Økonom til registeranalyser på beskæftigelsesområdet
Har du lyst til at bidrage til politikudvikling på beskæftigelsesområdet gennem registerbaserede analyser? Så er du måske vores nye kollega i Analyseteamet i Center for Viden og Analyse.
Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked
I Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vi ansvar for at skabe det bedst mulige grundlag for et sundt, dynamisk og effektivt arbejdsmarked, hvor flest mulige har job eller uddanner sig, og hvor virksomheder på alle niveauer har adgang til de medarbejdere de har brug for – ufaglærte, faglærte, eller højt specialiserede vidensmedarbejdere.
Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at tilvejebringe og udvikle et kvalificeret vidensgrundlag for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger, til implementering af beskæftigelsespolitikken i dialog med vores mange samarbejdspartnere. Alt, hvad vi beskæftiger os med, kvalificeres af høje faglige standarder og evidensbaseret viden, der på én gang skal forankre og inspirere de politiske beslutninger og omsætningen af dem til administrerbar dagligdag med betydning for millioner af mennesker.
Du kan læse mere om os på www.star.dk
Kom tæt på den politiske proces
Vi søger en økonom til Analyseteamet i Center for Viden og Analyse – du kan være både nyuddannet eller erfaren. I centeret understøtter vi det policyforberedende arbejde med fx data og statistikker, større analyser, implementering og opfølgning på beskæftigelsesindsatsen og reforminitiativer. Herudover overvåger vi udviklingen på arbejdsmarkedet og opsamler viden om effekterne af beskæftigelsesindsatsen og ydelsessystemet.
Opgaverne i Analyseteamet spænder bredt og du vil bl.a komme til at arbejde med:
- registerbaserede analyser, herunder økonometriske effektanalyser, af specifikke elementer i beskæftigelsesindsatsen eller ydelsessystemet
- betjening af minister og departement i relation til regeringssamarbejdet, politiske forhandlinger og folketingsarbejde
- bidrag til kommissioner med fx analyser og udvikling af policyforslag
- samarbejde med andre ministerier, kommuner og interesseorganisationer med aktier i beskæftigelsesområdet.
Bliv vores nye kollega
Vi forestiller os, at du:
- er uddannet cand.polit., cand.oecon., cand.scient.oecon. eller tilsvarende
- har stor interesse for arbejdsmarkedsområdet
- har politisk interesse og kan tænke analysearbejde ind i en politisk kontekst
- har kendskab til registerdata på arbejdsmarkedsområdet, herunder fx DREAM-registeret
- har kendskab til registerbaserede analyser og gerne erfaring med økonometriske metoder
- er stærk i skriftlig og mundtlig kommunikation og kan formidle vanskeligt stof på en lettilgængelig måde.
Vi finder løsninger sammen
Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne små. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.
Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra siden og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter senest den 1. august 2021.
Du bliver ansat som fuldmægtig efter overenskomsten for akademikere i staten.
Spørgsmål og ansøgning
Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte kontorchef Kristian Kranker Grøsvik på tlf.nr. 7221 7774 eller teamleder Hanne Rasmussen på tlf. nr. 7221 7749.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Jóna Thomsen i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 7220 5272.
Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.
Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest tirsdag den 1. juni 2021.
Vi forventer at afholde samtaler i uge 23.