Økonom til arbejdet med kapitalmarkedsforhold og statsgæld i Finansministeriet

Har du interesse for økonomi og politik? Og drømmer du om at komme helt tæt på den politiske agenda. Så søger vi en ny kollega til vores kontor for Skat og Kapitalmarkeder.

Om stillingen

Vi søger en økonom til arbejdet med kapitalmarkedsforhold og statsgæld. Du vil komme til at bidrage til politikudvikling og økonomiske analyser samt tværgående udvalgsarbejde i forhold til finansiel regulering mv. Du vil få ansvaret for en del af finanslovprocessen og budgettering af statens indtægter samt udgifter på statsgældsområdet. Du kan desuden forvente at skulle arbejde med statens program for grønne obligationer.

Stillingen indebærer en forskelligartet opgavesammensætning og mulighed for en stejl læringskurve, hvor du uanset baggrund vil blive udfordret fagligt og få et unikt indblik i politiske beslutningsprocesser.

Du vil komme til at arbejde selvstændigt med udvalgte opgaveområder, men oftest vil du skulle finde løsninger i tæt samarbejde med dygtige kollegaer i Finansministeriet, Nationalbanken og de andre ministerier mv. 

Om dig

Vi forestiller os, at du har en objektiv analytisk tilgang samt både kan arbejde selvstændigt og tage ejerskab over opgaver og indgå i et tæt samarbejde med kolleger både internt og eksternt.

Det er ikke vigtigt om du er nyuddannet eller erfaren på arbejdsmarkedet. Men du skal være nysgerrig og have lyst til nye udfordringer. Det er en fordel – men ikke et krav – hvis du har erfaring med et eller flere af enhedernes faglige områder fra tidligere beskæftigelse eller fra studierne.

Derudover lægger vi konkret vægt på, at du har:

  • en stærk økonomfaglig profil
  • analytisk sans og gode formuleringsevner
  • interesse for samfundsøkonomi generelt
  • gode samarbejdsevner og kan bringe dem aktivt i spil
  • drive og gennemslagskraft
  • lyst til at udvikle dig fagligt og personligt
  • en relevant uddannelse som eksempelvis cand.oecon., cand.polit. eller lignende.

Herudover ser vi gerne, at du er ambitiøs, målrettet og initiativrig samt trives med en travl og afvekslende hverdag.

Om os

Finansministeriet giver regeringen det bedst mulige grundlag for at føre en sund økonomisk politik, der styrker vækst og produktivitet, sikrer effektivisering af den offentlige sektor samt fremmer en holdbar klima- og miljøudvikling.

Læs mere om Finansministeriet på https://fm.dk/karriere/.

I Kontoret for skat og kapitalmarkeder er vi syv AC-medarbejdere med tre studenter og en kontorchef. Kontoret er opdelt i to faglige områder således at fire AC-medarbejdere og to studenter er tilknyttet skatteafdelingen, mens tre AC-medarbejdere og en student er tilknyttet kapitalmarkedsafdelingen.

Vi tilbyder en stilling, hvor du sammen med engagerede og dygtige kollegaer er med til at præge dine egne arbejdsopgaver i et miljø med frihed under ansvar, og hvor et godt socialt miljø vægtes højt. 

Ansættelsesvilkår

Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret som fuldmægtig eller konsulent på baggrund af dine kvalifikationer

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes på rette niveau og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode”.

Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Statens Administration, Statens It, Økonomistyrelsen samt Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

Flere oplysninger

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Thomas Larsen på 40118775 eller thlar@fm.dk.

Udbyder

Finansministeriet

Jobtype

Fuldtid

Ansøgningsfrist

18. februar 2024

Ansøgning

Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den 18. februar 2024. Vi forventer at holde samtaler løbende frem til og med uge 8 og håber at kunne byde vores nye kollega velkommen hurtigst muligt. Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.