Medarbejder til Kontor for Revision og Tilsyn (KRT) i Finansministeriet

Vil du spille en central rolle med at håndtere kontrolopgaven i relation til Danmarks modtagelse af 11 mia. kr. fra EU’s genopretningspulje og i varetagelsen af Finansministeriets tilsyn?

Det har generel betydning for samfundets tillid til staten, at staten har en proaktiv og effektiv tilgang til håndtering af identificerede problemer og risici. Der er derfor i staten et øget fokus for at styrke den intern kontrol med tilrettelæggelsen af kontrolsystemerne og opfølgende håndtering af væsentlige fejl, mangler og risici.

Om stillingen

Danske ministerier modtager over de næste år over 11 mia. kr. fra EU til forskellige projekter i ministerierne. For at få midlerne udbetalt kræver Kommissionen, at Danmark har et stærkt og velfungerende kontrolsystem. Vi søger derfor en ekstra kollega, som skal være med til håndtere kontrolopgaven i relation til Danmarks modtagelse af midler fra EU’s genopretningspulje.

Du vil sammen med en kollega skulle samarbejde med en række forskellige ministerområder samt internt i Finansministeriet med de fagkontorer, som har opgaver omkring udbetalingen af midler og målenes opfyldelse for denne fond. Du skal gennem dialog med ministerierne vurdere, om deres interne kontrol i projekterne er hensigtsmæssig.

Endvidere skal du, som en del af Kontor for Revision og Tilsyn, være med til at varetage Finansministeriets departementale tilsynsforpligtelse med henblik på at sikre hensigtsmæssig økonomi, forvaltning og it i hele Finansministeriets koncern.

Kontoret varetager dette tilsyn ved at sikre:

  • At Finansministeriets ledelse har et klart blik for de største risikoområder og ved at gøre ledelsen opmærksom på, hvis risici ikke håndteres hensigtsmæssigt.
  • Tilrettelæggelsen af hensigtsmæssige processer og overholdelse af relevant lovgivning og statslige retningslinjer
  • Hensigtsmæssig håndtering af sager fra Rigsrevisionen og Statsrevisorerne.

Du skal bidrage til, at kontoret gennem tilsynets udførelse giver en uafhængig vurdering af interne kontroller og forretningsgange med henblik på forbedringer af opgavevaretagelsen og for i sidste ende at reducere risici for ledelsen i koncernen.

Gennem stillingen vil du direkte medvirke til udviklingen af tilsynet med det interne finansielle kontrolmiljø og har derfor mulighed for at sætte dit præg på et væsentligt område for Finansministeriet.

Om dig

Vi forestiller os, at den rette kandidat har en struktureret og faglig tilgang. De vigtigste personlige egenskaber er, at du er systematisk i din tilgang til opgaven, at du har en god forståelse for, hvad god intern kontrol består af samt endeligt, at du kan skabe grundlag for et godt og tillidsfuldt samarbejde omkring kontrolopgaven og tilsynet med mange forskellige interessenter.

Du er Cand.merc.aud., Cand.polit, Cand.jur eller har en anden relevant videregående uddannelse, gerne med forståelse for det statslige regnskabs- og bevillingssystem.

Om os

Du kommer til at arbejde i Kontor for Revision og Tilsyn, der er placeret som en uafhængig enhed i Finansministeriets departement. Vi udfører tilsyn med hele Finansministeriets koncern inden for økonomi og forvaltning, IT-sikkerhed, mv. og rapporterer til Departementets ledelse. Vi er i alt 11 årsværk i kontoret – hver med særlige specialer og kompetencer – fælles for alle er, at vi brænder for, at Finansministeriets administration foregår på en korrekt og hensigtsmæssig måde. Vi lægger vægt på høj faglig kvalitet, at opgaverne bliver tilpasset den enkelte medarbejders udviklingsbehov og kompetencer, og vi har i kontoret en god balance mellem arbejde og privatliv.

Ansættelsesvilkår

Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret som fuldmægtig eller konsulent på baggrund af dine kvalifikationer.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode.

Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Statens Administration, Statens It, Økonomistyrelsen samt Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

Flere oplysninger

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Koncerntilsynschef Pia Sønderlund Nielsen på telefon 25 26 27 72 eller på e-mail pnn@fm.dk.

Udbyder

Finansministeriet

Jobtype

Fuldtid

Ansøgningsfrist

14. juni 2023

Ansøgning

Ansøgning Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest onsdag den 14. juni 2023. Vi forventer at holde samtaler løbende og håber at kunne byde vores nye kollega velkommen i august 2023. Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.