Student til Økonomistyrelsens AI-enhed
Vil du prøve kræfter med generativ AI der, hvor det møder virkeligheden? Hos os handler AI ikke om teori, men om at få værktøjerne ud at arbejde hos flere hundrede kollegaer i hverdagen.
Om os
Økonomistyrelsens AI-enhed er et tværfagligt kontor i vækst. Vi står for styrelsens arbejde med generativ AI, fra jura og governance til uddannelse af kollegaer og udvikling af nye løsninger. Vi har kort vej fra idé til beslutning, og vi har tæt kontakt til andre institutioner i staten, hvor vi til tider også spiller en aktiv rolle i at hjælpe andre godt i gang med deres egen AI-rejse.
Om jobbet
Som studentermedhjælper bliver du en central del af arbejdet med generativ AI i Økonomistyrelsen. Du kommer til at understøtte brugen af flere forskellige AI-værktøjer og relaterede løsninger, fx StatGPT, Microsoft 365 Copilot, Purview og nye agenter, og du får en vigtig rolle i, at værktøjerne bliver brugt sikkert, effektivt og med tydelig værdi for organisationen.
En del af jobbet handler om praktisk drift og opfølgning: adgange, licenser, supportsager, brugstal, databeskyttelse og governance skal hænge sammen. Men du får også plads til at være med til at idéudvikle, omsætte erfaringer til retningslinjer, bidrage til strategien og drive adoptionen på tværs af værktøjer og målgrupper.
Du skal være forberedt på, at jobbet ændrer sig undervejs. Udviklingen inden for AI går hurtigt, og der kommer hele tiden nye værktøjer og løsninger til.
Dine opgaver
- Drift af AI-værktøjer: adgange, rettigheder, supportsager og opfølgning på brugstal
- Adoption: understøttelse af, at AI-værktøjer kommer sikkert og effektivt i brug
- Kommunikation: guidelines, FAQ og korte one-pagers om sikker og effektiv brug
- Træning: bidrag til kurser, workshops og vores ambassadørprogram
- Effektmåling: dataudtræk, spørgeskemaer og opsamling af erfaringer
- Compliance: bidrag til vurderinger, dokumentation og interne retningslinjer
- Udvikling: konfiguration og test af nye agenter og AI-værktøjer
- Videndeling: kontakt til andre statslige institutioner om erfaringer og best practice
Vi forestiller os, at du
- læser en relevant videregående uddannelse, fx samfundsvidenskab, økonomi, jura, kommunikation, digitalisering, datalogi, it-ledelse, softwareudvikling, informationsvidenskab eller lignende
- har mindst ét år af din uddannelse bag dig
- er nysgerrig på generativ AI og gerne selv har prøvet AI-værktøjer af
- er struktureret og god til at følge opgaver til dørs
- formulerer dig stærkt både skriftligt og mundtligt
- trives i samarbejde med mange forskellige mennesker og perspektiver
Juridiske kompetencer er ikke en forudsætning. Det vigtigste er, at du har lyst til at sætte dig ind i stoffet og kan formidle det klart.
Ansættelsesvilkår
Arbejdstiden er ca. 15 timer ugentligt med fleksibilitet i forhold til undervisning og eksamener. Ansættelse sker efter fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og OAO samt relevant organisationsaftale. Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Landgreven 4, 1301 København K.
Udbyder
Økonomistyrelsen
Jobtype
Studiejob
Ansøgningsfrist
10. september 2026
Ansøgning
Send motiveret ansøgning med CV, eksamenspapirer og relevante bilag via linket senest den 10. september 2026. Første samtaler afholdes løbende og senest i forlængelse af fristen. Ved spørgsmål til stillingen kan Christoffer Engelhardt kontaktes på chreng@oes.dk. Du er velkommen til at bruge AI til din ansøgning. Vedhæft dog gerne dit prompt, så de kan se, hvilken tankegang du har brugt.