Fuldmægtig til økonomi og koncernstyring i Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab

Vil du være med til at udvikle styring og tilsyn i et nyt ministerium? Som fuldmægtig i Kontor for Økonomi og Koncernstyring får du en central rolle i opbygningen af ministeriets tværgående styring og tilsyn.

Om Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab

Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab (MSSB) har i et tæt samarbejde med de ansvarlige sektorer ansvaret for at forebygge, modstå og håndtere større ulykker, kriser, katastrofer og andre hændelser, der udfordrer samfundets grundlæggende funktioner, uanset om det er cyberangreb, sabotage, spionage eller ekstreme vejrhændelser. Ambitionen er at samtænke beredskab, krisestyring og robustgørelse på tværs af sektorer.

Ministeriet består af departementet og to faglige styrelser: Styrelsen for Samfundssikkerhed og Beredskabsstyrelsen.

Din rolle og dine opgaver

Som fuldmægtig i Kontor for Økonomi og Koncernstyring får du i samarbejde med dine kollegaer ansvaret for at bidrage til den strategiske opbygning af koncernens styrings- og tilsynsopgaver i et kontor, der er i rivende udvikling. Dine opgaver kan f.eks. være at:

  • Drive og videreudvikle ministeriets mål- og resultatplansarbejde
  • Drive og udvikle ministeriets tilsynsprocesser
  • Drive og udvikle ministeriets opfølgning på politisk indgåede aftaler
  • Drive og udvikle ministeriets IT-styring og afrapportering til Statens IT-råd
  • Understøtte det tværgående samarbejde internt i departementet såvel som ud mod koncernens styrelser og institutioner
  • Finanslovs- og bevillingsarbejde

Kontorets brede opgaveportefølje giver gode muligheder for at tilrettelægge dine opgaver ud fra dine kompetencer, interesser og erfaring. Kontoret ledes af to kontorchefer, og du vil referere til kontorchefen for koncernstyring.

Om dig

Du er uddannet cand.scient.adm., cand.scient.pol. eller lignende. Du kan både være nyuddannet eller have erfaring fra lignende stillinger.

Vi søger en kollega, der har kendskab til eller interesse for værdiskabende økonomistyring og tværgående styrings- og tilsynsopgaver i centraladministrationen. Du trives i tværgående sager med en bred samarbejdsflade og værdsætter muligheden for at forme dine opgaver løbende.

Derudover lægger vi vægt på, at du har stærke skriftlige og mundtlige formidlingsevner og kan kommunikere klart og præcist på alle niveauer i koncernen, og at du er en konstruktiv samarbejdspartner. Det er desuden en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring med samarbejdet mellem departement og styrelser, ledelses- og politisk betjening samt styrings- og tilsynsopgaver i et ministerium.

Ansættelsesvilkår

Ansættelse og aflønning sker i henhold til AC-overenskomsten, og indplacering sker som fuldmægtig. Stillingen er på fuld tid. Forventet tiltrædelse er 1. november 2026 eller snarest muligt derefter. Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes. Tjenestestedet er indtil videre departementet, Slotsholmsgade 12, København K.

Udbyder

Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab

Jobtype

Fuldtid

Ansøgningsfrist

6. september 2026

Ansøgning

Send din ansøgning, CV og eksamensbevis senest den 6. september 2026 via linket. Der forventes afholdt samtaler løbende. Har du lyst til at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Benjamin Clausen Crawford på 21 73 01 84.