Metodestærk økonomistuderende med interesse for forskning i kriminalitet og arbejdsmarkedet søges

Vil du være med til at styrke forskningen i, hvordan straf påvirker kriminel adfærd, ofre for kriminalitet og arbejdsmarkedstilknytningen blandt dømte? Og vil du arbejde i et etableret forskningsmiljø som ROCKWOOL Fonden? Så er nedenstående stilling som studentermedarbejder måske noget for dig.

Vi søger en studentermedarbejder, som kan arbejde ca. 15 timer om ugen. Du er en selvstændig, dygtig og engageret studerende (fx stud.polit eller stud.oecon), som er i gang med kandidatdelen af studiet. Ud over solide teoretiske kundskaber og faglige ambitioner vil interesse for og kendskab til statistiske/økonometriske software-pakker (Stata og R) være en fordel. 

Arbejdet vil dels bestå i udarbejdelse af en række selvstændige opgaver, dels i at bistå forskere, som er tilknyttet forskningsenheden, i deres analysearbejde. Undervejs vil der være rig mulighed for at stifte bekendtskab med samspillet mellem teori og empirisk baseret forskning. 

ROCKWOOL Fonden har til formål at producere ny, empirisk viden om aktuelle samfundsproblemer på et uafhængigt grundlag. Forskningsenheden består af ca. 60 medarbejdere.

Vi tilbyder et levende forskningsmiljø og en behagelig arbejdsplads beliggende i det centrale København.

Udbyder

ROCKWOOL Fonden

Jobtype

Studiejob

Ansøgningsfrist

31. maj 2026

Ansøgning

Er du interesseret i stillingen, beder vi dig sende en ansøgning vedlagt karakterudskrift og CV via dette link senest den 31. maj 2026. Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til forsker Mikkel Mertz på telefon 53 53 71 22.