Nysgerrig studenter­medhjælp til National­bankens finansielle data

Har du lyst til at udvikle dine metodiske og analytiske evner i et spændende læringsmiljø blandt alverdens finansielle data, og kan du lide at arbejde med store datamængder? Så er du måske vores nye studentermedhjælp i Finansiel Statistik. Ansøgningsfristen er den 20. juni 2024.

Du løser opgaver med et enestående formål

Nationalbanken er den eneste af sin slags. Vi er samfundets bank, statens uafhængige rådgiver og landets vågne øjne på økonomien. Stabile priser, sikre betalinger og finansiel stabilitet kommer ikke af sig selv, og som studerende i Nationalbanken forventer vi, at du er åben og nysgerrig. Til gengæld kan du regne med, at du kommer til at lære en masse af dine udfordrende opgaver og dine dygtige kollegaer. Her spiller du sammen med dine kollegaer en central rolle i at sikre Danmark en robust økonomi.

Som studentermedhjælp bliver du en del af afdelingen Finansiel Statistik, hvor vi udvikler, bearbejder og analyserer finansielle data. Finansielle data belyser det økonomiske kredsløb og robustheden af dansk økonomi, og er grundstenen i mange analyser.

Dine primære opgaver omfatter:

  • at bistå med produktion og kvalitetssikring af vores statistikker
  • at være i dialog med nationale og internationale samarbejdspartnere samt danske virksomheder, der månedligt indberetter til vores statistikker
  • at stå for nationale og internationale leverancer af data
  • at bistå med analyse- og formidlingsarbejdet af vores statistikker
  • at foretage selvstændig koordinering af fælles studenteropgaver med afdelingens øvrige studenter.

Du har de essentielle forudsætninger for at lykkes

I Nationalbanken er vi imødekommende. Vi har fokus på anerkendelse, god ledelse og evnen til at bringe dine og vores forskelligheder i samspil. Som studerende hos os vil du opleve, at vi værdsætter dit input med den nyeste viden fra dit studie. Vi tager os derfor tid til hinanden – både når vi deler ud af vores viden, når der er brug for en hjælpende hånd, og når vi samles om fælles interesser.

Vi vil, at du både lykkes og trives i rollen som studentermedhjælper. Derfor lægger vi vægt på, at du har følgende forudsætninger for at søge stillingen:

  • Du er interesseret i finansielle markeder og at arbejde med kvantitative metoder og store datasæt.
  • Som person sætter du pris på at samarbejde med andre. Du formår at løse egne opgaver samt tager initiativ og ansvar for dine og bankens opgaver.
  • Du har høj motivation og ser frem til en stejl indlæringskurve.
  • Du kan formidle komplekse problemstillinger og løsninger, og du har lyst til at arbejde med data, fx i SQL, R og Excel (VBA).

Du er guld værd i Nationalbanken

Her er plads til forskellighed – og til det sociale og uformelle. Du kan fx løbe, dyrke yoga, spille floorball eller netværke til BANK-bar sammen med kollegerne i en af vores mange foreninger. Derudover bliver du også en del af Nationalbankens studenternetværk sammen med vores 35 andre studerende. I netværket vil du blive inviteret til månedlige frokoster i vores indbydende kantine, men også til arrangementer af social og faglig karakter. Som student hos os vil du opleve at få et værdifuldt netværk med andre studerende på tværs af banken.

Stillingen er på 15 timer om ugen, og arbejdstiden deler vi mellem åbne kontorer med udsigt til vandet på Langelinie Allé. Vi ønsker at sikre rammerne for en effektiv opgaveløsning, en stor sammenhørighedsfølelse og en god balance mellem livet på og uden for arbejdet. Samtidig lægger vi stor vægt på din læring og løbende udvikling af færdigheder. Hos os vil du opleve, at vi har respekt for, at dit studie er din førsteprioritet, og at vi udviser hensyn til travle perioder på dit studie. Du er nemlig guld værd i Nationalbanken.

Udbyder

Danmarks Nationalbank

Jobtype

Studiejob

Ansøgningsfrist

20. juni 2024

Ansøgning

Ansøg via link