forventede gennemsnitlige arbejdstid fastlægger vi sammen med udgangspunkt i dit studie. Den faktiske arbejdstid kan variere fra uge til uge, men vil typisk være 15 timer pr. uge. Yderligere tilbyder vi stor fleksibilitet i eksamensperioder.
Lidt mere om, hvem vi søger
• Du er fagligt dygtig og nysgerrig.
• Du er stud.polit., stud.scient.oecon., stud.cand.merc. el.lign. og har bestået første årsprøve.
• Du har lyst til at udvikle dine kompetencer som økonom.
• Endelig følger du naturligt med i samfundsdebatten, de aktuelle politiske dagsordener og de muligheder, der opstår med AI.
Kollegaerne
Du bliver en del af et team og en virksomhed, der arbejder seriøst – og har det rart sammen. Vi hjælper hinanden, så det er vigtigt, at du er imødekommende over for opgaver, der måske ikke lige er inden for dit faglige felt. Du havner i et miljø, der er generøst lærerigt, og vi giver dig løbende mere ansvar, efterhånden som du er fagligt klar og motiveret til det. I øvrigt kan du glæde dig til en forrygende fredagsbar og et godt sammenhold på tværs af hele huset.
Om Maj Invest som arbejdsplads
Som en del af Maj Invest vil du indgå i et dynamisk team med ca. 130 dygtige kollegaer i hjertet af København. Maj Invest blev grundlagt i 2005 og har specialiseret sig i at analysere, investere og rådgive. Vi sætter værdier som faglighed, engagement og enkelhed højt i alle relationer. Vi arbejder ansvarligt med investeringer og baserer vores beslutninger på data og research. Vi tager socialt ansvar og lægger vægt på at bidrage til de klimamæssige udfordringer, verden står overfor. Vi ser diversitet som en styrke, lægger vægt på mangfoldighed og ønsker at skabe et inkluderende miljø for alle.
Udbyder
Maj Invest
Jobtype
Studiejob
Ansøgningsfrist
31. marts 2026
Ansøgning
Hvis du har spørgsmål vedrørende stillingen, kan du kontakte Astrid Gram Nielsen på telefon 33 38 72 15. Send din ansøgning til job@majinvest.com senest d. 31. marts 2026 og vedlæg CV og karakterudskrift. Vi afholder samtaler d. 9.-10. april.