Bliv boligøkonom og talsperson i Nykredit Markets
Vil du være med til at analysere udviklingen på det danske boligmarked og formidle de økonomiske sammenhænge til medier, kunder og den brede offentlighed? Er du interesseret i boligmarkedet, og har du gode analytiske evner og er en dygtig kommunikator? Så er det måske dig, vi leder efter.
Som boligøkonom og talsperson i Nykredit bliver du en del af afdelingen Macro & Strategy, hvor du i samarbejde med vores boligøkonom analyserer udviklingen på det danske boligmarked, udarbejder prognoser og optræder som ekspert i aviser og på TV.
Dine vigtigste arbejdsopgaver bliver
- Analysere udviklingen på det danske boligmarked.
- Udarbejde prognoser og analyser med afsæt i makroøkonomiske sammenhænge samt markedsmæssige og politiske rammevilkår.
- Samarbejde tæt med kolleger i makro-teamet, der arbejder med boligmarkedet, dansk økonomi, global økonomi og finansielle forhold.
- Bidrage til Nykredits mediedækning af boligmarkedet som talsperson og ekspert.
- Bidrage til arbejdet med den grønne dagsorden og inddrage bæredygtighedsperspektiver i analyser af boligmarkedet.
Er det dig, vi leder efter?
Der kan være mange veje til stillingen, og din erfaring kan spænde bredt. En uddannelse som økonom og erfaring med makroøkonomisk analyse vil være oplagt, og erfaring med kommunikation vil være et stort plus.
Vi forestiller os, at du:
- har gode analytiske evner og interesse og forståelse for samfundsøkonomiske sammenhænge
- har interesse for boligmarkedet og lyst til at gøre dig gældende som en synlig stemme på området
- kommunikerer klart, præcist og engageret, både mundtligt og skriftligt
- trives med at stå foran et kamera, holde oplæg og repræsentere Nykredit i offentligheden
- har gennemslagskraft, motivation og evnen til at skabe relationer
- er engageret, fleksibel og en holdspiller med gode samarbejdsevner
Til gengæld tilbyder vi en synlig specialistrolle med stort ansvar, høj faglighed og mulighed for at sætte dit præg på Nykredits analyser og kommunikation om det danske boligmarked.
Dit nye team
Du bliver en del af Macro & Strategy i Nykredit Markets, som er en del af Corporates & Institutions. I afdelingen fortolker vi økonomiske og markedsmæssige strømninger i Danmark såvel som internationalt. Arbejdet med boligmarkedet foregår i et tæt fagligt fællesskab med tæt sparring og samarbejde på tværs af teamet.
Du bliver samtidig en del af Nykredits talspersonkorps, der fungerer som eksperter inden for blandt andet global økonomi og markeder, realkreditrenter, dansk økonomi, formue og boligmarkedet.
Arbejdssted: Nordhavn, København.
Udbyder
Nykredit
Jobtype
Fuldtid
Ansøgningsfrist
26. august 2026
Ansøgning
Ansøgningsfrist: 26. august 2026. Send ansøgning og CV via linket. Spørgsmål til stillingen: Head of Macro & Strategy, Frederik Engholm, på 23 67 57 77 eller freh@nykredit.dk. Spørgsmål til rekrutteringsprocessen: nytjob@nykredit.dk.